Anna Laursen

Anna Laursen var gårdmandsdatter fra Slagelseegnen og kom tidligt i kontakt med grundtvigske kredse, hvis synspunkter i skole- og kvindespørgsmål hun gjorde til sine egne. Efter at have været i huset hos bl.a. birkedommer Har. V. Fiedler, hvis tre døtre, Thora Fiedler, Thora (g. Knudsen) og Elisif Fiedler, hun var jævnaldrende med, fik hun faderens tilladelse til at tage på Askov Højskole i begyndelsen af 1870’erne. Her blev det klart for hende, at hendes fremtid lå i skolegerningen, men samtidig var hun blevet angrebet af brystsyge, formodentlig tuberkulose, som mærkede hende for livet. På grund af sygdommen rejste hun til København og havde også her forbindelse med det grundtvigske miljø. Den viljestærke Anna Laursen holdt dog fast ved sit mål og underviste i de følgende år på flere høj- og friskoler, men hun var ikke tilfreds med sine pædagogiske kundskaber og besluttede at søge yderligere uddannelse. I 1881 tog hun lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole, hvorefter hun blev ansat ved en skole i Nyborg. Da hun giftede sig året efter, holdt hun for en tid op med at undervise. Anna Laursens ægtefælle, den 11 år yngre cand.theol. N. Joh. L., var samme år som brylluppet blevet ansat som redaktør af Venstreavisen Aarhus Folkeblad. Ægteparret blev i de følgende år centrale figurer i den grundtvigske bevægelse i Århus. Et tæt arbejds- og idémæssigt fællesskab blev kendetegnende for ægteparrets virksomhed på det politiske og pædagogiske område. De fik ingen børn, men adopterede senere en lille pige. En tålelig økonomi var også med til at stille Anna Laursen frit til at engagere sig i en idealistisk betonet virksomhed.

Året 1886 så starten på to foretagender, der skulle få Anna Laursen som drivende kraft: en grundtvigsk friskole i Århus og en nyoprettet lokalafdeling af Dansk Kvindesamfund (DK). Friskolen var de første år præget af ustabilitet på grund af skiftende lærerkræfter og lokaler, og bestyrelsen spurgte da i 1888 Anna Laursen, om hun ville undervise ved skolen. Der var på det tidspunkt 30 elever. I 1891 blev hun anmodet om helt at overtage skolen. I 1911, det år hun døde, var skolen på trods af økonomiske problemer vokset til ca. 260 elever fordelt på ti klasser. En del elever blev optaget for ringe betaling eller på friplads, og selv blev Anna Laursen aldrig aflønnet for sit arbejde. Hun underviste fortrinsvis i dansk og bibelhistorie, mens ægtefællen hjalp med matematikundervisning og regnskaber. Skolen lå i denne periode i tilknytning til parrets hjem i Søndergade 70, og det intime præg blev understøttet af, at lærerne spiste deres frokost i den private spisestue. Fru Laursens Skole adskilte sig på flere måder fra tidens offentlige og private skoler. For det første hvilede den på et grundtvigiansk idégrundlag om at lære for livet på en personlig, levende og kærlig måde, der stod i stærk kontrast til terperiet og tugten i flertallet af skoler. For det andet var skolen den første fællesskole i Århus, dvs. at piger og drenge blev undervist sammen. På dette tidspunkt var der meget få skoler i Danmark, der som princip var fællesskoler. Det normale i byerne var, at piger og drenge var skarpt adskilte i rene pige- og drengeskoler. Samtidig var placeringen af en grundtvigiansk friskole i et bymiljø usædvanlig. I længden måtte friskoleidéen dog afviges på ét væsentligt punkt, idet forældrene stillede krav om indførelse af eksamen. Anna Laursen bøjede sig for presset og i 1901 opnåedes ret til at afholde almindelig forberedelseseksamen. Skolen fik nu navnet Fru Laursens Realskole, som den stadig bærer.

Sandsynligvis havde Anna Laursen allerede i Københavns-tiden fået kontakt med DK. I hvert fald var hun et af 15 direkte medlemmer af hovedforeningen i København, der i 1886 tog initiativ til at oprette en afdeling i Århus. Også N. Joh. L. tog del og støttede initiativet i skrift og tale. Anna Laursen blev foreslået som formand, men afslog i første omgang, fordi hun frygtede, at mandens politiske virksomhed ville volde vanskeligheder for “Sagens Fremgang”. Året efter blev hun alligevel valgt til formand, en post, hun beklædte til få måneder før sin død i 1911, bortset fra perioden 1890-92. Da der i 1892 blev oprettet en fællesstyrelse for det samlede DK, blev Anna Laursen også medlem af denne til 1903. Under Sædelighedsfejden 1887 forsvarede Anna Laursen det gængse grundtvigske standpunkt: seksuel renhed for mand såvel som for kvinde før ægteskabet. DKs Århuskreds tog i Anna Laursens formandstid en række praktiske initiativer, som fx aftenskole, syskole, fæstekontor og læseforening. Hun sørgede også for, at kredsen tog del i valgretskampen allerede før århundredskiftet, i opposition til hovedorganisationens mere tilbageholdende linie.

Idealisme, uselviskhed og viljestyrke var den begavede Anna Laursen i besiddelse af. Trods sit fra ungdommen svagelige helbred sparede hun aldrig sig selv. Hun havde sin store andel i den fremgang, som kvindesagen fik i Århus frem til Første Verdenskrig, men nåede ikke selv at opleve kvindernes valgret i 1915. Til sin efterfølger Maren Nielsen overlod hun en blomstrende skole, der fra 1923 har haft til huse i Hjelmensgade i Århus.