Den jyske lægedatter Charlotte Haslunds slægt talte flere fremtrædende akademikere og en morfader, der var provinsbogtrykker og bladudgiver. Det blev i hovedstadens medieverden, hun selv debuterede som journalist og redaktør. Hun giftede sig tre gange. Første ægteskab gjorde hende til godsejerfrue på det nordjyske Dronninglund, men både dette og hendes andet ægteskab, indgået 1912 med den originale kunstkender og antikvitetshandler Ole H., var ret kortvarige. Som fraskilt godsejerfrue i København blev hun selverhvervende og 1906-11 ansat som forstanderinde i Dansk Kunstflidsforening med støtte fra dens medstifter og formand Emma Gad. Foreningen var stiftet for at forbedre kvaliteten af dansk håndgerning og skabe større interesse herfor samt øge afsætning af produkter i ind- og udland. Endnu ansat i denne stilling begyndte hun som journalist.
Charlotte Haslund tilhørte en generation af kvindelige journalister, der fik et fastere fodfæste i medieverdenen end tidligere generationers såkaldte damejournalister. Fra 1909 var hun redaktør af Kvindernes Fælleskorrespondance, som afsatte artikler til provinspressen. Hun blev også redaktør af Berlingske Tidendes nye søndagstillæg Kvinden og Hjemmet fra 1913. På dette tidspunkt stod den konservative, gamle avis foran omlægning. Under chefredaktør Chr. Gulmanns ledelse deltog hun i arbejdet med at skabe en moderne morgenavis, hvilket medførte et øget oplag og en styrkelse af avisen i forhold til dens hovedkonkurrenter Politiken og Nationaltidende. Et led i omlægningen var en satsning på at tiltrække flere kvindelige læsere. Som redaktør kom Charlotte Haslund ind i en skribentkreds, der talte flere af tidens topjournalister og på spindesiden Edith Rode. Hun benyttede bl.a. Rode som leverandør af livlige og artistisk skrevne interview med tidens kendte navne. Personligt forbandt Charlotte Haslund en elegant, repræsentativ verdensdamestil samt en vis overlegenhed med et lidenskabeligt, nervøst temperament. Af kolleger værdsattes hun som en god kammerat og et arbejdsjern. 1916-19 sad hun i Journalistforeningens bestyrelse. Fra 1916 blev hun desuden skribent på selve hovedavisen. Hendes betragtelige energi og arbejdslyst prægede hendes indsats og renommé mere end pennens formfuldendte stil. “Arbejdet gjorde hende lykkelig og stærk,” erindrede en kollega fra Berlingske Tidende, der betragtede hendes mediearbejde som hendes livs egentlige passion.
Charlotte Haslund nåede sit karrieremæssige højdepunkt i 1919, da hun som den ene af Berlingske Tidendes to reportere blev udstationeret i Flensborg for at dække forberedelserne til folkeafstemningen forud for Genforeningen i 1920. I telegrammer og artikler ytrede hun sin glødende nationalisme og sine antityske holdninger. Hendes dækning af situationen fik dagligt tyske aviser til at omtale hende som “die scharfe Charlotte” og skabte hjemlig furore, bl.a. hos Berlingske Tidendes lederskribent i genforeningssagen Anders Vigen. Charlotte Haslund lå på linie med Flensborgbevægelsen, der kæmpede for, at store dele af Slesvig skulle blive dansk, og fastlæggelsen af grænsen nord for Flensborg skuffede hende dybt. I de følgende år skrev hun oftere og med ny symbolsk betydning under mærket Fru Ene, som hun før kun havde brugt sporadisk.
Charlotte Haslund blev også kendt som oversætter af finsk litteratur, således P. Molins Aadalens Poesi, 1911, og J. Linnankoskis Den blodrøde Blomst, 1907. Hun sympatiserede stærkt med Finlands nationalstatslige selvstændighed og frigørelse fra en hidtidig status som russisk storfyrstendømme og leverede artikler til det finske kvindeblad Nutid, ligesom hun var korrespondent for andre finske blade. Charlotte Haslund, der forblev barnløs, giftede sig en tredje gang 1922 med den norske forsikringsdirektør Harald von Osten og flyttede til Bergen. Allerede året efter døde ægtefællen. Tilbage i København kastede hun sig atter over journalistikken, nu ved De Ferslewske Blade, og i dette regi redigerede hun Nationaltidendes Søndagsmagasin 1923-28. Den velsituerede Charlotte Haslund var også medbevillingshaver af biografen Kinopalæet, men blev frustreret over sin manglende indflydelse på filmrepertoiret. Hun var nær veninde med De Danske Husmoderforeningers formand Carla Meyer og blev 1929-31 medarbejder ved foreningernes organ Husmoderen. Med sine causerende artikler anslog hun en lettere tone i bladets spalter. I en artikel fremhævede hun bl.a.: “Det er utilgiveligt at lade sin Tilværelse forstyrre og delvis ødelægge af ren og skær Fejghed overfor, hvad andre vil, mener og tænker, naar Revolten koster saa lidt og ikke behøver at krænke et eneste fornuftigt Menneske.” Vaklende helbred tvang hende dog flere gange til en passivitet, der stred mod hendes trang til dynamisk selvudfoldelse. Hun døde allerede som 57-årig under en galdestensoperation på Kommunehospitalet. I sine senere år havde hun levet sammen med den forhenværende mejeriejer Walther Thompson i sit mangeårige hjem i Holmens Kanal. Tre nære veninder var ene om at orientere offentligheden om Charlotte Haslunds forestående begravelse i stilhed i en dødsannonce.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.