Agnes Povlsen

Da Agnes Povlsen i 1927 udnævntes til kommandørløjtnant i Frelsens Hær (FH) og dermed erhvervede organisationens højeste nationale rang, var der ikke tale om nogen usædvanlig begivenhed inden for FHs egne rammer. I FH havde der nemlig hersket ligestilling mellem mænd og kvinder, siden William og Catherine Booth grundlagde bevægelsen i England i 1865. Men i en bredere dansk, kirkelig sammenhæng var begivenheden absolut enestående. Agnes Povlsens udnævnelse kom 20 år, før det blev muligt for kvinder at blive præster i den danske folkekirke. Hun havde da siden FHs “erobring” af Danmark i 1887 fungeret som prædikant, sjælevinder og feltherre i utallige danske byer samt ved sin mands side og alene udfoldet en bemærkelsesværdig international karriere.

Agnes Povlsens lange liv i bevægelsens tjeneste blev indledt, da hun som 16-årig sammen med sin moder og en veninde af nysgerrighed mødte op til “Hallelujamøde” i det nyetablerede hovedkvarter i København De livlige møder med sang, taler, bønner og omvendelser havde karakter af folkeforlystelse, og den unge pige var både tiltrukket og frastødt. Men hun kom igen og igen, og i 1890 overgav hun sig helt til Gud og blev antaget som rekrut. Efter en kort uddannelse på kadetskolen blev hun udnævnt til løjtnant og sendt til fronten, først til Grenå, senere til andre provinsbyer, hvor hun skulle opbygge FHs virksomhed.

Under disse felttog blev der som regel afholdt offentlige møder hver aften, og det krævede både strategiske evner, slagfærdighed og betydelige talemæssige og musikalske gaver at holde styr på de støjende forsamlinger. Agnes Povlsen viste hurtigt fremragende anlæg og avancerede i rekordtempo i FHs tjeneste. Kun 20 år gammel udnævntes hun i 1891 til kaptajn og overtog ledelsen af hærens arbejde i Kalundborg, senere i Slagelse, Helsingør, Nakskov og Hjørring. Sammen med sin næstkommanderende, også en kvindelig officer, mødte hun ofte fordomme mod “Skørteregimente” og deltog ivrigt i debatten om kvindens ret til at prædike evangeliet. Men sammenlignet med andre samtidige religiøse bevægelser praktiserede FH en radikal ligestillingspolitik. Flere betydelige kvindesagsforkæmpere startede deres karriere i FH, bl.a. Helene Berg og Martine Bjørneboe. Kvinder anerkendtes som ledere og prædikanter på linie med mænd, og i 1910 fik de danske tropper en kvindelig øverstkommanderende, englænderen Lucy Booth-Hellberg. Da Agnes Povlsen i 1894 giftede sig med major Jens P., blev armé-vielsen foretaget af en kvinde, konsul Emma Booth-Tucker.

I de følgende tre årtier var Agnes Povlsens karriere knyttet sammen med ægtefællen, og sammen med ham varetog hun betydningsfulde poster i udenlandsk tjeneste, først i England, senere i Sverige, Finland, Rusland, Norge og Holland. Som ledere af det finske FH 1898-1903 indlagde parret sig stor fortjeneste ved deres ihærdige bestræbelser for at lære det finske sprog. I Rusland virkede de som pionerer for FHs arbejde under vanskelige forhold og forfølgelser, der allerede efter to år i 1912 tvang dem til at forlade landet. Overalt varetog Agnes Povlsen selvstændige funktioner, bl.a. inden for ungdoms- og kvindearbejdet. I to omgange, 1907-10 og 1919-23, blev ægteparret kaldt hjem for at varetage ledelsen af FH i Danmark. I årene omkring 1910 forøgedes familien med to piger, noget der til en vis grad hæmmede Agnes Povlsens udadvendte karriere. En af døtrene, den senere kendte cabaretsangerinde Manja Mourier, grundlagde sin sangkarriere i FH. Ved siden af sine andre gøremål udfoldede Agnes Povlsen fra hjemkomsten 1919 en betydelig skribentvirksomhed i FHs blad Krigsraabet.

Kulminationen på Agnes Povlsens karriere kom først efter mandens død i 1925. I 1927 tildeltes hun selvstændig rang som kommandørløjtnant og overtog samtidig ledelsen af FHs sociale arbejde i Sverige. 1930 blev hun leder af det kvindelig-sociale arbejde i England, en vanskelig opgave, der omfattede tilsynet med det mægtige virke blandt Englands proletariat. Over 100 institutioner sorterede under hende, og hun havde 700 medhjælpere under sig. To gange blev hun kaldt til Genève for at deltage i Folkeforbundets drøftelser af sociale problemer, bl.a. bekæmpelsen af den hvide slavehandel. I 1932 vendte hun tilbage til Danmark som pensioneret officer. Hun kunne dog ikke affinde sig med pensionisttilværelsen og gennemførte de følgende år den ene succesrige rejse efter den anden i Danmark, Norge og Sverige. Overalt gjorde hun stort indtryk ved sit indtagende væsen og sin høje, smukke skikkelse, ligesom hun var en gudbenådet taler med en “magnetisk Virkning”. Da hun pludselig afgik ved døden, midt under en turné i Nordjylland, blev hun fulgt til krigergraven på Vestre Kirkegård af en tusindtallig skare. Inden da havde hun nået at færdiggøre sine ungdomserindringer Krigerfærd, 1944, der udkom efter hendes død. Agnes Povlsens usædvanlige indsats belønnedes i 1937, ved FHs 50-års jubilæum i Danmark, med Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.