Caroline Mathilde

Caroline Mathilde voksede op som den yngste af ni søskende, hvoraf den ældste broder blev konge 1760 som Georg 3. af England. Faderen var død få måneder før hendes fødsel. Hendes puritanske moder stod for opdragelsen på familieresidensen Carlton House, fjernt fra hoflivets fordærvelser. Her kunne Caroline Mathilde til gengæld færdes frit inden for den snævre kreds, hvilket gav hende den naturlige og ukunstlede optræden, der senere vakte opsigt ved det mere etiketteprægede danske hof. Hun holdt af udendørsliv og var en ivrig rytterske. Caroline Mathilde skildres som temperamentsfuld, var velbegavet og lærte både tysk og fransk samt italiensk, det sidste fordi hun med sit musikalske talent og smukke sangstemme lagde vægt på sangundervisningen. Hendes anlæg til fyldighed var vel for fremtrædende til, at hun kunne kaldes smuk. Men hun var livfuld og charmerende. Det er blevet sagt om hende, at “hun ved sit Udseende kunne udfordre Kvindernes Kritik, men maatte fængsle Mændenes Blikke”. Som så mange fyrstedøtre blev hun offer for en politisk aftale. I oktober 1766 blev hun, kun 15 år gammel, viet til fætteren Christian 7., der et halvt år tidligere havde efterfulgt sin fader på den danske trone. Brudgommen var ikke selv til stede ved vielsen, der foregik ved stedfortræder. Tre uger senere blev Caroline Mathilde modtaget i Altona af udsendinge fra det danske hof og måtte her tage afsked med hele sin vante stab. Måske mildnedes situationen af den umådelige hyldest, der blev hende til del under den 12 dage lange rejse til Roskilde. Her mødte hun for første gang Christian 7. og delte karosse med ham til Frbg. Slot, hvor hun blev indlogeret indtil det egentlige bryllup, der fandt sted knap en uge senere i Christiansborg Slotskirke.

Caroline Mathilde sluttede sig stærkt til sin nye hofmesterinde, den pietistiske Louise von Plessen, der blev som en moder for hende. Denne søgte i den bedste mening at skærme Caroline Mathilde mod den kreds af unge hofsnoge og ballademagere, der omgav kongen, hvis sindssyge ikke på daværende tidspunkt var erkendt. Men hun kom derved også til at sætte et næsten uoverstigeligt skel mellem ægtefællerne. Det gav plads for intrigemageri, hvor flere kæmpede om at blive kongens “favorit”, og alle så deres fordel i, at skellet opretholdtes. I de første måneder efter brylluppet levede hoffet imidlertid i en festlig rus, hvor det ene bal afløste det andet. At kongens tilbøjelighed slet ikke stod til kvinder, og at han nærmest var bange for at nærme sig sin dronning, stod ikke klart for andre end hans tidligere lærer, schweizeren S.E. Reverdil, der i sine erindringer hævder, at kun hans påmindelser til Christian 7. om dennes pligt til at skaffe landet en tronarving bevirkede, at kongen nærmede sig dronningens seng. Da Caroline Mathilde i januar 1768 nedkom med tronarvingen, havde kongen i nogle måneder været optaget af en prostitueret, den masochistisk anlagte Støvlet-Cathrine, der mere svarede til hans ideal. Sammen huserede de om natten i gaderne og raserede bordellerne, indtil ministrene fik sat en stopper for udskejelserne ved at få hende deporteret til Hamburg. I maj samme år tog kongen på en næsten ni måneder lang rejse til hertugdømmerne og derfra videre til England og Frankrig, mens dronningen blev ladt ene tilbage i København med den spæde kronprins. På det tidspunkt havde hofkliken fået fjernet Plessen, så Caroline Mathilde var også berøvet hendes selskab og støtte. Der faldt nu ro over København, og da kongen var borte, var der heller intet for intrigemagerne at lave. Til gengæld vakte dronningen opsigt hos københavnerne ved at promenere i byen. Hoffets damer sås ellers kun til vogns. Efter hjemkomsten var kongen meget forandret, mere passiv, og nu optaget af sin tyske rejselæge J.F. Struensee i stedet for af de tidligere favoritter. Under et sygdomsanfald i sommeren 1769 måtte Caroline Mathilde modvilligt gå med til at lade sig tilse af Struensee, som kongen nu havde gjort til sin livlæge. Dennes rolige og myndige optræden og alvorlige forsøg på at skabe forståelse mellem ægtefællerne vakte imidlertid hendes respekt og brød hendes ensomhed.

I januar 1770 fik Struensee bolig på Christiansborg Slot, og i løbet af foråret blev forholdet mellem ham og Caroline Mathilde intimt. Samtidig voksede kongens passivitet, og Struensee overtog stadig flere af de daglige regeringsforretninger. Efter tilbagekomsten fra hoffets sommerophold i hertugdømmerne, hvor sladderen om hans forhold til dronningen fik rigelig næring, foranledigede Struensee de hidtidige ministre afskediget og opnåede i løbet af efteråret enerådigt at regere i den syge og isolerede konges sted. Fra at være overset og uden indflydelse blev Caroline Mathilde nu fejret og gjort til midtpunkt i et “Dronningens Parti”. Hun sås overalt, frigjort og selvsikker, viste sig til hest, overskrævs efter den nyeste mode, og optrådte i skindbukser og mandsstøvler. Hun var lykkelig og forelsket uden at lægge skjul på det og uden at forstå, at hun og Struensee også kunne have fjender. Alt, hvad hun fattede af den politiske situation, var, at Struensee kun ville det bedste. På kongens fødselsdag 1771 indstiftede hun Mathilde-Ordenen. Den bæres af Struensee på Jens Juels maleri fra samme år. Om sommeren under opholdet på slottet i Hørsholm iscenesattes Caroline Mathilde sammen med sin lille søn af Struensee i moder/barn-rollen i en suite billeder, malet af hofmaleren Peter Als. Hun var desuden optaget af at indrette det lille landsted Frydenlund i Vedbæk til sommerbolig og ramme om deres forhold. I det hele taget demonstrerede hun den nye country life-stil, der på denne tid dukkede op ved de avancerede europæiske hoffer. Alt imens voksede sladderen. I juli fødte hun datteren Louise Augusta, til hvem Struensee utvivlsomt var fader. Forargelsen og sladderen til trods blev “la petite Struensee” dog uden videre accepteret som prinsesse af omgivelserne. I november returnerede hoffet fra Hørsholm. Januar 1772 afholdtes sæsonens første maskebal på hofteatret på Christiansborg. Samme nat fandt kuppet mod Struensee sted. Under aktionen blev også Caroline Mathilde fængslet og bragt til Kronborg, hvor hun under den fire måneder lange internering her fik sin lille datter hos sig. Uden nogen rådgiver blev Caroline Mathilde manipuleret af forhørsdommerne. Alligevel benægtede hun længst muligt sit forhold til Struensee i håb om at kunne redde ham. I begyndelsen af april 1772 faldt skilsmissedommen, tre uger senere blev Struensee henrettet på Øster Fælled for majestætsforbrydelse. Efter diplomatiske forhandlinger med England blev Caroline Mathilde i slutningen af maj afhentet fra Kronborg af en engelsk fregat og bragt til Hannover, der hørte under den engelske konge. Begge sine børn måtte hun efterlade i Danmark. I oktober flyttede hun ind i det nyistandsatte slot i Celle. Her fik hun sit eget hof, og her genså hun Plessen, der boede i byen.

To år senere blev hun involveret i en plan, der ved et kup skulle bringe hende tilbage til Danmark som formynderregent for kronprinsen. Bag planen stod bl.a. den senere gehejmestatsminister Ernst Schimmelmann. Som kurer fungerede englænderen Nathanael Wraxall. Han havde flere møder i Celle med Caroline Mathilde, der deltog så vidt i konspirationen, at hun holdt broderen kong Georg 3. underrettet og ønskede hans accept. Hendes seneste fortrolige brev til ham var fra marts 1775. Heri kaldte hun planen “this scheme for my Sons happiness”. Ved hendes uventede død, formentlig af skarlagensfeber, seks uger senere faldt foretagendet, der er blevet karakteriseret som temmelig dilettantisk, brat til jorden. I Celle var Caroline Mathilde kendt og agtet for sin velgørenhed, ikke mindst over for fattige og forældreløse børn. Efter hendes død blev der ved en storstilet indsamling i den lille by skaffet midler til et monument over hende i den såkaldte Französischer Garten. Hendes sarkofag blev anbragt i slotskirken i Celle, hvor den stadig findes. Caroline Mathildes skæbne har inspireret såvel dramatikere, bl.a. Sven Clausen: Paladsrevolutionen, 1923, og Sven Holm: Struensee var her, 1977, som filminstruktører, fx Harald Braun: Herrscher ohne Krone, 1957. 1990 koreograferede Flemming Flindt balletten Caroline Mathilde, mens Bent Fabricius Bjerre 1999 komponerede musicalen Hofskandalen.