Vivi Flindt

Vivi Flindt er en af vor tids bedst kendte danserinder. Både på og uden for scenen har hun markeret sig som en stærk personlighed, der tør, kan og gør det, hun føler noget for. Fra starten af sin lange og omtumlede karriere, der har ført hende verden rundt, har hun formået at fastholde mediernes opmærksomhed, først og gennem mange år som koreografen Flemming F.s hustru og kunstneriske muse og siden 1994 som leder af Bartholin International Ballet Seminar og som iscenesætter og balletpædagog i ind- og udland.

Vivi Flindt blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole i 1951 og tegnede sig for en traditionel karriere i det klassiske kompagni frem til Flemming F.s udnævnelse til balletmester i 1966. Selvom den langlemmede danserinde med det spidse ansigt var atypisk for korpset, var talentet uomtvisteligt, og hun havde en magi, som fascinerede balletmesteren. Da gnisten også fængede imellem dem privat, lod hun sig skille fra sin første mand, og parret giftede sig i 1970. I 1967 var hun blevet udnævnt til solodanserinde, og i de følgende sæsoner dansede hun hovedroller i en række af Flemming F.s værker bl.a. Mylady i De tre musketerer, den unge pige i Den forunderlige mandarin og gudindebruden i Den unge mand skal giftes. Ikke sjældent dannede hun også på scenen par med ægtefællen, bl.a. i Ballet Royal og i Tango Chikane. Særlig succes havde hun 1968 i P. Taylors Aureole, hvor Den Kgl. Ballet for første gang dansede i bare tæer, og som æggende Columbine i G. Tetleys Pierrot Lunaire. Selvom hun også dansede trolden Birthe i Et folkesagn, Rosita i Fjernt fra Danmark, Louise i Livjægerne på Amager, Snedronningen i Nøddeknækkeren og Svanilda i Coppelia, er det hverken rollerne i Bournonvillerepertoiret eller partierne i de store klassikere, hun huskes for. Derimod blev hun kendt for sine psykologiske portrætter af farlige og frigjorte kvinder, som først og fremmest blev tegnet gennem deres seksualitet, hvilket bl.a. kom til udtryk i titelpartiet i Frøken Julie og i rollen som svigefulde Jagos nærmest vulgære hustru i The Moor’s Pavane.

Som symbol på 1970’ernes erotiske danser førte Vivi Flindt an i de stærkt opsigtsvækkende nøgenscener i Dødens triumf, Flemming F.s største succes efter den rumænsk-franske forfatter E. Ionescos forlæg. Under betegnelsen dansedrama blev Dødens triumf vist i fjernsynet forud for premieren på Det Kgl. Teater i 1972. Til Thomas Koppels musik og Anisettes fængende sang kastede ballettens dansere sig ud i en gestaltning af udslettelsen, så engagementet kunne mærkes ud over scenekanten. Hvor godt Dødens triumf ramte sin tid illustreres af, at balletten i mere end fem år gik for udsolgte huse. Da parret i 1975 havde orlov fra Det Kgl. Teater, fik Det Ny Teater sin egen forestilling af Flemming F. Vidunderlige kælling med Vivi Flindt i hovedrollen.

I 1978 forlod parret Det Kgl. Teater og valgte at satse på egne visioner frem for en embedsmandslignende sikkerhed ved teatret. De samlede et kompagni i Cirkusbygningen, og deres første satsning Salome gik rent hjem. Med Vivi Flindt som trækplaster solgte forestillingen 70.000 billetter, og parret beviste hermed, at moderne ballet kunne trække publikum også uden for Det Kgl. Teater. Den næste forestilling, en genopsætning af Dødens triumf, gik imidlertid så dårligt, at grundlaget for at fastholde et permanent ensemble omkring Cirkusbygningen smuldrede. Odd Fellow Palæet var herefter ramme om en privat balletskole, men inden skolen kom rigtigt i gang, modtog Flemming F. et fordelagtigt tilbud fra balletten i Dallas, USA, og hele familien flyttede til Texas, hvor han tiltrådte som balletmester i 1981. Ved balletten i Dallas gjorde Vivi Flindt sig bl.a. bemærket i titelrollen i Fædra til musik af den amerikanske komponist P. Glass. 1982-89 stod hun for ledelsen af Dallas Ballet Academy. Som medlem af truppen Rudolph Nureyev & Friends turnerede hun en årrække, og dansede bl.a. Pierrot Lunaire med den verdensberømte russiske danser.

I 1992 dansede Vivi Flindt hovedpartiet som forfatteren Karen Blixen i Flemming F.s Lucifers datter i Århus Musikhus og medvirkede samme år ved udgivelsen af en bog og video om August Bournonvilles teknik. Ægteskabet blev opløst, da de tre børn var flyttet hjemmefra, men Vivi Flindt fortsatte det kunstneriske samarbejde med Flemming F. og dansede i 1995 af på Det Kgl. Teater i sit ungdomsparti i Dødens triumf. 1994-96 var hun ansat som lærer og instruktør på Det Kgl. Teater under Peter Schaufuss’ ledelse. Siden har hun helliget sig undervisning i klassisk ballet og Bournonvilleteknik ved andre institutioner samt rekonstruktion af Bournonville og iscenesættelser af Flemming F.s balletter over hele verden. Vivi Flindt har modtaget en række legater og hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat i 1974. Samme år blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.