Abel Cathrine

“Abelæ Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde hun før søgt hos mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere (dvs. barberer) meget befølt, eftersom hun havde Bylder paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve, men hverken Bartskærens Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelse kunde redde hender fra Døden.” Sådan skrev Leonora Christina i 1685 i en tilføjelse til fortalen i sit Jammersminde om den kvinde, der på den første fængselsdag i Blåtårn kropsvisiterede hende og derved krænkede hende så dybt, at hun 22 år senere gengældte ydmygelsen med sin skarpe pen. Abel Cathrine havde fået den ubehagelige visitationsopgave betroet af dronning Sophie Amalie, i hvis tjeneste hun havde været i sin ungdom, og som hun fortsat havde forbindelse til. Hun var i 1655 blevet gift med Hans Hansen Osten, der var forvalter af det lolland-falsterske krongods og fra 1654 tillige proviantskriver ved Københavns Slot. Begge embeder var indbringende, skaffede ham gode forbindelser og var i det hele taget en fortræffelig platform for en driftig mand som ham. Han blev så velstående, at han under Københavns belejring kunne forstrække kongen med penge, og han fik til gengæld udlæg i jordegods.

Takket være sin ægtefælles veludviklede forretningssans stod Abel Cathrine i 1672 som enke med en betydelig formue og en del både sjællandsk og nørrejysk jordegods samt med de fynske nabogodser Østergård og Trellerupgård, som han havde investeret i ved successive opkøb af panteobligationer. Abel Cathrine demonstrerede også selv både økonomisk tæft og vovemod, da hun i 1673 købte det nærliggende Ulriksholm, der i adskillige år havde fristet en farefuld skæbne på fallittens rand. I København ejede hun gård ved Gamle Østervold, nu Holmens Kanal, hvor hun under sin alvorlige sygdom to år senere formentlig har modtaget dronning Sophie Amalies nævnte besøg. Ramt af bylders nød gjorde hun i julen 1675 sit timelige regnebræt op i et omfattende testamente. Heraf fremgik, at hun i Dronningens Tværgade netop havde ladet bygge et grundmuret hus til fribolig for “ret elendige, syge, sengeliggende Folk, som ingen Raad eller Hjælp have”. Til denne stiftelses drift og udvidelse gav hun nu en del af sit nørrejyske gods. Fundatsen udtaler sig ikke om lemmernes køn, men Abel Cathrines Boder, som stiftelsen oprindelig hed, har ikke desto mindre bortset fra de tidligste år udelukkende været beboet af kvinder. I 1886 blev den med sine da 39 beboere flyttet til en nyopført bygning i en gade på Vesterbro, der fik navn efter Abel Cathrine. I 1949 indgik den i stiftelsen Gammel Kloster. I testamentet oprettede hun desuden et hospital i Kølstrup ved Ulriksholm og en række legater. Hun døde nytårsdag 1676, kun fire dage efter at have underskrevet testamentet. Hendes øvrige og meget omfattende jordiske gods tilfaldt for størsteparten hendes slægtning og plejedatter Hedvig Spend, hvis fader var Christen Nielsen Spend, sognepræst i Vordingborg. Hedvig Spend giftede sig samme år med holsteneren Nicolaus Brüggemann, der bragte de fynske godser på fode og i 1680 blev optaget i den danske adelstand.

Abel Cathrine blev gravlagt i Holmens Kirke sammen med sin ægtefælle. Første gang hun fremtrådte på historiens scene, var hin augustdag 1663 i Blåtårn, da hun havde nærkontakt med Leonora Christina. Sidste gang var i julen 1675, da hun med sit testamente sikrede sig eftertidens taknemmelige ihukommelse. 200 år senere vaktes interessen for hendes person, da de såkaldte bz-ere i 1987 i protest mod de kbh.ske boligmyndigheder besatte ejendommen i Abel Cathrines Gade.