Christine Johansen

Christine Johansen voksede op blandt de “stærke jyder” i Øster Snede nord for Vejle. Hendes forældre havde som tilflyttere til området ikke ønsket at tilslutte sig “de hellige”, så hendes barndom var ret isoleret. En fortrolig fik hun dog i missionshistorikeren og præsten Jens Vahl, som på dette tidspunkt havde kald i sognet. Vahl blev opmærksom på hendes store læselyst, der ikke blev tilfredsstillet i landsbyskolen, lånte hende bøger og talte med hende. I den fattige familie måtte Christine Johansen i lighed med sine fem brødre arbejde hårdt for at skaffe brød på bordet. Efter konfirmationen arbejdede hun endnu hårdere, men havde lyst til at komme hjemmefra og lære mere. Nogen egentlig uddannelse kunne der ikke blive råd til, men i 1876 som 17-årig blev hun optaget som prøvesøster på Diakonissestiftelsen, der var grundlagt af Louise Conring i 1863. Da der allerede var en Christine blandt de antagne diakonisser, tog hun navnet Søster Sara. På Diakonissestiftelsen blev hun oplært i sygepleje, og hun arbejdede især med forældreløse børn, sindslidende samt langtidssyge invalide, der ikke kunne hjælpes af det almindelige sygehusvæsen. Christine Johansen var diakonisseelev i ti år, før hun endelig i 1886 blev optaget og godkendt som diakonisse.

Christine Johansen blev mere og mere interesseret i ydre mission, og efterhånden modnedes tanken om at rejse ud som missionær. Det var sandsynligvis mødet med Vahl, deres lange diskussioner og hans bøger om missionsvirksomhed, som gav hende interessen for ydre mission. Hun kom endelig til klarhed over, at hun ønskede at blive missionær under en indlæggelse på grund af en alvorlig depression. På dette tidspunkt havde Det Danske Missionsselskab (DMS) endnu ikke optaget og udsendt kvindelige missionærer, da man bl.a. var bange for, at kvinderne ikke kunne tåle klimaet eller ville gifte sig. Efter samråd med Vahl, der allerede i 1874 havde talt for kvindelige missionærer, indsendte Christine Johansen 1887 en ansøgning til DMS, men fik afslag. Året efter aflagde en ung kristen fra Sydindien J.R. Aijangar, besøg i Danmark, og på DMSs årsmøde talte han varmt om behovet for kvindelige missionærer i både muslimske og hindudominerede områder. Besøget medførte, at formanden for DMS, pastor Adam Vilhelm Holm, opfordrede Christine Johansen til at forny sin ansøgning, og denne gang blev hun straks antaget. Hermed blev Christine Johansen den første kvindelige missionær, som DMS udsendte.

I 1888 ankom Christine Johansen til Sydindien sammen med missionær Niels Peder Hansen og hustru. Det viste sig hurtigt, at hendes uddannelse fra Diakonissestiftelsen var meget mangelfuld. Hun kunne således ikke virke som sygeplejerske på missionsmarken, selvom der var hårdt brug for det. Hvad der også voldte problemer var, at DMS ikke havde sørget for, at hun fik sprogundervisning i tamil. Inden udsendelsen havde hun for egne midler taget et kortvarigt engelskkursus i London sammen med Niels Peder Hansen. I det første år i Indien boede Christine Johansen sammen med ægteparret Hansen hos missionæren Herman Jensen i Madras. Med stor vanskelighed fik hun tilegnet sig tamil hos en universitetsuddannet inder, men det var en stor belastning for hende at sidde på skolebænken otte-ti timer daglig, da hun var vant til praktisk arbejde. Da Niels Peder Hansen efter et år i Madras blev forflyttet til missionsstationen Siloam, flyttede Christine Johansen med. I Siloam kom hun til at arbejde for kvinderne i menigheden. I begyndelsen anede hun ikke, hvad hun skulle stille op med de kvinder, der kom og bad om hjælp, men efterhånden fandt hun på råd. Da hun ikke kunne arbejde med sygepleje, fik hun den idé at gøre brug af det kniplebræt, hun havde med hjemmefra. Med stor succes lærte hun de fattige kvinder at kniple, og efterhånden kunne de afsætte de færdige kniplinger i Madras, fortrinsvis til europæiske kvinder. Efterhånden kom Christine Johansens virksomhed til at udvikle sig til en hel knipleskole med filialer i Tiruvannamalai, Melpattambakkan og Tirukoilur. Det nye og væsentlige ved knipleskolen var, at den tiltrak kvinder af alle kaster og enker, som ellers blev udstødt af samfundet. Til disse hjemløse kniplersker og deres familier iværksatte Christine Johansen byggeri af boliger. Selvom hun aldrig kaldte sig selv for kvindemissionær, er det dog et faktum, at hun arbejdede meget for missionens svageststillede kvinder.

Christine Johansen arbejdede desuden på at oprette et børnehjem. Adskillige af de tilrejsende kvinder havde børn med sig, og en del af disse kvinder døde eller forsvandt og efterlod børnene hos Christine Johansen. Andre forældreløse eller hjemløse børn blev bragt til hende med den tanke, at de kunne arbejde på knipleskolen. Men hun mente, at det var bedre at bygge et rigtigt børnehjem og sørge for, at børnene fik mad og en ordentlig skolegang. I 1895 var der 10-12 børn på hjemmet, men det måtte opløses, da Christine Johansen på grund af sygdom blev forflyttet til Bethanien. Hendes helbred blev ikke bedre, og hun var 1897 nødsaget til at rejse hjem til Danmark. Hun led af det, som man dengang kaldte for tropefeber, men som var et udtryk for, at hun ikke tålte klimaet. Tilbage i Danmark blev hun involveret i missionens hjemmearbejde og 1911 medlem af DMSs Børneudvalg. I dette regi arbejdede hun flittigt i mange år og med en del af de problemer, hun kendte fra Indien. 1927 blev hun så syg, at hun måtte trække sig ud af alt missionsarbejde. Samme år udgav hun sine erindringer Af Guds Fodspor paa min Vej under navnet Søster Sara. Ved sin død i 1932 var det især knipleprojektet, hun blev husket for. Det udviklede sig efter hendes hjemrejse til en regulær industri, der gav arbejde til mange.