Anna Koch Schiøler

Anna Koch Schiøler var midt i 40’erne, da hun forlod en tilværelse som husmoder for at gøre sig gældende som journalist, forfatter og redaktør af Dansk Kvindesamfunds (DK) blad, Kvinden og Samfundet. Hun voksede op sammen med tre søskende i en intellektuelt og kulturelt inspirerende præstefamilie. Faderen var kirkehistoriker, og Anna Koch Schiølers tvillingebroder Hans Koch blev også teolog og kendt som skarpsleben debattør og redaktør. Familiens døtre fik imidlertid ingen formel uddannelse. Deres skolegang foregik i hjemmet, hvor faderen og skiftende lærerinder underviste dem, og Anna Koch Schiøler huskede sig selv som luddoven. Både hun og hendes fader morede sig langt bedre, når de gik i haven og plantede blomster, har hun fortalt. Hun giftede sig som 32-årig og levede derefter i en årrække som husmoder.

I 1912 tog hendes liv en ny vending. Hendes lillesøster, forfatteren Lucie Hørlyk, døde, og Anna Koch Schiøler besluttede at skrive den roman færdig, som søsteren var midt i. Den udkom 1913 med titlen Meta Linde, født Hauch. Kort tid inden var Anna Koch Schiølers ægteskab gået i stykker, og hun måtte ud og tjene penge. Hun blev ansat på Hovedstaden, et nystartet kristeligt-nationalt dagblad, hvor hun fik sit virke som journalist 1912-19. Her vandt hun sig et navn som teater- og litteraturanmelder og skribent af socialt engagerede artikler om kvinders og børns vilkår. 1919 blev hun konstitueret som redaktør på det økonomisk vaklende blad og blev dermed den første kvindelige chefredaktør på et københavnsk dagblad. Men økonomien stod ikke til at redde, og allerede det følgende år blev bladet nedlagt som selvstændig avis og sammenlagt med Kristeligt Dagblad.

På det tidspunkt var Anna Koch Schiøler allerede håndplukket til det, som skulle blive hendes væsentligste indsats. Mens hun endnu var ansat på Hovedstaden, havde hun 1919 afløst forfatteren Gyrithe Lemche som redaktør af Kvinden og Samfundet, en post, som hun bestred helt frem til 1936. Det var et markant redaktørskift. Lemche var revser og ildsjæl, og hun var en af kvindesagens mest kendte pionerer. Anna Koch Schiøler var mere nøgtern i sin stil, og hun så de vanskeligheder, som en ny tid stillede DK overfor. Stemmeretten var vundet, og kvindebevægelsen havde ikke længere så stor opmærksomhed i offentligheden, der fortsat var i chok over Første Verdenskrig. DK måtte i højere grad satse på de unge, mente Anna Koch Schiøler, og hun støttede aktivt den nye generation af kvinder, der begyndte at gøre sig gældende med Aagot Lading som én af frontfigurerne. Der blev dannet ungdomskredse i DKs regi, fra 1933 formelt godkendt som en del af foreningens organisation, og i 1936 pegede Anna Koch Schiøler på Lading som sin efterfølger på redaktørposten. Ungdommen var Anna Koch Schiølers ene hjertebarn, den internationale kvindesag det andet. Hun havde altid rejst meget, interesserede sig levende for kvinders vilkår i andre kulturer og formidlede dette vide udsyn i talrige foredrag og artikler. Hun var medlem af DKs delegation på kongresserne i International Woman Suffrage Alliance (IWSA) i Rom 1923, Berlin 1929 og Istanbul 1935; alliancen arbejdede bl.a. for kvindernes stemmeret i de lande, hvor den endnu ikke var indført. Det internationale arbejde blev svækket under 1930’ernes verdenskrise og fascismens fremmarch, og hun var en af de ivrigste fortalere for, at man skulle sikre kvindesagens fremtid ved at slå IWSA sammen med International Council of Women og således samle kræfterne i én stor organisation.

Arbejdet med søsterens bog havde vakt Anna Koch Schiølers trang til selv at skrive skønlitteratur. Hun debuterede i 1917 med Jørgen Bugge, et skuespil, som både tematiserer lykkekravet i det moderne ægteskab og individets forpligtelse til at engagere sig i samfundet. Stykket blev opført på Dagmarteatret og Århus Teater, men fik en blandet modtagelse og blev ingen publikumssucces. Det var som roman- og novelleforfatter, at Anna Koch Schiøler blev kendt i sin samtid. Romanerne var Familien Hoff, 1918, Ungdom, 1919, Undervejs, 1921, Jutta Ranov, 1931, og Land Forude, 1943. Desuden skrev hun noveller til dagblade og magasiner. Et udvalg af dem er udgivet i Ceylonperler og andre Fortællinger fra 1929. 1927 kom det historiske værk Romanovernes Rusland 1914-1918, og 1947 fik hun udgivet Krigen mellem Mand og Kvinde, en kultur- og religionshistorisk gennemgang af forholdet mellem kønnene gennem tiderne. Her hævdede hun, at alle religioner på nær kristendommen sætter skel mellem mand og kvinde; Jesus taler som den eneste religionsstifter ikke om køn, men om mennesker. Anna Koch Schiølers hovedværk er Kaaregaarden, 1925, en bredt anlagt slægtsroman, der foregår i det danske bondesamfund fra midten af 1800-tallet. Den skildrer brydningerne i samfundet mellem traditionen og det moderne, mellem hensynet til slægten og individets trang til udfoldelse. Romanen er udkommet i adskillige udgaver, senest i 1982. Forfatterskabet fik mange pæne ord fra anmeldere, som roste dets menneskeskildring og fremstilling af brydningerne i tiden. Men de kritiserede det for en pen, der løb for let, så romanerne ikke var tilstrækkeligt gennemarbejdede. Hendes forfatterskab var meget udbredt i samtiden, og Kaaregaarden er stadig kendt og læst.

Kvinders vilkår som mennesker og som samfundsborgere var den røde tråd, der gik gennem Anna Koch Schiølers produktion som journalist, redaktør og forfatter. Radikal i sine meninger, men konservativ i sit hjerte, sagde man om hende. Hun talte for, at man måtte gå utraditionelle veje for at frigøre kvinder fra husholdningsarbejdet, fx gennem kollektiv vask og madlavning, men hun mente samtidig, at familien skulle være samfundets fundament. Kvindesagen var for hende først og fremmest et spørgsmål om medmenneskelighed og retfærdighed: “Ære være den Gaardmandshustru, som ser ud over sin egen Havehæk og opdager, at Sognet trænger til hende,” sagde hun.