Ursula Dahlerup

Da hun blev voksen, ville hun gerne beskæftige sig seriøst med musik og tegning, men måtte ikke for forældrene, der ønskede hende gift og ikke fandt grund til, at hun også skulle kunne forsørge sig selv. Hun fik dog mulighed for at lave koloreringsarbejde for en fotograf og tjente lidt penge. Hun fik også lejlighed til at rejse med forældrene både til Dresden, hvor hun opholdt sig et år, og til Sverige.

I 1869 blev hun gift med baron Hans D. Han var svagelig, ti år ældre end hun, uddannet som jurist og ansat som kancellist i Finansministeriet. Ægtefællen nægtede hende ikke blot at arbejde, men hans jalousi gik så vidt, at han heller ikke ville tillade hende at synge eller male.

Efter ægtefællens død i 1876 måtte Ursula Dahlerup forsørge sig selv og tre børn, to sønner og en datter; den sidste døde dog i 1881. En tredje søn var død som spæd.

Ursula Dahlerup tog kursus på Tegneskolen for Kvinder samt kurser i moderne kunstindustriarbejder på Gewerbeschule i Dresden. Hun viste såvel kunstneriske anlæg som teknisk snilde. Således konstruerede hun både et forbrændingskloset og et afskylningskloset, der blev forevist og beskrevet i foredrag i Industriforeningen.

I 1893 rejste hun til verdensudstillingen i Chicago. Her indrettede hun en gammel dansk bondestue, hvor hun, iført nationaldragt, betjente spinderokken. Desuden udstillede hun bl.a. malede porcelænsrelieffer, en lang række forskellige væve- og håndarbejder samt kjolestoffer af præpareret silkestof, hvorpå hun havde malet blomster. Hun angav selv at have mange medhjælpere, men det er ikke klart, hvorfra hun fik sine ressourcer.

Hun havde også fået fremstillet en eventyrseng, tegnet af ægtefællens slægtning arkitekt Vilhelm D. Den havde kostet en halv snes tusinde kr., og blev omgående solgt til en komité, der ville forære den til den amerikanske præsidents nyfødte datter. Politiske forviklinger fik dog arrangementet til at gå i vasken.

Ursula Dahlerup solgte til gengæld en del af sine andre produkter, men en cyklon over udstillingen medførte, at en glastagsten ramte netop hendes montre, hvor de kostbare ting var udstillet. Assurancen dækkede kun ildebrand, så hendes tab var betragtelige. Økonomisk var turen således ingen succes, men hun opnåede stor anerkendelse og kunne hjembringe syv medaljer samt en række diplomer for sine arbejder.

Mens Ursula Dahlerup var i Chicago, brugte hun megen tid på at studere hjem for såkaldte vildfarne kvinder og deres børn. Hun deltog i det filantropiske arbejde og underviste kvinderne i hedebosyning og i at male på porcelæn og stoffer.

Efter hjemkomsten ville hun etablere et tilsvarende kvindehjem i Danmark. Pligt, ansvar og arbejde skulle være hjørnestene, men planen mødte megen modstand, og mange mente, at fruentimmerne blot måtte ligge, som de havde redt.

For at skaffe finansiering til kvindehjemmet forsøgte hun i 1894 hos postvæsenet at få en særlig kunstnertegnet oblat på juleposten, men forgæves. Det var den første idé til de julemærker, der ti år efter blev introduceret herhjemme. Da postvæsenet afviste idéen, måtte hun opgive planen om kvindehjemmet.

Senere, i 1902, oprettede Vibeke Salicath en institution for kvinder på et lignende idégrundlag.

Privat blev 1890’erne dramatiske år for Ursula Dahlerup. Først fik sønnen Hans barn med tjenestepigen. Ursula Dahlerup tog sig både af barn og moder, mens sønnen rejste til Paris, kom i kløerne på en kunstsvindler og begik selvmord.

Den yngre søn Joost levede i et særdeles brydsomt kærlighedsforhold til en femme fatale fra Randers, som senere blev hans kone Alma D. Men også han havde et forhold til tjenestepigen og gjorde hende gravid, og i 1898 fik Ursula Dahlerup sin anden sønnesøn.

Selvom hun efterhånden var midaldrende, tog hun også sit andet barnebarn til sig, men mistede af samme grund helt kontakten til Joost, der var under stærk indflydelse af sin hustru.

Under sit Amerikaophold havde Ursula Dahlerup hørt et foredrag af en karantænelæge, der fortalte, at emigranter med dundyne eller krøluldsmadras efter nogen tid uforklarligt blev angrebet af smitsomme sygdomme. Han mente, at animalsk sengemateriale kunne indeholde smitte fra syge dyr samt tuberkulose.

Dette foredrag skulle få stor betydning for hende, idet hun fik den idé at anvende bomuld som råvare i madrasfremstillingen. Patentlovgivningen trådte i kraft 1896, og endnu samme år tog hun patent på Baronesse Dahlerups Patent Madras, der kunne både vaskes og desinficeres. Det blev blot det første af i alt syv patenter, hun fik fra 1896 til 1914.

Produktionen foregik i begyndelsen hjemme i villaen i Charlottenlund, men bl.a. på grund af transportomkostningerne lejede hun sig ind i lokaler centralt i København, først i Vestergade, senere på Gammel Torv. To gange solgte hun forretningen, men købte den tilbage igen.

Hun udvidede produktionen med gulvklude og fik fat på 20 håndvæve, som blev sendt til Vridsløse, hvor fangerne producerede kludene. Men kvaliteten blev for ringe og uensartet, og hun startede derfor selv en fabrikation af gulvklude og viskestykker, der fik navnet Hygieta. Hun blev antaget til at levere bomuldsklude til Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen, siden også til De Danske Statsbaner, Kommunehospitalet og forskellige handlende.

I 15 år gik det godt med gulvkludeleverancer til især hospitalerne, og i henved 20 år fabrikerede hun sine madrasser. Hun var i høj grad til stede ved produktionen på fabrikken, hvor hun i de tidlige år måtte have den mindste sønnesøn med for at få ham passet.

Hun flyttede senere produktionen tilbage til hjemmet, og til slut overdrog hun fabrikationen af bomuldsmadrasser til De Forenede Vatfabrikker mod en afgift pr. madras. Madrassen var i produktion her helt til 1965.

I perioden før Første Verdenskrig havde Ursula Dahlerup store økonomiske vanskeligheder, da hun mistede Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen som kunder. Sideløbende med bomuldsmadrasserne begyndte hun derfor at producere en ny type sivmadrasser, som hun fik patent på i 1914.

ØK (Østasiatisk Kompagni) købte 1.000 af sivmadrasserne om måneden, beregnet til polske og russiske udvandrere, der skulle til Amerika. Madrasserne blev kasseret ved ankomsten, og der var derfor behov for stadige leverancer. Seks-otte faste arbejdere var beskæftiget ved fabrikationen, efterhånden ledet af den yngste sønnesøn, Benjamin D. Allerede efter få år mistede hun imidlertid denne nye indtægtskilde, da udvandringen hørte op.

På sine gamle dage skrev Ursula Dahlerup sine erindringer i stærkt kaotisk form og uden nogen kronologisk orden. Et mindre uddrag blev publiceret få år efter hendes død, men først i 1989 udkom erindringerne i en læsbar og gennemarbejdet form med titlen Ursula Dahlerup, udgivet af oldebørnene Ulla D. og Bent D.

Værket giver ikke blot en interessant skildring af Ursula Dahlerups dramatiske liv, men har også stor almen kulturhistorisk værdi.

• Mal. fra 1918 af Benjamin Dahlerup. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Bodil Olsen (red.): Fra den dybe til den flyvende tallerken, 1998.

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.