Agnes Friis Schmitto

På Nørrebros Teater foredrog skuespilleren Osvald Helmuth i 1924 revyvisen Ølhunden glammer af Poul Henningsen og gjorde hermed “fru Agnes Schmitto, som beskytter den mindste moskito”, til allemandseje. Agnes Friis Schmitto mente, at dyr var i besiddelse af en sjæl ligesom mennesker, og hun brugte fire årtier af sit liv på dyreværnssagen. Hendes hjem i Valby lignede Noahs Ark med hunde og katte, aber og papegøjer, som hun havde opkøbt som redningsaktion og selv trivedes iblandt, trods den ravage de undertiden skabte i gardiner og møbler. Den jyske købmandsdatter kom til København i 1903 med erfaringer som provinsjournalist i bagagen. Da hun fire år senere blev gift, lagde hun sit job som assistent ved de Københavnske Sporveje bag sig. Hun kastede sig over dyrebeskyttelsesarbejde og tilsluttede sig Foreningen til Værn for værgeløse Dyr, der var blevet stiftet 1898. Hovedsigtet med foreningen, som Agnes Friis Schmitto 1918-24 blev formand for, var at gøre en indsats for herreløse dyr, især hunde og katte. Hendes energi bidrog væsentligt til, at foreningen i 1923 kunne åbne et internat med plads til ca. 100 dyr på Peter Bangsvej. Arbejdet for internatets oprettelse sikrede hende et æresmedlemskab af foreningen.

1924 redigerede Agnes Friis Schmitto antologien Dyrenes Bog med skønlitterære og essayistiske bidrag fra dyrevenner i ind- og udland. Samme år tiltrådte hun som Dyreværnsforeningen Svalens formand, en post, hun først forlod 1949. Agnes Friis Schmittos formandskab genoptog traditionen for kvindeligt lederskab i foreningen, hvor tidligere Svalens stifter Camilla Eegholm og efterfølgeren Malvina Mehrn havde virket, kort afbrudt af sagfører August Dedenroth-Berg 1920-24. I Svalen fremmede Agnes Friis Schmitto mere moderne og mediebevidste aktionsformer, og hun anlagde en aggressiv stil for at skabe og vedligeholde offentlighedens opmærksomhed. I foreningens organ Svalen anlagde hun, uden autoritetstro og persons anseelse, en ofte kras linie over for navngivne personer, der var mistænkt og grebet i dyremishandling eller vanrøgt. Hun skærpede tilsvarende tonen i forhold til vivisektion af dyr som grundelement i dansk forskning. I hendes formandsperiode blev Svalen Danmarks mest velkendte og dynamiske dyreværnsforening, hvis guldmedalje hun 1932 blev beæret med.

Agnes Friis Schmittos placering som komisk figur i Poul Henningsens fuldemandsvise og Helmuths strålende tolkning kom udpræget til at dominere over de seriøse civilisationskritiske elementer i Agnes Friis Schmittos forsvar for dyrene og de mange spirer til økologisk indsigt, som kan spores i hendes ofte ukonventionelle og kompromisløse adfærd og dybe empati med plagede dyr.