Faktaboks

Ellen Wolden Ræthinge
Ellen-Margrethe Wolden Ræthinge
Født
4. juli 1900, Vamdrup sogn
Død
24. juli 1986, Ribe
Arbejdsliv
Toldforvalter, tolder og redaktør
Familie

Forældre: toldkontrollør Christian Emil Wolden (1874-1919) og Camilla Abelone Hansen (1879-1928) .

Gift 8. september 1923 med kriminalassistent Hans Povl Ræthinge, født 23. juli 1894 i Renge, Store Heddinge landsg., død 19. januar 1976 i Sønder Farup, Vester Vedsted sogn, s. af gårdejer Peter R. og Inger Nielsen.

Børn: Lis (1924), Torben (1925), Anne (1929).

Både Ellen Wolden Ræthinges fader og bedstefader var toldere. Da hun selv valgte erhverv i 1917 efter realeksamen, var hendes valg på den ene side traditionelt, fordi hun som tredje generation valgte toldvæsenet. På den anden side var det utraditionelt, fordi en karriere i toldetaten ikke var almindelig for kvinder. Hun gennemførte sin etatsuddannelse og avancerede til toldassistent i 1923. I 1939 blev hun overtoldassistent i Sønderborg og i 1945 toldkontrollør. I 1953 blev hun udnævnt til toldforvalter i Ribe. Hun er den eneste kvinde, der har nået en sådan stilling.

Som mange unge piger fik Ellen Wolden Ræthinge ansættelse på et toldregnskabskontor, men hun var i modsætning til de fleste af sine jævnaldrende kvindelige kolleger ikke indstillet på at blive der hele sit professionelle liv. Hun søgte og fik stillinger i toldvæsenets opsyns- og kontroltjeneste, der til længe efter 1950 stort set udelukkende beskæftigede mænd. Den danske Toldetatsforening og hovedparten af de mandlige toldere mente ikke, at kvinder kunne gå om bord i skibe og føre kontrol i pakhuse og havne. Det hører med til billedet, at det kun var ad den vej, man kunne avancere til topstillingerne i toldetaten. Ellen Wolden Ræthinge måtte yde en vedholdende indsats over for toldvæsenets centralstyre for at få sin karriere. Hun gav selv udtryk for, at man ikke skulle være bange for “skrub”. Dem havde hun oplevet, da hun i 1944 var fungerende toldforvalter i Nysted under den mandlige forvalters sommerferie. Pressen og kolleger kastede sig over begivenheden med mange diskriminerende synspunkter. Ellen Wolden Ræthinge var også foregangskvinde på den måde, at hun ved siden af sin karriere var gift og havde tre børn. De fleste af hendes kvindelige kolleger forlod tjenesten ved indgåelse af ægteskab. Da hun giftede sig, beholdt hun sit familienavn sammen med ægtemandens navn. Det førte til, at toldvæsenets centralstyrelse, der aldrig havde været udsat for en sådan situation, gav sig til at undersøge, om det var tilladt. Ellen Wolden Ræthinge var styrelsesmedlem i Toldetatsforeningens 1. og 4. kreds og medlem af foreningens hovedstyrelse. I 1962 gik hun på pension.

Sideløbende med karrieren i toldvæsenet var Ellen Wolden Ræthinge aktiv i kvindeorganisationer og foreninger og havde mange tillidsposter. Bl.a. var hun fra 1936 formand for Dansk Kvindesamfunds sønderjyske distrikt og dermed medlem af fællesstyrelsen, og hun var amtsformand i Danske Kvinders Samfundstjeneste. Endvidere var hun medlem af styrelsen for Grænseforeningen i Åbenrå og Sønderborg amter. Sidst i 1940’erne fik hun desuden bestyrelsesposter i Red Barnets Sønderborgafdeling og i den sønderjyske kreds af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Hun var også lokalredaktør på Hejmdal og Flensborg Avis og for Ritzaus Bureau. Hendes mand måtte gå under jorden i forbindelse med den tyske aktion i 1944 mod det danske politi. Og da sønnen Torben i begyndelsen af 1945 blev dømt af den tyske værnemagt, gik Ellen Wolden Ræthinge med den øvrige familie ligeledes under jorden.

Beskrivelser og portrætter af Ellen Wolden Ræthinge

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Told og Skat-museet.
  • Karen Hjorth: Tolder og kvinde, 1998. Dansk Toldtidende aug./sept. 1962.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig