Faktaboks

Alma Dahlerup
Født
4. juni 1874, Randers
Død
31. januar 1969, New York
Arbejdsliv
Filantrop
Familie

Forældre: telegrafist Jacob Anthoniensen Brøndum (1837-1921) og kransebinder Nielsine Petrine Bech (1839-1932).

Gift 12. februar 1898 med baron Joost D., født 7. august 1874 i København, død 22. august 1944 i USA, s. af kancellist Hans Joost Vilhelm D. og Ursula Signe Sophie Holbech (fabrikant Ursula Dahlerup).

Børn: Ida-Gro (1899), Joost (1911).

Alma Dahlerup voksede op i et småborgerligt hjem i Randers sammen med søsteren, den senere forfatter Karin Michaëlis. Efter endt skolegang kom hun til en provst i Nordjylland, hvor hun ikke blot lærte husholdning, men også typisk mandlige sysler såsom at male, kalke, fernisere og hugge brænde. Desuden underviste provsten hende i fransk og astronomi. I 1893 tog hun til Amerika og mødte på rejsen derover Joost D., som hun giftede sig med i 1898. Ægteskabet var gennem alle årene præget af en konflikt med hans familie, da hun ikke ville acceptere sin mands uægteskabelige søn, som svigermoderen Ursula D. havde taget til sig. Eftersom Alma Dahlerup var viljefast og bestemt, havde de i perioder ingen kontakt med familien.

Efter det første barns fødsel bosatte Alma Dahlerup og hendes mand sig i USA, hvor de virkede for at fremme de dansk-amerikanske forbindelser med særligt henblik på at give amerikanerne et indblik i dansk kultur og samfundsliv. Fra 1935 arbejdede hun for The Board of Education, bl.a. med radioudsendelser om H.C. Andersen, og hun organiserede hjælpearbejde for danske sømænd i fremmede havne. I forbindelse med verdensudstillingen i New York 1939-40 arrangerede hun udstillingen Den Danske Kolonihave for at vise det for amerikanerne ukendte danske fænomen, at byens arbejdere havde mulighed for en lille, billig plet jord, hvor de i fritiden kunne slappe af og dyrke frugt og grøntsager til eget forbrug. Året efter stiftede hun Danish Colony Garden Cooperative Society, der fik gennemført permanent oprettelse af kolonihaver på Staten Island. I 1957 blev hendes arbejde for at fremme kendskabet til den danske kolonihavekultur belønnet med Kolonihaveforbundet for Danmarks fortjenstmedalje i guld. Alma Dahlerup arbejdede utrætteligt for at gøre amerikanerne bekendte med H.C. Andersen både via radioudsendelser, højtlæsning af digterens eventyr og ved at lave en indsamling blandt skolebørn i Danmark og USA til en statue i Central Park, New York. Det var i sig selv en bedrift, da de amerikanske myndigheder sjældent giver tilladelser til mindesmærker over andre landes personligheder. Statuen indviedes i 1956 med højtlæsning i parken, en tradition, der stadig eksisterer ved årtusindskiftet.

Alma Dahlerup havde mange tillids- og æresposter i sociale, kulturelle og kirkelige foreninger. Selv stiftede hun bl.a. Danish Women’s Civic League i 1917 og i 1929 Danish American Women’s Association, der 1952 udnævnte hende til ærespræsident. Hun var et fremtrædende medlem af American-Scandinavian Foundations (ASF), hvis socialkomité hun var formand for 1919-28. I 1928 blev hun udnævnt til ærespræsident for ASF. Desuden sad hun fra 1951 i hovedbestyrelsen for Danish American Broadcasting Committee. Fra officiel side blev hendes indsats påskønnet både i Danmark og USA. I 1946 blev hun tildelt Kong Christian den X’s Frihedsmedalje, i 1955 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen og samme år tildelt Medal of Honor for Women of Achievement.

Beskrivelser og portrætter af Alma Dahlerup

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Ursula Dahlerup: Baronessens erindringer 1840-1925, 1989.

Tilknytning til organisationer

  • Danish Colony Garden Cooperative Society
  • Danish Women's Civic League
  • Danish American Women's Association
  • American Scandinavian Foundations
  • Danish American Broadcasting Committee

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig