Caroline Steen

Caroline Steens fader var professor i matematik, konservativ politiker og imod pigers uddannelse. Først efter hans død i 1886 kunne hun ved hjælp af sin moders norske familie i 1889 tage studentereksamen i Oslo, hvorefter hun blev optaget på det medicinske studium ved universitetet. Hun gennemførte studiets første del på rekordtid og tog 1896 som 42-årig medicinsk embedseksamen som den ottende kvinde i Norge. Nielsine Nielsen var blevet Danmarks første kvindelige læge i 1885.

Det blev imidlertid ikke som læge, men som lærer Caroline Steen kom til at gøre sin banebrydende indsats. Hun var et pædagogisk naturtalent, der kunne “faa en Støvle til at tage Eksamen”, som de sagde på Schneekloths Skole, hvor hun underviste, mens hun endnu boede i København I Oslo blev hun som studerende timelærer ved Henriette Schønberg Erkens lærerindeskole i husgerning, og her blev hun hurtigt den bærende kraft ved husholdningsuddannelsens teoretiske del, fordi hun på en letfattelig måde kunne omsætte fysiologi til noget, der kunne anvendes på hjem og børn. Desuden virkede hun som assistent ved universitetets fysiologisk-kemiske laboratorium under professor S. Thorup. Efter sin eksamen arbejdede hun som praktiserende læge i Oslo i 11 år, samtidig med at hun havde en omfattende undervisningsvirksomhed både på universitetet, hvor hun blev den første fastansatte kvinde, og ved husholdningsseminariet. I denne periode slog hun tillige sit navn fast som forfatter af lærebøger i samarbejde med bl.a. Schønberg Erken, fx Kogebog for Skole og Hjem, 1895.

Caroline Steens virksomhed i den norske lærerindeuddannelse i husgerning gav genlyd i de øvrige nordiske lande. I 1907 lykkedes det forstanderen for Ankerhus Husholdningsseminarium Magdalene Lauridsen at få knyttet hende til sin skole som fast lærer, og Caroline Steen flyttede tilbage til sit fædreland med titel af docent i ernæringsfysiologi. Hun var skolens første fastansatte akademiker, og hendes ansættelse som undervisningsleder i de teoretiske fag gav uddannelsen på Ankerhus et tiltrængt løft. I hendes undervisningsplan, der byggede på systematisk vekslen mellem forelæsning, eksamination og laboratoriearbejde, overtog eleverne undervisningen efter det første år, således at de fik lejlighed til at afprøve deres teoretiske viden i pædagogisk praksis. 1909-15 var Caroline Steen desuden tilknyttet den nyoprettede skolekøkkenafdeling på Danmarks Lærerhøjskole, hvor hun holdt forelæsninger i ernæringsfysiologi og sygepleje. Sammen med Karen Blicher, der var leder af skolekøkkenafdelingen, udgav hun Vore daglige Levnedsmidler, 1915.

Det havde været Caroline Steens plan også at virke som læge i Danmark, men hun fik til sin store skuffelse afslag på sin ansøgning. Hun fulgte udviklingen inden for medicin med usvækket interesse og skrev fx i det norske blad Husmoderen i 1913 om det nyopdagede grundstof radiums muligheder i kræftbehandlingen. Men det var dog i ernæringsdebatten, hun med en række indlæg i norske, svenske og danske tidsskrifter lagde sin største folkeoplysende indsats. Karakteristisk for hendes evne til at popularisere er en artikel om vitaminer fra 1923 i Ankerhus’ årsskrift. Her gjorde hun læseren fortrolig med emnet med en bemærkning om “disse mystiske Stoffer, som man endnu ikke har haft mellem Hænderne, men som dog nu maa anses for eksperimentelt beviste”, inden hun gik over til at give gode råd om, hvordan man i den daglige kost kan sikre sig tilstrækkeligt med A-, B- og C-vitaminer.

Caroline Steen bevarede livet igennem sit samarbejde og nære venskab med professor Thorup, der var en fremtrædende ernæringsforsker og efter hendes ansættelse ofte gæstede Ankerhus. Hans foredrag ved Det Første Nordiske Forhandlingsmøde om Husholdningssagen på Sorø Akademi i 1909 Ernæringsspørgsmålet som Skolefag vakte stor opmærksomhed blandt mødets deltagere og fik betydning for ernæringsfagenes placering i såvel husholdningsseminariernes som husholdningsskolernes undervisning. Efter 11 års virksomhed i stillingen på Ankerhus trak Caroline Steen sig i 1918 tilbage, men fortsatte med enkelte lektioner i fysiologi og psykologi i sit hjem, en stor villa, som hun lod opføre i skolens nærhed allerede i 1908. Her levede hun indtil sin død i 1935 i tæt kontakt med seminariet og dets forstander.