Andrea Krætzmer

Andrea Krætzmer kom fra et økonomisk rimeligt velstillet hjem. Hun blev født i Slagelse, hvor forældrene drev et værtshus, indtil faderen blev skovløber. I 1816 flyttede hele familien til København, da faderen på ny skiftede metier og fik stilling som bademester og portner ved badeanstalten Hotel du Nord på Kongens Nytorv. Andrea Krætzmer var den ældste af tre døtre. Hun var et selvstændigt og temperamentsfuldt barn, der havde svært ved at styre sit omskiftelige humør. Denne uregerlighed var ikke i overensstemmelse med tidens opfattelse af, hvordan en pæn pige burde opføre sig. Det var muligvis i håb om at bibringe datteren en højere grad af selvbeherskelse og almindelig disciplin, at forældrene lod hende søge ind på Det Kgl. Teaters balletskole. Her blev Andrea Krætzmer optaget i 1819, otte år gammel. Hendes lærere på skolen var Poul Funck og Peter Larcher. Andrea Krætzmer havde en påfaldende ynde og lethed i dansen, og hendes ansigtstræk var stærke og karakterfulde. Allerede meget tidligt anede man hendes mimiske talent, og kun 12 år gammel markerede hun sig 1824 i et af hovedpartierne i den tidligere balletmester Vincenzo Galeottis ballet Bjergbøndernes Børn og Spejlet. Men balletkorpsets tilstand var som helhed miserabel, og først da August Bournonville i 1830 tiltrådte stillingen som dansedirektør og 1. solodanser, fik hun for alvor mulighed for at bruge alle sine kunstneriske evner på scenen.

Andrea Krætzmer var kun 17 år gammel, da hun i 1828 blev gravid. Faderen til barnet var muligvis en velhavende havnekaptajn. Den lille pige blev født kun fire dage efter, at Andrea Krætzmer var blevet viet til Jens Frederik Christian K., der var oboist og musiker i Det Kgl. Kapel. Ægteskabet har efter alt at dømme været arrangeret, og det blev på ingen måde et lykkeligt samliv. Manden var voldeligt anlagt og slog både hustru og barn. Andrea Krætzmer forlod ham indtil flere gange, men først da han truede hende på livet med en kniv, flyttede hun definitivt hjem til sine forældre i 1829 og indgav begæring om separation.

I 1829 gæstedansede Bournonville på Det Kgl. Teater, og han måtte sande, at der kun eksisterede en eneste i hele kompagniet, som kunne være ham en værdig dansepartner, og det var Andrea Krætzmer. Ved sin gæsteoptræden medbragte han en dugfrisk nyhed fra Paris, nemlig balletten Søvngængersken. Andrea Krætzmer varetog hovedpartiet som Therese og oplevede med denne rolle sit egentlige gennembrud som 18-årig. Hendes enestående mimiske indlevelse og stærke personlige udstråling kom klart til sin ret på scenen. Nogle år senere, i 1832, skabte Bournonville balletten Faust, hvor partiet som Margaretha var inspireret af og direkte udformet til Andrea Krætzmers særegne mimiske talent. På Bournonvilles foranledning blev hun udnævnt til solodanserinde i 1830. Med titlen fulgte både en højere løn og en mere betydelig status i dansekompagniet. Andrea Krætzmer følte sig sidestillet med dansedirektøren, og da hun fortsat havde sit voldsomme temperament i behold, fandt hun sig ikke stiltiende i hans til tider diktatoriske ledelse af balletten. Det kom til voldsomme sammenstød mellem de to kunstnere allerede ved begyndelsen af deres samarbejde. I sine erindringer Mit Theaterliv roser Bournonville hende for et sjældent mimisk talent, en graciøs dans og en interessant personlighed. Han var imidlertid stærkt utilfreds med hendes privatliv, som han også følte sig kaldet til at styre. Denne indblanding i hendes personlige forhold forstærkede deres uoverensstemmelser. Andrea Krætzmers skiftende elskere, hendes farverige fortid og det faktum, at hun boede alene med sin lille datter, var Bournonville stærkt imod. Hendes levevis var i strid med hans kamp for at højne ballettens sociale anseelse i samfundets øjne, således at danserinderne ikke blev betragtet som offentligt tilgængelige eller direkte prostituerede. Denne indstilling forhindrede ham dog ikke i selv, i den kunstneriske skabens hellige navn, at stå i forhold til en lang række af sine mest fremtrædende danserinder. I sine erindringer hævder skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, at Bournonville i 1829 selv var erotisk involveret med Andrea Krætzmer.

Spændingerne mellem Bournonville og Andrea Krætzmer blev bestemt ikke mindre af, at hun følte sin position ved balletten truet, da han demonstrativt begyndte at føre sin nye elev Lucile Grahn-Young frem i rampelyset. Livet igennem havde Andrea Krætzmer kun mødt mennesker, der ønskede at ave hendes temperament og “tæmme trolden”, enten ved fysisk eller psykisk terror. Hun var vant til at kæmpe for sin selvstændighed, og der skulle ekstreme midler til for at knække hende. Som et særligt pressionsmiddel meldte hun sig gentagne gange syg. Talrige klager blev afsendt til teatrets direktion, men da også de begyndte at føle deres autoritet truet af den oprørske solodanserinde, tog situation en ny og ubehagelig vending. Teaterchefen Frederik v. Holstein lod i oktober 1831 Andrea Krætzmer arrestere og sætte i det berygtede Blåtårn på ubestemt tid. Fængslet blev både brugt til almindelige forbrydere og som hofarrest. Som kongeligt ansatte måtte kunstnerne fra Det Kgl. Teater derfor afsone deres forseelser i Blåtårn. Andrea Krætzmer blev teatrets sidste blåtårnsfange. Efter en måned fik hun sin frihed tilbage, Bournonville kunne ikke længere undvære hendes sceniske talent til realisation af sine balletter. Havde fængslingen været et forsøg på at skræmme Andrea Krætzmer og få hende til at makke ret for fremtiden, var planen forfejlet. Hun lod sig ikke kue, men satte fortsat spørgsmålstegn ved dansedirektørens autoritet og beføjelser. På det kunstneriske plan var det dog vanskeligt for hende at få overskud og energi til at udvikle sig yderligere, og samtidig manglede hun kyndig vejledning i sin dans. Resultatet blev, at hun stagnerede i et ellers lovende udviklingsforløb. Hendes tilværelse forbitredes, og konflikten nåede sin kulmination, da hun på grund af sygdom ikke så sig i stand til at danse hovedpartiet i Bournonvilles nye ballet Tyrolerne i 1835. Om sygdommen var reel eller fiktiv, er vanskeligt at vurdere. Teaterlægen erklærede hende rask, og da hun ustandseligt generede Bournonville ved at lægge sig syg, er det højst sandsynligt, at der også i dette tilfælde var tale om bevidst chikane. Ikke engang da kongen i 1835 idømte hende en bøde for den “gjentagne upassende og opsætsige Opførsel”, ændrede det noget ved hendes holdning. Konsekvensen blev, at hun i 1835 modtog sin afsked uden pension. Herefter prøvede hun uden nævneværdig succes lykken i udlandet og dansede både i Stockholm, Skt. Petersborg og Moskva. Ved et gæstespil på Det Kgl. Teater i 1845 fremstod hun på ny i sine fordums glorværdige roller i Søvngængersken og Faust. Her måtte hun sande, at publikum havde glemt hende til fordel for hendes efterfølgere. Hendes karriere som balletdanserinde var et afsluttet kapitel. Resten af sin tilværelse levede hun af en sum penge, som muligvis stammede fra faderen til hendes datter.

Andrea Krætzmer gik ofte for vidt i sine ustyrlige temperamentsudbrud, og hendes opførsel har uden tvivl været provokerende. De barske midler, man tog i brug for at håndtere konflikterne, taler imidlertid deres tydelige sprog om de normer og sociale vilkår kvinderne, og ikke mindst danserinderne, måtte se sig underlagt. Især hvis de som Andrea Krætzmer valgte at leve efter deres eget hoved.