Monica Wichfeld

Hun voksede op i det gamle Storbritanniens fornemste sociale lag, hvor tiden gik med selskaber, rejser, sport og jagt. Den intelligente og selvrådige pige lærte sprog og dannet optræden. Fra sin ophøjede sociale position kendte hun ikke forskel på høj og lav, kun på menneskelige egenskaber.

Da Første Verdenskrig kom i 1914, meldte hendes to brødre sig til hæren, flere af hendes unge venner og hendes yngste broder faldt i Frankrig, hvad der var et voldsomt slag for hende. Selv rejste hun til London for at tjene nationen og fik job i en kantine, hvor hun serverede te for soldaterne, vaskede gulve osv.

I Londons selskabsliv traf hun Jørgen Wichfeld, som var knyttet til det danske gesandtskab. Som 22-årig havde han i 1907 arvet stamhuset Engestofte nær Maribo. Han savnede hendes stærke karakter og selvopofrende nationalfølelse, men de blev gift i 1916. De første år efter krigen opholdt de sig dels i London, dels på Engestofte. De fik to sønner og datteren Varinka. Godset var i økonomiske vanskeligheder, og Monica Wichfeld måtte tage affære.

Fra 1929 levede familien i udlandet, snart fast i Rapallo, Italien. Hun havde også en lejlighed i Paris, hvor hun handlede med fransk modetøj.

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 overvejede Monica Wichfeld at tage til England. Da hendes andet fædreland blev overfaldet af Tyskland april 1940, havde hun planer om at rejse til USA for at støtte den frie danske bevægelse.

I juni gik Italien ind i krigen på Hitlers side, og forholdene for Monica Wichfeld og hendes familie blev mere og mere uholdbare, både politisk og økonomisk. I efteråret 1941 tog de til Engestofte. Hun skrev en lang rapport om stemningen i Italien og fik den sendt til London. Samtidig spejdede hun efter tegn på modstand i Danmark.

Sommeren 1942 flyttede forfatteren Hilmar Wulff ind i et hus, som tilhørte godset. Han var engageret i det illegale bladarbejde og distribuerede det kommunistiske Land og Folk og det tværpolitiske Frit Danmark.

Monica Wichfeld og hendes datter aflagde flere besøg hos den nye lejer, der en dag blev bekræftet i sin mistanke om, at der lå mere end sociale grunde bag besøgene. På vej ud “vendte Fru Wichfeld sig i Døren og spurgte pludselig: ‘Læser De Frit Danmark?’ Med de Oplysninger, jeg havde faaet om Familien Wichfeld, følte jeg mig rolig og svarede: ‘Ja, vil De laane det?’” Kontakten var etableret, og Monica Wichfeld begyndte at samle penge ind til bladarbejdet. I kampen var hun hævet over sociale og politiske skel. Wulff havde mange eftersøgte boende, og Monica Wichfeld og datteren hjalp dem med forklædning osv.

I begyndelsen af 1943 lykkedes det at få forbindelse med faldskærmsfolk i København, og Monica Wichfeld mødtes med chefen Flemming B. Muus. Hun fik til opgave at lede undergrundsarbejdet på Lolland-Falster, og en faldskærmsmand med dæknavnet Jacob blev sendt til Lolland for at instruere sabotører. Monica Wichfeld hjalp med at transportere og gemme våben og sprængstoffer, mens datteren om efteråret tog til København for at blive Muus’ betroede sekretær.

Monica Wichfeld vidste med sig selv, hvordan det ville ende, og hun ventede på sin skæbne. Januar 1944 rykkede 15-20 tyske soldater og civilklædte gestapofolk ind på Engestofte og arresterede hende, hendes mand og yngste søn. De to sidstnævnte blev hurtigt frigivet. Jacob var blevet arresteret og havde under frygtelig tortur røbet mange navne.

Monica Wichfeld blev ikke tortureret, men underkastet talrige forhør på Dagmarhus, og hun blev senere ført til Vestre Fængsel. Hun nægtede alt. Til medfanger og til venner uden for fængslet skrev hun breve, hvori hun søgte at opmuntre dem. Om sig selv skrev hun: “Jeg er Fatalist, og naar min Time slaar, bliver der ingen Vej uden om det.”

I maj dømte en tysk krigsret hende og tre andre til døden. I første omgang nægtede Monica Wichfeld, der var den første dødsdømte danske modstandskvinde, at søge om benådning, men presset af familien skrev hun alligevel en ansøgning. Den blev skrevet på engelsk, og som en hån mod Gestapo på toiletpapir. Hun argumenterede klart for, at tyskerne ikke havde nogen juridisk ret til at dømme hende.

Sammen med tre andre danske kvinder, bl.a. Kirstine Fiil, blev hun i maj sendt til et fængsel i Cottbus i Tyskland. En af medfangerne har fortalt, at hun stadig bevarede sin ro og sit humør. Da den russiske hær nærmede sig, blev fangerne ført vestpå til Waldheim, men denne tur knækkede Monica Wichfelds helbred, og hun døde i slutningen af februar 1945. Graven er ikke fundet.

Ved en mindegudstjeneste, der blev holdt for hende i april i London, sagde præsten: “Monica Wichfeld, som vi i Dag mindes, gav sit Liv for to Nationer.”

• Mal. af G. Meresz på Engestofte. Statuette fra 1916 af Viggo Jarl. Tegn. fra ca. 1950 af Jørn Glob på Fr.borgmus. Mindeplade i Våbensted Kirke, Engestofte Kirke, Mindelunden. Foto i Frihedsmus., Det Kgl. Bibliotek.
• Christine Sutherland: Monica Wichfeld, 1991. Flemming B. Muus: Monica Wichfeld, 1954. Ivan Wichfeld: Monica Wichfeld, 1945.
• Privatarkiv i Rigsarkivet.

• Monica Wichfeld

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.