Louise Augusta

Louise Augusta var kun et år, da hendes moder dronning Caroline Mathilde blev tvunget til at forlade landet og sine to børn efter den celebre skilsmisse fra Christian 7. i forbindelse med forholdet til J.F. Struensee. Det var almindelig bekendt, at Struensee var fader til Louise Augusta, “la petite Struensee”, hvad der dog ikke indvirkede på hendes position ved hoffet. Hun blev opdraget sammen med sin tre år ældre broder, den senere Frederik 6., under enkedronning Juliane Maries overopsyn og voksede op til at blive en livlig pige med et vindende ydre. Det nære forhold til broderen bevarede hun livet igennem, og det var for hans overtalelse, hun bøjede sig, da hun knap 15 år gammel blev gift med den 23-årige prins Frederik Christian af Augustenborg. Hun havde ingen følelser for ægtefællen, men ægteskabet var forberedt siden 1779 for at forbinde kongehusets to linier, det regerende oldenborgske hus og den augustenborgske sidelinie, og herigennem modvirke truslen om en kommende opsplitning af riget på grund af mulige forskelle mellem de arveretlige forhold i kongeriget og hertugdømmerne.

Ægtefællerne var meget ulige. Louise Augusta var uden dybere interesser og kundskaber, men umiddelbart livsglad og udadvendt og hurtigt det selvfølgelige kvindelige midtpunkt i hoflivet; Frederik Christian var lidet fysisk attraktiv, stærkt optaget af filosofi og pædagogik med ambitioner om at spille en politisk rolle i rigets styre. Parret opholdt sig om sommeren på Augustenborg, hvor der udfoldedes en omfattende selskabelighed med bl.a. digteren Jens Baggesen som Louise Augustas beundrende gæst, og om vinteren i København, hvor de indgik i den højaristokratiske regeringskreds. Louise Augusta hilste i 1789 Den Franske Revolution velkommen og bibeholdt længere end de fleste i miljøet en sympati for udviklingen i Frankrig, som førte hende til en udpræget engelskfjendtlig holdning. Ægteskabet var længe barnløst, men i 1796 fødtes datteren Caroline Amalie, senere sønnerne Christian August og Frederik. Man mente i samtiden, at Louise Augusta havde elskere, heriblandt lægen Carl Ferdinand Suadacini, der behandlede hende for barnløshed, og som skulle være fader til et eller flere af børnene, men herom kan man ikke sige noget med bestemthed. Hertugen betragtede børnene som sine egne og ofrede stor omsorg på deres opdragelse og uddannelse.

Med årene øgedes afstanden mellem svogrene på grund af dybtgående politiske uoverensstemmelser, især omkring hertugdømmernes forhold til kongeriget. Hertugparret opgav deres vinterbolig i København og opholdt sig nu næsten udelukkende på Augustenborg. Louise Augusta stillede sig i denne tiltagende konflikt på broderens side og fungerede direkte som dennes spion i forhold til ægtefællen. På Frederik 6.s opfordring arbejdede hun i 1810 aktivt på at blokere hertugens bestræbelser på at blive valgt til svensk tronfølger. Det kom til et faktisk brud mellem ægtefællerne, og Frederik Christian søgte testamentarisk at begrænse hendes råderum over børnenes fremtid. Da han døde i 1814, overtog Louise Augusta styrelsen af de augustenborgske godser og børnenes opdragelse. Datteren Caroline Amalie var tæt knyttet til hende, og hun stod på god og fortrolig fod med svigersønnen, den senere Christian 8., hvorimod de to sønner efterhånden gled bort fra hende. Christian August overtog 1820 styrelsen af Augustenborg, mens hun 1832 erhvervede godset Nør til den yngste søn Frederik. På sine ældre dage levede hun, der residerede i det såkaldte Palæ ved Augustenborg, i stigende ensomhed omgivet af et excentrisk miniaturehof.