Lucie Hørlyk

“Forkælet og forvænt som jeg er, vilde det blive ubeskrivelig svært en gang at skulde tænke på livets fornødenheder ... jeg er ikke mere den forsorne pjanke, der siger: Hvorfor skulde jeg ikke blive gift.” Kun 17 år gammel skrev Lucie Hørlyk disse profetiske bemærkninger til en veninde. Hun blev ganske vist gift, men måtte som 33-årig enke finde en vej til at forsørge sig selv og sine børn. Det kom der et forfatterskab ud af.

Lucie Hørlyk voksede op i et præstehjem, hvor der blev læst og diskuteret meget. Allerede som barn skrev hun digte og små skuespil, og som ung pige gav hun udtryk for splittelse mellem ønsket om en selvstændig, skabende virksomhed og ægteskab. De to ting kunne umuligt forenes, mente hun. Som 14-årig havde hun truffet Simon H., en ung jurastuderende. De giftede sig, da hun var 21, og rejste til Dansk Vestindien, hvor ægtefællen havde fået embede som politiassistent og siden arbejdede sig op til guvernementsfuldmægtig og politimester. Lucie Hørlyk koncentrerede sig om rollen og arbejdet som hustru og moder, men kunne ikke undertrykke sin trang til at skrive. “Det kan nok blive til min egen morskab,” skrev hun i et brev til sine forældre. 1902 fik hun offentliggjort en enkelt novelle i Tilskueren under pseudonymet E. Parelius. Året efter døde ægtemanden af tyfus, og Lucie Hørlyk rejste tilbage til Danmark. Hun måtte skaffe sig et levebrød og blev en flittig bidragyder til aviser og magasiner. Et udvalg af hendes noveller herfra er udgivet i Sommer, 1910. Temaet i novellerne er hyppigt livet i Dansk Vestindien. Det gælder også hendes tre første bøger, fortællingerne Under Tropesol, 1907, samt romanerne Fra Generalguvernørens Dage, 1908, og Den gamle Plantage, 1909. Lucie Hørlyk var præget af sin tids syn på spændingen mellem kolonimagt og befolkning. Hun så den vesteuropæiske kultur som udtryk for højtstående civilisation og den lokale befolkning som “Naturmennesker” på et lavere niveau. Men samtidig havde hun blik for de sociale uretfærdigheder på øerne og for det uholdbare i at fortsætte kolonistyret i sin vante form. Lucie Hørlyk havde et godt øre for talesprog, og det gør hendes bøger levende og persontegningen fængslende. Men de er præget af at være skrevet hurtigt med henblik på at tjene penge. Kompositionen vakler, og stilistisk er bøgerne ikke gennemarbejdede. Det kommercielle slår helt igennem i Grevinde Mirandas Oplevelser, 1909. Den blev udgivet under pseudonymet Eleonora Casa Bianca og er en kærlighedshistorie med silkeraslen og sabelklirren.

I 1911 skrev Lucie Hørlyk sit hovedværk Meta Hauch. Det er en udviklingsroman om en ung, ren pige, der træffer sit livs kærlighed i skikkelse af en livstræt levemand. Også denne roman virker dobbelt i blikket, fordi den hylder den rene kærlighed hos en ung pige, men samtidig beskriver angsten for den tomhed, der griber hende, når hun ikke kan spejle sig i andres kærlighed. Lucie Hørlyk døde midt i arbejdet på en fortsættelse af romanen. Den blev gjort færdig af hendes søster Anna Koch Schiøler og udkom i 1913 med titlen Meta Linde, født Hauch. Samme år udgav hendes fader mindebogen Lucie Hørlyk, hvori han havde samlet en del af de breve, som Lucie Hørlyk gennem årene skrev hjem til Danmark. Bogen giver et varmt og levende billede af en ung kvinde, der tidligt udviklede tuberkulose og måtte slås med et skrøbeligt helbred, men som aldrig lod det kue sin vitalitet og livsglæde. Lucie Hørlyk blev meget læst og rost i sin samtid. Så sent som 1969 udkom en samling af hendes noveller på engelsk med titlen In Danish Times. Hendes forfatterskab er nu næsten glemt, men det er stadig interessant i sit dobbeltsyn på identitet, køn og kultur.