Caroline Johansen

Caroline Johansen blev født i Sverige, hvor faderen var møller. Af natur var han en glad mand, livlig og heftig, men afholdt af alle. Moderen var meget stille, efter eget udsagn blev hun omvendt som 25-årig. Gennem moderen hørte Caroline Johansen om hedningemissionen og om Christine Johansen, kaldet Søster Sara, den første kvinde, som Det Danske Missionsselskab (DMS) havde udsendt som missionær i 1888. 16 år gammel mistede hun sin fader, og herefter måtte hun og hendes søskende klare sig selv. Hun tog til Danmark, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske inden for Dansk Røde Kors og fik ansættelse i Århus. Herfra søgte hun DMS om at blive missionær i Indien. Men bestyrelsen i DMS var ikke afklaret i spørgsmålet om kvindelige missionærer, da man var bange for, at kvinder ikke kunne tåle klimaet, og at de ville gifte sig. I mellemtiden rejste hun til England for at lære sprog. I 1889 var præsten Jens Vahl blevet ny formand for DMS. Vahl var positiv over for at udsende kvindelige missionærer, og han ønskede at gøre Kina til en ny missionsmark. Sagen endte således med, at Caroline Johansen blev antaget, ikke til Indien, men til Kina.

I slutningen af 1892 forlod Caroline Johansen Danmark sammen med Johannes og Ellen Nyholm, som de første danske missionærer i Kina. Men ægteparret Nyholm måtte hurtigt tage hjem igen på grund af sygdom og nåede aldrig i arbejde. Under udrejsen og den første tid i Hangzhou i Midtkina fik hun ansvaret for medicinkassen, intet andet. I slutningen af 1893 ankom præsten Conrad Bolwig og hustruen Minna. I de to første år gik tiden hovedsagelig med sproglæsning og forhandlinger mellem nordmænd og danskere om arbejdsområder. Men til møderne var hun forment adgang som kvinde. 1894 stødte præsten Henrik Knudsen til, og han og Caroline Johansen blev straks indtaget i hinanden. Kort forinden havde hun efter brevveksling med DMS fået stemmeret i de sager, der angik danskere. Hun ønskede at tale til Kinas kvinder, hvad Bolwig og nordmændene satte sig imod. “Hvordan kan nogen beskylde mig for manglende Ansvar? Naar der kun er mandlige Tilhørere til de mandlige Missionærer? Er det ikke Mangel på Ansvar at lade Kvinderne dø uden at kende Frelsens Vej?,” spurgte hun. Caroline Johansen ville gerne oprette et gadekapel for kvinder, fordi der ikke var ro i hjemmene, men Bolwig tillod kun husbesøg.

I 1894 brød krigen mellem Japan og Kina ud, og sammen med en norsk kvinde rejste Caroline Johansen til Lüshun, det tidligere Port Arthur, i Manchuriet for at pleje sårede kinesiske soldater. Caroline Johansen blev således den første danske missionær i Manchuriet, som i de næste 50 år skulle blive den vigtigste danske missionsmark i Kina. Efter et kort ophold i Shanghai, hvor hun var med til at starte et Røde Kors hospital, vendte hun sammen med Henrik Knudsen, som hun blev gift med i 1895, tilbage til Lüshun. Her oprettede hun en Røde Kors afdeling og oplevede en kort, lykkelig tid. Da ægtefællen 1896 pådrog sig en leversygdom, tog parret tilbage til Danmark, hvor Caroline Johansen blev præstekone først i Sønderho, hvor ægtefællen fik kald 1897, og fra 1905 i Ørum. Caroline Johansen, der havde trodset krige og sygdomme i Kina, bukkede 1918 under for den spanske syge. Senere fik mandlige missionærer æren af at have været de første i Nordkina. Men Caroline Johansen var på stedet allerede i 1894, et år før dem. Dansk Kinamission begyndte således med en kvinde, Caroline Johansen, og sluttede med en kvinde, Ellen Nielsen.