Caroline Kellermann

Caroline Kellermann var ligesom Lucile Grahn-Young og Augusta Nielsen blandt de betydningsfulde elever, som August Bournonville værdigede en særlig interesse efter at være blevet dansedirektør, fra 1835 balletmester ved Det Kgl. Teater. Hun debuterede med succes som Fatme i Brama og Bayaderen, 1837, og blev i 1840 udnævnt til solodanserinde.

Skønt Caroline Kellermann var en talentfuld danserinde, måtte hun i teknisk kunnen og publikumstække se sig overgået af begge sine nærmeste kolleger. Da Grahn-Young rejste fra Danmark i 1839, var Caroline Kellermann imidlertid det mest oplagte emne til at overtage en stor del af hendes gamle partier. Indtil også Augusta Nielsen forlod teatret i 1849, blev de fleste af ballettens hovedroller delt mellem de to danserinder, hvis styrke og evner lå på vidt forskellige områder. I virtuositet og kølig skønhed overgik Augusta Nielsen langt sin medsøster i dansen. Caroline Kellermann var ikke dårlig i sine partiers tekniske udførelse og besad med Bournonvilles ord en “ikke ringe Virtuositet” i dansen, men hun nåede ikke Augusta Nielsens plastiske ynde og ekstra overskud. På det mimiske område havde Caroline Kellermann dog et oplagt talent. Hun fik derfor især ros i de mimisk-dramatiske partier som Astrid i Valdemar, 1837, Margaretha i Faust i 1842, Maria i Toreadoren i 1840 og til en vis grad i Andrea Krætzmers gamle glansrolle som Therese i Søvngængersken, 1836. Partiet som Teresina i Napoli, 1842, havde Bournonville ligefrem komponeret til Caroline Kellermann. Det samme gjorde sig gældende med Eliza i Konservatoriet, 1849, som Juliette Price dog måtte overtage, da Caroline Kellermann samtidig opnåede tilladelse fra teatrets direktion til at rejse udenlands. Også på de udenlandske scener blev hun vel modtaget, fx på operaen i Stockholm, hvor hun gæsteoptrådte i 1839 og året efter i Kristiania, det nuværende Oslo.

Caroline Kellermann følte sig ofte tilsidesat i forhold til Augusta Nielsen. Det skabte udbrud af misundelse og førte til sammenstød med balletmesteren, som til stadighed lå i personlig strid med de fleste af sine solodanserinder. Augusta Nielsen forlod imidlertid teatret, før situationen udviklede sig yderligere, og Caroline Kellermann måtte i et brev sande om Bournonville, at der “udfordres megen Klogskab og Besindighed for ikke at komme i Trætte og Uenighed med ham”. Det lykkedes hende i årene efter 1849 at undgå de store sammenstød med den egenrådige balletmester, og som sådan nød hun en omfattende, langvarig karriere på Det Kgl. Teater frem til sin afskedsforestilling i en pas de deux i 1861.