Manon Lüttichau

Manon Lüttichau flyttede til København efter forældrenes død i 1921 og blev året efter elev på Finsens Lysinstitut. I 1923 knyttedes hun som assistent til KFUKs (Kristelig Forening for unge Kvinder) sociale arbejde, der var begyndt af Ellen Nørregaard og fra 1925 foregik inden for rammerne af den selvstændige organisation Danske Kvinders Velfærd (DKV). Manon Lüttichau var medarbejder i DKV frem til 1934 og tog sig især af hjælp til hospitalsindlagte. Hun var således centralt placeret i Mellemkrigstidens udvikling af moderne socialt arbejde.

Da Manon Lüttichau startede sin filantropiske karriere, var hun uden nogen social erfaring. Hun voksede op i et velstående miljø på herregårdene Viskum og Tjele på Viborgegnen. Nu fik hun som opgave at udvikle patienthjælpearbejdet og foretage patientbesøg på alle byens hospitaler. Desuden modtog hun praktisk oplæring i Mødrehjælpen, der på dette tidspunkt blev samlingspunktet for støtte til enlige mødre. Manon Lüttichau fik i DKV en uddannelse, der bestod både af praktisk træning og sociale studier i udlandet. Hun overtog det arbejde, som pastor Axel Garboe havde igangsat på Kommunehospitalets 6. afdeling i årene 1922-24. I løbet af 1920’erne foretog hun mange studierejser til Norge, Sverige, Tyskland, England, og på en længere rejse til USA 1928 lærte hun om det sociale hospitalsarbejde. Princippet for det sociale hospitalsarbejde var hjælp til selvhjælp. I 1933 opsagde hun sin stilling i DKV; ansvaret blev for tungt, bl.a. fordi hun i perioder var konstitueret i Nørregaards sted. Året efter tiltrådte hun en nyoprettet stilling som såkaldt Social Worker på Kommunehospitalets 6. afdeling, og hun lagde ikke skjul på, at det var hårdt arbejde.

1935 afholdt Manon Lüttichau sammen med overlæge George E. Schrøder et lille kursus for hospitalets frivillige sociale medarbejdere. Allerede under sin ansættelse i DKV havde hun været med i et udvalg, som diskuterede socialt arbejde, og planerne om oprettelsen af en social skole begyndte at tage form i 1934. Der blev etableret et udvalg, som skulle forberede uddannelsen. Sammen med Vera Skalts, der var forretningsfører for Mødrehjælpen, to læger og endnu en hospitalssocialhjælper arrangerede hun et kursus af halvandet års varighed på Kommunehospitalet. Kurset begyndte 1937 og fik navnet Den sociale Skole, senere Den Sociale Højskole. Skolen byggede på et sekulariseret og videnskabeligt grundlag, og dens program sigtede på at udvikle redskaber til at afhjælpe ethvert trangstilfælde. Manon Lüttichau lagde vægt på, at teoretisk viden var uden værdi, hvis der ikke fulgte praktisk træning og erfaringer med. Hun var således en af pionererne bag oprettelsen af socialrådgiveruddannelsen i Danmark. Hendes egen baggrund var det filantropiske kristne-sociale arbejde, men nogle af de læger, hun samarbejdede med, ønskede en “fribaaren social Skole”. Også kontakt til udlandet bestyrkede hende i, at det sociale arbejde var mere humanitært end religiøst. Her lærte hun også, at det var nødvendigt med en særlig social træning. Den Sociale Højskoles oprindelige formål var at uddanne hospitalsrådgivere og medarbejdere til Mødrehjælpen, og uddannelsen omfattede såvel teoretiske, sociale og lægelige fag som praktisk oplæring. Skolen startede under beskedne forhold i lånte lokaler og med lærere, der underviste gratis. Manon Lüttichau mente, at skolens leder burde være en akademiker, men påtog sig opgaven det første år. Derefter trådte Skalts til, mens Manon Lüttichau aflastede hende med skemalægning og med planlægning af praktik. Baggrunden for oprettelsen af en uddannelse for socialrådgivere var 1930’ernes sociale reformer, som medførte mange nye opgaver. Den positive holdning til mødrehjælpsarbejdet havde også stor betydning. Desuden blev det mere og mere klart, at der var behov for at yde hospitalspatienter praktisk og personlig støtte og vejledning. Socialrådgiveruddannelsen blev ikke etableret helt uden konflikt, bl.a. mente Dansk Sygeplejeråd, at socialarbejderne burde have en sygeplejeuddannelse.

Manon Lüttichau blev i 1943 ledende socialrådgiver under Københavns hospitalsvæsen, hvorfra hun tog sin afsked i 1955. I disse år arbejdede hun ihærdigt for at få en fast socialrådgiver på hver hospitalsafdeling. I 1953 var hun udsendt til Burma som ekspert i socialt arbejde for FN. Hun var tilbageholdende af væsen og overlod helst de udadvendte opgaver til andre. Men i det konkrete arbejde med patienterne ydede hun en fremsynet og banebrydende indsats, og over for sine elever betonede hun ofte, at socialt arbejde var et fag, ikke et kald. Ved siden af sit professionelle liv var hun medlem af korpsrådet for Det Danske Pigespejderkorps. De første år af sit otium tilbragte hun i Vallø, hvor hendes bedste veninde Fritze Wedell boede. Manon Lüttichau beskæftigede sig fortsat med socialt arbejde og interesserede sig desuden for slægtsforskning. Efter Wedells død i 1976 flyttede hun til Nivå og senere til Hørsholm.