Charlotte Baden blev som femårigt enebarn sat i pleje af sine forældre hos en formuende slægtning Anna Sophie v. den Osten, da faderen som premierløjtnant blev stationeret i Norge. Osten, der var hofmesterinde hos prinsesse Charlotte Amalie, sørgede herefter for Charlotte Badens opdragelse. Prinsessen tilkendte samtidig den lille pige en livsvarig pension og indførte hende i en række fornemme familier knyttet til det tysktalende miljø omkring J.H.E. Bernstorff, og hun fik en for tiden progressiv skolegang på fru Rolffs institut i Nyborg. Således rustet gik den 23-årige Charlotte Baden ind i ægteskabet med den fem år ældre filolog og senere professor Jacob B., der to år tidligere var vendt hjem efter studier i Göttingen og Leipzig, centrene for den tyske oplysningsbevægelse.
Efter 21 års efter alt at dømme usædvanlig jævnbyrdigt og intellektuelt stimulerende samliv debuterede Charlotte Baden anonymt i 1784 med brevromanen Den fortsatte Grandison, en inspireret fortsættelse af S. Richardsons brevroman The History of Sir Charles Grandison, 1753-54, der kom i dansk oversættelse 1780-82. Ifølge familiemyten skal hun have indleveret manuskriptet anonymt til sin mand, der drev en slags forfatterskole under titlen Praktiske Forelæsninger på Københavns Universitet. Her oplæste, kritiserede og vurderede han afhandlinger og poesier skrevet af de studerende. Efter sigende var han ikke særlig begejstret for Charlotte Badens roman, hvori hun digter videre på den italienske adelsfrøken Clementias historie. Hos Richardson er den unge Clementia forlovet med Grandison, men han er samtidig bundet af et løfte til den smukke Harriet, som han senere gifter sig med. Clementia sørger dybt, men siden bliver de alle tre sjælevenner, og hun ender med at gifte sig med en sympatisk adelsmand. Richardsons roman ender altså i en slags afklarethed, en slutning, Charlotte Baden øjensynlig ikke var tilfreds med. I hendes version elsker Clementia stadig Grandison og kan ikke svigte denne kærlighed ved at gifte sig med en anden. Men hun kan heller ikke svigte sin sjæleveninde Harriet, og den eneste mulighed er derfor en heroisk død. På trods af det tidstypiske høje og moralske toneleje er det interessant, også for moderne læsere, at iagttage, hvordan Charlotte Baden insisterer på at tilskrive den kvindelige romanpersons reaktioner og handlinger mening. Denne sætten navnlig det kvindelige sjæleliv under lup følger forfatterinden op i en række korttekster, ofte camoufleret som breve, som blev trykt anonymt de følgende år i forlægger S. Poulsens Morgen-Posten. Her viser Charlotte Baden sig som en velskrivende prosaist med sans for en spids karakteristik i personskildringen og i sine fortælleres sprogbrug.
Gik Charlotte Baden i dialog med Richardsons roman med Den fortsatte Grandison, blev det Goethes Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (da. udg. 1820), og den tyske præst og forfatter J.M. Millers lige så passionerede, men siden helt glemte Siegwart, 1776 (da. udg. 1778), hun diskuterede med i disse små fortællinger. Her medvirkede hun som sin mere kendte forfatterkollega Dorothea Biehl helhjertet i det borgerlige opdragelses- og oplysningsprojekt. Men Charlotte Baden kan også siges at gå i dialog med sig selv i et par af brevfortællingerne, der sammen udgør en mini-brevveksling. Genrevalget giver hende lejlighed til at diskutere og især nuancere de synspunkter om dyd og fornuft, opstyltethed over for hjertets dannelse og uhæmmet passion over for behersket følsomhed, som de semifiktive brevskrivere fremsætter. Brugen af brevgenren giver desuden læseren mulighed for at følge med i et idealiseret hverdagsliv, og herigennem var Charlotte Baden med til at etablere en ny litterær tradition, der siden udvikledes af Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger.
Charlotte Badens interesse for brevgenren må givet ses i forbindelse med, at hun selv var en flittig brevskriver. Hun, som var opdraget på tysk, skal således have udviklet sit mundrette dansk i forlovelsesårenes brevveksling. Men der var i tiden også en mere teknisk interesse for det “naturlige”, dvs. ukunstlede brev. Interessen for emnet forbandt sig nok med embedsborgerskabets ideologiske afstandtagen til den ceremonielle adels- og hofkultur, men samtidig fik fremhævelsen af det naturlige brev civilisationskritisk indhold, da genren forbindes med mundtlighed og med kvinders mere oprindelige udtryksform, upåvirket som den var af lærdomskultur og klassisk retorik. Det var i dette kulturpolitiske klima, hvor kvindelige romanfigurer var blevet godt stof, Charlotte Baden kom til orde, skiftevis i eget navn og under anonymitetens dække.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.