Anne Wolden-Ræthinge

Anne Wolden-Ræthinge voksede op i et hjem i Gråsten sammen med to yngre søskende. Moderen var kvindepolitisk aktiv og blev den første kvindelige toldforvalter i Danmark. Desuden var hun journalistisk interesseret og fungerede som meddeler til både lokale og kbh.ske dagblade. Allerede i de sidste skoleår begyndte Anne Wolden-Ræthinge at levere små interview til den lokale socialdemokratiske avis Sønderjyden. Kort efter realeksamen 1946 fra Sønderborg Statsskole blev hun journalistelev på Sønderjyden, der blev ledet af de to markante bladmænd Frede Nielsen og J.P. Nielsen. I 1948 rejste Anne Wolden-Ræthinge til USA for i toethalvt år at studere journalistik ved et college i Oklahoma og modtog til dette formål Marie Illums Legat og Carlsbergfondets Rejselegat. Efter hjemkomsten blev hun ansat ved det konservative, kbh.ske dagblad Nationaltidende, der fra 1954 hed Dagens Nyheder.

I begyndelsen skrev Anne Wolden-Ræthinge mest om kvindestof, og det var her, hun antog pseudonymet Ninka efter den travle, organiserende kanin Ninka Ninus i A.A. Milnes børnebog Peter Plys. Dagens Nyheder var organ for industri- og arbejdsgiverinteresser og ideologisk skarpere end den ligeledes konservative konkurrent Berlingske Tidende. Men samtidig åbnede bladet i disse år, som noget nyt i pressens verden, sine spalter også for andre politiske standpunkter. Avisen formåede derigennem at fastholde en række markante og velskrivende kulturpersonligheder, der sikrede bladets standard og kulturelle betydning. Sideløbende med sit arbejde på Dagens Nyheder var Anne Wolden-Ræthinge i årene 1954-58 medarbejder ved nogle udsendelsesrækker i Danmarks Radio hos datidens førende radiointerviewer og portrætkunstner, forfatteren Karl Bjarnhof. Tillige var hun medarbejder ved Alt for damerne. Da Dagens Nyheder blev lukket i efteråret 1961, gik Anne Wolden-Ræthinge til Politiken, hvor hendes første artikel var et interview med hendes tidligere chef redaktør Jens Søltoft-Jensen.

Politiken havde fra starten været det frisindede kulturlivs organ, der især appellerede til byboere med en moderne livsstil. Politisk var det endnu tilknyttet Det Radikale Venstre, men erklærede sig i 1970 social-liberalt uafhængigt. Også journalistisk bestræbte bladet sig på at være førende med udvikling af nye emner og journalistik. Anne Wolden-Ræthinge arbejdede de første år bl.a. med det sociale stof, hvor hun især dyrkede socialreportagen. Hendes særlige stil var reportager baseret på talrige interview, og vægten blev lagt på de menneskelige aspekter. Snart udviklede hun sig til at være den førende interviewer på bladet, hvis store portrætartikler var reserveret den vigtige magasindel af søndagsudgaven. Anne Wolden-Ræthinges speciale har været personinterviewet, der stræber mod at tegne et aktuelt, eventuelt situationsbestemt portræt af den interviewede. Formen er den psykologisk indlevende, der især fokuserer på personens anskuelser, vurderinger og indre liv snarere end på kritisk analyse eller faglige aspekter fra arbejdslivet. Stilen har været kultiveret og ikke-konfrontationssøgende kombineret med en høj grad af loyalitet over for den interviewedes ytringer. I nøje samklang hermed har Anne Wolden-Ræthinges foretrukne “ofre” været mennesker fra kulturens verden snarere end fra politikkens eller erhvervslivets magtcirkler. Forfattere, filmkunstnere og humanistisk indstillede personligheder har været i overtal, selvom også politikere har figureret, men da gerne med vægten på forholdet mellem menneske og politik. Også medlemmerne af det danske kongehus har hun portrætteret.

Efter Anden Verdenskrig har interviewgenren været et våben i den indbyrdes konkurrence mellem aviserne. Hvor personinterviewet især tidligere hørte til i tabloidpressen, har den seriøse presse forsøgt at give det en anden vinkling og stil, hvor der mindre har været tale om afdækning af privatlivet end om en interesse for både kendte og mindre kendte menneskers forestillingsverden og personlighed. Anne Wolden-Ræthinges variant heraf har været den kultiverede portrætkunst, der netop passede perfekt med Politikens bestræbelser på at forene den kulturelle tradition med de nye tendenser. I 1974 indbragte artiklerne hende Cavling-Prisen “som interviewer og desuden for i fornem deskriptiv form at give læserne nyt indblik i den hverdag, vi lever i”. En lang række af hendes portrætinterview er udkommet i bogform, herunder den første 33 portrætter, 1969. Den vanskelige død, 1974, og Dialog mellem to generationer, 1988, er to eksempler på tematiske serier fra hverdagslivet. Fra kunstens og filmens verden stammer bl.a. Portræt af maleren Carl-Henning Pedersen, 1980, og Bille August fortæller om sit liv og sine film, 1993. Dronning i Danmark, 1989, og En familie og dens dronning, 1996, vidner om interessen for kongehusets personligheder. Desuden har hun for tv gennemført portrætinterview med bl.a. Karl Bjarnhof 1978, dronning Margrethe 2. 1980 og Hans Hartvig Seedorff 1984. Foruden Cavling-Prisen har Anne Wolden-Ræthinge modtaget Kristian Dahls Mindelegat 1974 og Ebbe Munck-Prisen 1992. 1991 blev hun ridder af Dannebrogordenen.