Lulu Ziegler

Visekunstneren og teatermennesket Lulu Ziegler voksede op i et borgerligt miljø i Sorø sammen med søsteren Aase Z., der også blev sanger og instruktør. Efter at have taget klassisksproglig studentereksamen i 1921 fra byens akademi læste hun engelsk og sang på Københavns Universitet, men teatret trak mere og mere, og 1926 opgav hun studierne. Den første optræden var på Støvring Kro, hvor hun læste Holger Drachmanns Dyvekes Sange. Hendes personlige stil og fremtræden lagde allerede her grundlaget til hendes fornyelse og videreførelse af den litterære kabaret. I slutningen af 1920’erne blev hun elev hos instruktøren Svend Methling på Det Ny Teater. Det blev til nogle mindre roller, inden hun i 1930 fik sin egentlige debut som luderen Jenny i Bertolt Brechts og K. Weils Laser og Pjalter med Osvald Helmuth som MacHeath. En anden interessant opgave var rollen som majorinden i en dramatisering af Selma Lagerlöfs roman Gösta Berlings Saga. I nogle sæsoner var Lulu Ziegler knyttet til Betty Nansen Teatret, men uden at få rigtig gang i en karriere som skuespiller.

I begyndelsen af 1930’erne besøgte Lulu Ziegler Berlin og lærte Brecht og hans teaterstil at kende. De havde nær kontakt, og da Brecht i 1934-35 kom til Danmark på flugt fra det nazistiske Tyskland, boede han i en periode i hendes hjem. Hans stykke Rundhoveder og Spidshoveder fik en sønderlemmende kritik ved premieren. Det danske publikums afvisning af Brecht gjorde et stort indtryk og prægede Lulu Zieglers kunstneriske virke i de kommende år. Kunst og politik var to uadskillelige størrelser. Kunsten var det våben, der skulle fortælle et forstokket borgerskab sandheden. Både politisk og kulturelt var hun radikal, hun sympatiserede med kommunismen og færdedes i det kbh.ske bohememiljø, hvor hun blev venner med sin tids digtere Jens August Schade, Harald H. Lund, Sigfred Pedersen og Kjeld Abell.

Lulu Zieglers anden mand, sceneinstruktøren Per Knutzon fik afgørende betydning for hendes forhold til kabaretten. “Du skal være alene på en scene, så er der ingen, som bemærker, du ser underlig ud,” sagde han. Det egentlige gennembrud kom i 1933, hvor hun optrådte ved en visematine i Riddersalen, som hendes ægtefælle to år efter blev direktør for. En anmeldelse indfangede hendes særpræg: “Det skarptskaarne Hoved, de ejendommelige Øjne, der spejler et Dyb af Storbyskæbner, og som kan spille af ætsende Vid og vild Lystighed, en Stemme med Maskinalderens haarde, hensynsløse Klang. En udpræget artistisk Evne, et Herredømme over Virkemidlerne, der ikke svigtede en eneste gang. En fuldt færdig Kunstnerinde på sit Felt.” Lulu Ziegler havde et omfattende sprogtalent, hun beherskede svensk og norsk perfekt og talte desuden tysk, engelsk og fransk. Som kunstner havde hun sin egen stil. Den var kort og koncentreret og lå langt fra det lavmælte og underforståede, der ofte forstås som typisk dansk, tværtimod grænsede hendes stil til det manierede. Hun var let at parodiere og blev det ofte, hvad der irriterede hende grænseløst. “Jeg bli’r så sur, når man si’r, jeg er krukket (...) Jeg vil ikke fremstilles som et vrængbillede, når jeg blot er ærlig mod mig selv,” sagde hun i et interview i 1965. Kunstnerisk følte hun sig mere hjemme i Stockholm, Göteborg og Oslo, hvor hun jævnligt optrådte helt frem til sin død i 1973.

I 1935 satte Ludvig Brandstrup Cabaret med varmt op på Riddersalen, hvor man kunne opleve Liva Weel og Lulu Ziegler i samme forestilling. Inden Anden Verdenskrigs udbrud medvirkede Lulu Ziegler i to revyer Poul Henningsens Op og ned med Jeppe,1937,og Abells Mars på Weekend, begge instruerede af Knutzon. Forestillingerne var inspirerede af Brechts dialektiske teaterform og vakte opmærksomhed.

Besættelsen satte imidlertid hurtigt en stopper for sådanne kulturradikale eksperimenter. Kort før krigsudbruddet nåede Lulu Ziegler i 1939 at synge visen Night and Day på Le Boeuf sur le Toit, den fornemste kabaret i Paris. Hjemme i København åbnede hun året efter sin egen scene på Kongens Nytorv, hvor hendes politiske kabaret i de følgende år blev et åndeligt fristed. Der herskede en næsten international atmosfære i det lille teater, hvor værtinden selv, iført en enkel, sort kjole med små guldstjerner, tog imod gæsterne og overrakte dem en rød rose, inden hun gik på scenen og sagde de ting, der ikke kunne siges, men blev det alligevel. De sidste besættelsesår tilbragte Lulu Ziegler i Sverige, hvor hun optrådte i Stockholm. Efter Befrielsen vendte hun tilbage til Danmark og var i denne tid på gæstespil i Oslo. Først 1948 genoptog hun arbejdet i sin kabaret, og allerede næste år opgav hun ledelsen af stedet. I løbet af 1950’erne optrådte hun på de mange kabaretter, der opstod i København i dette årti. På sigøjnervis rejste hun fra sted til sted, ikke blot i Danmark, men også til bl.a. Stockholm, Oslo og Paris; hendes særpræg var så stort, at det let kunne blive for meget af det gode, hvis hun blev for længe et enkelt sted, vurderede hun, antageligt med rette. I 1958 kunne hun fejre sit 25-års jubilæum i forestillingen Slabang på Det Ny Scala. 1960-64 spillede hun revy i Lulus Lysthus på Gilleleje Strandhotel.

De sidste år af sit liv helligede Lulu Ziegler sig instruktørrollen og viste sig her at have en særlig evne til at arbejde med yngre skuespillere. Debuten skete på Odense Teaters studioscene i 1963 med englænderen J. Saunders Næste gang synger jeg for dig. Derefter fulgte en række opgaver på teatre i Göteborg og Oslo. Også Ålborg Teater havde bud efter hende, og i 1968 satte hun, som den første herhjemme, musicalen Cabaret op på Odense Teater. Her i musicalens verden følte Lulu Ziegler sig virkelig hjemme. Det Danske Teater bad hende nyopsætte Laser og pjalter, og på Gladsaxe Teater iscenesatte hun Your own Thing. De sidste instruktøropgaver blev C. E. Soyas Parasitterne og amerikaneren Eugene O’Neills Alverdens rigdomme. I 1972 spillede hun en rolle i Finn Methlings Den vidunderlige hermafrodit på Hvidovre Teater. I sine sidste år iscenesatte hun en række radio- og tv-spil. Lulu Zieglers viser er i udstrakt grad bevaret på grammofonplader. I 1990’erne har man fundet en række optagelser i den norske radio, der lykkeligt udvider billedet og dokumenterer en række sange, der ikke blev indspillet kommercielt.