Varinka Wichfeld Muus

Varinka Wichfeld Muus, også kaldet Inkie, voksede op dels på slægtsgodset Engestofte på Lolland, dels i udlandet, hvor familien opholdt sig i lange perioder. Hun havde sin moders karakter, selvbevidst og uafhængig, og er forbillede for den lille heltinde i Suzanne Lassens børnebog Den uartige Caroline, 1950, som foregår på nabogodset Ålholm. I England, Frankrig, Østrig og Italien lærte hun sprog. Hendes forældre levede hver sit liv, og det var moderen, hun var knyttet til, og som var hendes beundrede forbillede. 1929-41 boede familien i Italien, det meste af tiden i Rapallo. I nogle år så Varinka Wichfeld Muus ligesom sin moder med sympati på Mussolini, men senere tog de begge skarpt afstand fra fascismen og ikke mindst fra nazismen. Varinka Wichfeld Muus har skildret, hvordan hun april 1940 i en sporvogn i Firenze på vej til en fægtetime oplevede den tyske indmarch i Danmark. Folk stimlede sammen, hun hørte ordene Danmark og Norge, og da hun kom hjem, tændte hun for radioen, og “jeg, som aldrig havde følt mig dansk, begyndte pludselig at føle noget, og jeg græd af raseri mod dem, som havde stjålet mit land”.

Efter at Italien var gået ind i krigen i juni 1940, blev forholdene stadig vanskeligere for familien Wichfeld, som vendte tilbage til Danmark i slutningen af 1941. Moderen var indstillet på at søge forbindelse med modstandsbevægelsen, og Varinka Wichfeld Muus blev hendes fortrolige. De var begge på besøg hos forfatteren Hilmar Wulff, som boede i et hus under godset, da den første kontakt blev sluttet. Derefter var Varinka Wichfeld Muus med til at uddele illegale blade, hjælpe eftersøgte samt skjule våben og sprængstoffer på godset. I foråret 1943 lykkedes det moderen gennem en af Varinka Wichfeld Muus' venner at få forbindelse til faldskærmschefen Flemming B. Muus. De mødtes og lagde planer for modstandsarbejdet på Lolland-Falster. Varinka Wichfeld Muus var indviet i dette arbejde, og i juli 1943 fik hun til opgave at tage til København for på sin moders vegne at rapportere til Muus. Hun skulle egentlig opsøge en mellemmand, men det lykkedes hende at nå direkte til chefen. Muus skriver i erindringerne Ingen tænder et Lys, 1950: “jeg bestemte i det Øjeblik, at hun skulde blive min Kone.” Han tilbød hende et job som sekretær for en af sine medarbejdere, kort efter blev hun sekretær for ham selv. Hun forstod, hvor afgørende sikkerhed var for det illegale arbejde, og hun udførte klogt og frygtløst sine opgaver med at dechifrere telegrammer fra Special Operations Executive i London og sætte svarene i kode. I den engelske statsradio BBCs danske udsendelser lød de kendte ord: “Hilsen til Jørgen, Vera, Niels ...,” hvor et af navnene betød en nedkastningsplads. Hun skulle også ledsage faldskærmsfolk, når de rejste i Danmark.

Muus var blandt medlemmerne, da Frihedsrådet i september oprettedes som koordinerende organ for modstandsbevægelsen, og Varinka Wichfeld Muus, der selv kun deltog i et enkelt møde, opholdt sig altid i nærheden for at renskrive beslutningerne og levere dem videre til offentliggørelse i den illegale presse. I januar 1944 fik hun meddelelse om, at familien på Engestofte var blevet arresteret af Gestapo. Hun forlod øjeblikkelig sin bopæl. Da hun mødte Muus, sagde han, at hun måtte rejse til Sverige. Det nægtede hun, og han kunne også dårligt undvære hende i det daglige arbejde. Hun fik farvet sit hår, nyt tøj, briller og diverse identitetskort. De følgende måneder blev en hektisk tid, hvor de stadig var på flugt for Gestapo. I maj 1944 fik hun meddelelse om sin moders dødsdom, derefter, at hun var benådet og sendt til tysk fængsel. Varinka Wichfeld Muus og Muus giftede sig i juni. Efterhånden strammedes nettet om dem, og det blev besluttet, at de skulle tage til Sverige og videre til England. Da de kom til London januar 1945, trådte hun ind i FANY-korpset, hvis medlemmer tog sig af sekretærarbejde i efterretningstjenesten. Hun fik uniform, så hun kunne færdes på alle de tophemmelige kontorer. I april fik hun at vide, at moderen var død i Tyskland. “Noget knækkede inden i mig for altid,” skriver hun i sine erindringer Fra solskin til tusmørke, 1994.

Umiddelbart efter Befrielsen vendte Varinka Wichfeld Muus og Muus tilbage til Danmark. Han blev knyttet til The British Military Mission, hun hans chauffør og sekretær. Et par år blev hendes tilværelse forbitret af, at ægtefællen blev anklaget for økonomisk uhæderlighed. Han fik i 1946 en dom på to års fængsel, men blev benådet et halvt år efter. I sin erindringsbog afviser Varinka Wichfeld Muus alt, skønt han havde aflagt uforbeholden tilståelse. Efter et par år i Sydafrika kunne parret vende tilbage til Danmark, og de levede herefter begge som forfattere og har sammen bl.a. skrevet Monica Wichfeld, 1954.