Malvina Mehrn

Fugleværnsforeningen Svalens stifter Camilla Eegholm “kronede” før sin død i 1905 Malvina Mehrn til sin efterfølger på formandsposten. Hun var overbevist om, at Malvina Mehrn havde netop de egenskaber, en offensiv fugleværnsforening havde brug for: mildhed, mandsmod, handlekraft og pligtfølelse. Malvina Mehrn, der tidligt blev medlem efter Svalens stiftelse 1897, ledede 1906-20 foreningen.

Malvina Mehrn var præstegårdsbarn, opvokset under tyngende økonomiske forhold, som en tid bragte familien med dens 14 børn på ruinens rand. Hendes eget voksenliv som moder til to døtre markerede et afgørende kvindeligt generationsbrud. I 1886 ægtede hun Lauritz M, som havde ønsket at blive billedkunster, men som efter pres fra sin fader valgte en officerskarriere. Den ene af deres to døtre, Anna Marie M., blev familiens professionelle udøver af den billedkunst, deres fader kun kunne dyrke som amatør. Familien forlod Viborg i 1906, og Malvina Mehrn gjorde derefter København til sin base. Ægtefællen blev en stabil støtte for sin kone som Svalens sekretær og kasserer. Også døtrene var med i forreste linie, idet de ledsagede moderens foredragsvirksomhed med lysbilleder, sang og lutspil. Efter Lauritz M.s død i 1923 boede de sammen med moderen, der først døde 98 år gammel.

Malvina Mehrn havde et holistisk præget syn på dyreværnssagen, og under hendes ledelse undergik Svalen efterhånden en udvikling fra fugleværnsforening til dyreværnsforening. Hun betragtede dyr som levende, stumme og følende væsener med naturgivne, men krænkede rettigheder, det gjaldt om at få fastslået. Hun sammenlignede slavefrigørelse og dyrefrigørelse og havde den grundopfattelse, at humanitært arbejde for dyr var et vigtigt civilisatorisk fremskridt, forædlende for mennesket og højnende for samfundsmoralen. Men hun nærede ikke megen tillid til, at dyrebeskyttelsesappeller til kirkens mænd, strafferetseksperter eller landbrugsorganisationer ville fremkalde mere end kølige reaktioner. At få dyr beskyttet ad lovgivningens vej og at få gennemført en ensartet international dyrebeskyttelsespolitik blev derfor centralt i agitations- og pressionsarbejdet. Malvina Mehrn så en pointe i at få kvindesagen til at støtte dyreværnssagen. Svalen blev optaget i Danske Kvinders Nationalråd, hvis medlemmer hun 1915 opfordrede til at stå bag dyreværnssagen ved at bruge den nyvundne valgret i denne sags favør.

Ægteparret Mehrn var de drivende kræfter bag den internationale dyrebeskyttelseskongres i København 1911. Et hovedtema var modarbejdelse af vivisektion. Svalens pressionsvirksomhed medvirkede i 1916 til vedtagelse af Lov om Værn for Dyr, der bl.a. skærpede reglerne for kupering af heste. Loven var en sejr for foreningen og et af de mest mærkbare resultater af Malvina Mehrns intensive arbejde. Hun forlod ledelsen 1920 efter at have ført Svalen fra fugleværn til det bredere dyreværn.