Faktaboks

Agnes Nyrop
Agnes Flemmine Nyrop
Født
21. november 1841, Århus
Død
19. juni 1903, Skodsborg, Vedbæk sogn
Arbejdsliv
Skuespiller
Familie

Forældre: teaterdirektør Hans Wilhelm Lange (1815-73) og skuespiller Juliane Marie Michaelsen (1799-1866).

Gift 18. september 1868 med operasanger, klasselotterikollektør Jens Larsen N., født 11. april 1831 i Røsnæs sogn, død 5. oktober 1904 i København, s. af gårdejer Lars Jørgensen og Margrethe Pedersdatter. Ægteskabet opløst 1885.

Børn: Michael (1869), Ida Alexandra (1870), Margrethe (g. Nyrop-Nielsen, 1874).

Agnes Nyrop debuterede allerede som toårig. I barneårene optrådte hun jævnligt sammen med sin to år ældre søster Louise på faderen H.W. Langes provinsteatre og på Casino, hvor han var direktør. Fra 13-års alderen var hun elev hos skuespilleren Frederik Høedt, der forblev hendes støtte gennem mange år. Som kun 15-årig fremsagde hun prologen ved Folketeatrets åbning i 1857 og spillede efterfølgende hovedrollen i åbningsforestillingen. Mørk, smuk og temperamentsfuld som hun var, vakte hun begejstring, og i syv år var hun den foretrukne heltinde i teatrets folkelige repertoire.

I 1864 blev Agnes Nyrop som den første fra de kbh.ske privatteatre engageret som kgl. skuespiller, og man ventede, at hun sammen med Josephine Eckardt og Betty Hennings skulle løfte arven efter den netop afgåede Johanne Luise Heiberg. På Det Kgl. Teater fortsatte succesen takket være udseendet, den dybe stemme og stærke udstråling, om end kritikerne efterlyste en bedre skoling, og allerede i begyndelsen af 1870’erne blev rollerne færre. Kritikerne anså hendes temperamentsfulde brug af virkemidler som et udtryk for manglende evne til at kontrollere finere nuancer i en tid, hvor spillestilen bevægede sig fra det svulstige, deklamatoriske hen imod et mere realistisk formsprog, som Agnes Nyrop synes at have haft svært ved at tilpasse sig. Hun havde dog gennem årene enkelte store succeser specielt i roller, der skildrer den stærke kvinde som fx Hjørdis i Henrik Ibsens Hærmændene på Helgeland. Hendes afskedigelse i 1896 blev begrundet med, at den kraftige stemme og voldsomme gestik, der havde været anvendelig i heltinderollerne, ikke egnede sig til fremstilling af de ældre kvinder, hendes alder og figur nu henviste hende til.

Agnes Nyrops ægtefælle var først en meget succesfuld operasanger, men hans stemme falmede hurtigt, og han blev fra 1884 sanglærer og klasselotterikollektør. I 1885 blev parret separeret, og de delte børnene mellem sig, således at den ældste, sønnen, boede hos Agnes Nyrop og døtrene hos faderen. Den yngste Margrethe debuterede på Det Kgl. Teater i 1893 og fortsatte siden i en kortvarig karriere på Dagmarteatret. I forbindelse med Kvindernes Udstilling i 1895 deltog Agnes Nyrop i udstillingskomitéens dramatiske afdeling og fremsagde prologen ved afdelingens aftenunderholdning på Dagmarteatret. Hun skrev essays og digte, men meget lidt blev offentliggjort. Trykt blev dog to erindringsessays Mine Læreaar hos Frederik Høedt i JuleKalender, 1887, og Da min Fader Kammerraad Lange aabnede Casino i Skuespillerforeningens Julebog, 1893.

Beskrivelser og portrætter af Agnes Nyrop

  • Mal. af Edvard Lehmann på Teatermus. Buste af Einar Jónsson på Det Kgl. Teater. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Teatermus.
  • P. Hansen: Den danske Skueplads, 1889-96. Herman Bang: Kritiske Studier og Udkast, 1880. Søndags-Posten 1. september 1889.
  • Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek, Teatermus.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig