Vera Skalts

Vera Skalts blev student fra N. Zahles Skole 1923, cand.jur. 1932 fra Københavns Universitet og samme år sagførerfuldmægtig. 1933 blev hun sekretær i Invalideforsikringsretten og 1934 forretningsfører for den private forening Mødrehjælpen. Da Mødrehjælpen i 1939 blev en offentlig institution, blev hun kontorchef i Københavns-afdelingen, direktør samme sted i 1950 og indtil 1976, da institutionen blev nedlagt.

Vera Skalts var med til at udvikle og professionalisere arbejdet med enlige mødre i den private forening Mødrehjælpen, der i 1924 var blevet slået sammen af to foreninger med rødder tilbage til begyndelsen af århundredet. Hun tog en række nye initiativer, bl.a. oprettelsen i 1936 af en social-lægelig konsultation, hvis formål var at hjælpe den enlige kvinde allerede under svangerskabet. Hun var i denne periode medlem af Befolkningskommissionen af 1935, hvor hun medvirkede til udarbejdelsen af forslag om offentlige mødrehjælpsinstitutioner. Med loven i 1939 blev Mødrehjælpen landsdækkende og dermed understregedes samfundets forpligtelse til at hjælpe sunde og normale kvinder til at gennemføre svangerskabet. Der var tale om et tilbud til hele befolkningen, både gifte og ugifte. Mødrehjælpen blev en selvstændig institution i statsregi og ikke et led i sygehusarbejdet. Takket være Vera Skalts' initiativ blev det en institution, hvor det lægelige og det sociale arbejde blev kombineret overalt i virksomhedens arbejde, og konstruktionen blev en succes. Antallet af henvendelser steg fra ca. 2.000 i begyndelsen til 65.000 i 1976.

Mødrehjælpsloven blev kædet sammen med den nye svangerskabslov fra 1937, der betød en udvidelse af adgangen til abort samt en strafnedsættelse for illegale aborter. Den offentlige mødrehjælp skulle være et alternativ til svangerskabsafbrydelse ved at tilbyde hjælp til kvinder, der ikke så anden udvej end at få barnet fjernet, under graviditeten og efter fødslen. Helt indtil 1973, hvor den fri abort blev indført, var det Mødrehjælpens opgave at forvalte abortlovgivningen. Det private initiativ blev fastholdt i samarbejde med det offentlige, således at Mødrehjælpen var afhængig af støtte fra private foreninger for at kunne yde den bistand, som loven gav grundlag for, fx hushjælp i barselperioden, rekreationsophold efter fødslen og hjælp til børnetøj. Vera Skalts var aktiv i flere af de private støtteforeninger. Hun var fra 1939 med i forretningsudvalget for Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, som var resterne af den private mødrehjælp fra 1924. At mødrehjælpsloven var en slags rammelov, benyttede hun til at tage nye opgaver op. De private midler gav mulighed for at sætte nye hjælpeformer i gang. Herved indhøstede man erfaringer, som man senere kunne anvende i argumentationen over for regering og Folketing med det formål at opnå offentlig støtte. Af sådanne initiativer kan nævnes familierådgivning og uddannelsesprogrammet. Abortloven gav ikke mange muligheder for at bevilge abort til unge kvinder, og Vera Skalts lagde derfor stor vægt på at støtte og hjælpe kvinderne til en uddannelse. Fra de gamle private foreninger overtog Mødrehjælpen også den opgave at formidle adoptioner. Mens der var bred tilfredshed med Mødrehjælpens almindelige hjælpearbejde, var der større utilfredshed og problemer med både adoptionsformidlingen og især med administrationen af abortlovgivningen. Vera Skalts måtte balancere mellem kritik fra både højre og venstre. Nogle mente, at Mødrehjælpen var for restriktiv, andre at den var for liberal. Vera Skalts var ikke tilhænger af den fri abort, men ønskede at bruge den gradvise liberalisering af lovgivningen fuldt ud.

I Befolkningskommissionen blev der i forbindelse med oprettelsen af Mødrehjælpen i offentligt regi foreslået, at personalet skulle have gennemgået et anerkendt kursus for socialrådgivere. Socialministeriet valgte et nyt organisationsprincip, en professionel eller behandlende socialforvaltning, hvor faglige normer blev grundlag for arbejdet, som skulle lægge vægt på rådgivning. Mødrehjælpen blev således den offentlige institution, som først fik ansat uddannede socialrådgivere. Vera Skalts' interesse for uddannelse inden for det sociale område førte hende ind i arbejdet med oprettelsen af en social skole, bl.a. i samarbejde med Manon Lüttichau. Fra 1937 til 1948 var hun leder af Den Sociale Højskole, samtidig med at hun var leder af Mødrehjælpen i København

Vera Skalts repræsenterede Mødrehjælpen i talrige kommissioner og udvalg, fx Svangerskabskommissionen af 1950 og udvalget vedrørende svangerskabsafbrydelse af 1967. Fra begyndelsen af 1940’erne til 1976 var hun konsulent ved Mødrehjælpens fællesråd, senere Mødrehjælpens tilsynsråd, som skulle følge institutionernes virksomhed. 1940 blev hun medlem af forretningsudvalget for det nyoprettede Danske Kvinders Samfundstjeneste. 1964 medvirkede hun til oprettelsen af Kunsthøjskolen i Holbæk, hvis bestyrelse hun var medlem af i en lang årrække. Hun har skrevet talrige artikler i tidsskrifter og aviser, og sammen med sin nærmeste medarbejder Magna Nørgaard udgav hun i 1982 bogen Mødrehjælpens epoke. Vera Skalts blev kaldt de enlige mødres moder, og hun blev højt dekoreret for sin indsats: ridder af Dannebrogordenen 1951, ridder af 1. grad 1956, kommandør 1969. Mødrehjælpens nedlæggelse bekymrede Vera Skalts så meget, at hun var blandt stifterne af den private Mødrehjælpen af 1983 og trådte ind i dens præsidium.