Kirstine Fiil

Kirstine Fiil var ældste datter på Hvidsten Kro, som hele familien deltog i driften af. Hjemmet var grundtvigiansk og nationalt, og når døtrene serverede på kroen, var de klædt i nationaldragt.

Efter at have været i huset i nogle år giftede Kirstine Fiil sig i 1939 med Peder Bergenhammer Sørensen, der også blev inddraget i arbejdet på kroen. Parret bosatte sig i Tulles Hus, som faderen havde bygget ved siden af kroen til Kirstine Fiil, der blev kaldt Tulle. Huset blev hovedkvarter for Hvidstengruppens arbejde.

I Besættelsens første år blev der holdt nationale dagligstuemøder på kroen, men i marts 1943 blev Kirstine Fiils fader af Ole Geisler, der var Jyllandschef for den hemmelige britiske militærorganisation Special Operations Executive (SOE), opfordret til at hjælpe med modtagelse af våben nedkastet fra flyvere. Efter accept fra hustruen Gudrun gik han ind i modtagelsesarbejdet sammen med resten af familien og en række folk fra egnen.

Som familien var fælles om at drive kroen, blev den også fælles om modstandsarbejdet. Fra marts til oktober 1943 modtog gruppen nedkastede faldskærmsfolk og containere med våben og sprængstof. Herefter lå modtagelserne stille indtil marts 1944, da man frygtede, at tyskerne var kommet på sporet af modtagelsespladsen.

Kirstine Fiil deltog sammen med sine yngre søstre aktivt i det illegale arbejde. Det var kun Hvidstengruppens mænd, der forestod modtagelsesarbejdet i felten, og den fulgte dermed den almindelige kønsarbejdsdeling i modstandsbevægelsen. Men søstrene Fiil deltog i planlægningen, opsøgte skjulesteder, fungerede som kurerer og ydede hertil et betydningsfuldt omsorgsarbejde, når de modtog mændene efter de natlige aktioner.

Kirstine Fiil husede flyvere og jøder, der skulle sendes videre til Sverige, modstandsfolk og desuden faldskærmsfolk, som hun gjorde en indsats for at forberede på at kunne klare sig under forholdene i Danmark. Det var illegale aktiviteter, som tyskerne i august 1943 havde indført dødsstraf for.

Hvidstengruppen og dens arbejde blev optrevlet af Gestapo i begyndelsen af 1944, efter at to faldskærmsagenter under tortur havde røbet vigtige dele af SOEs danske kontaktnet.

I marts blev Kirstine Fiil arresteret sammen med sin fader, mand, broderen Niels og lillesøsteren Gerda. Moderen og den yngste søster slap for arrestation, og det samme gjorde søsteren Rita, der nogle måneder før havde giftet sig og var flyttet. Resten af Hvidstengruppen blev arresteret i løbet af den følgende uge. Kun ét medlem nåede at flygte.

Ved arrestationen måtte Kirstine Fiil forlade sin knapt toårige datter, som hun under det følgende års fangenskab var stærkt plaget af længsel efter.

Efter nogle måneders fængselsophold i Århus og Horserød blev de 14 medlemmer af Hvidstengruppen indsat i Vestre Fængsel. Midt under den københavnske folkestrejke i juni 1944 blev de stillet for en krigsret, der afsagde domme fra dødsstraf til to års tugthus. Lillesøsteren idømtes to års ungdomsfængsel, selv fik Kirstine Fiil en dødsstraf ændret til livsvarigt tugthus.

Den 29. juni blev de otte dødsdømte henrettet. Den dag mistede Kirstine Fiil sin fader, mand og broder. Da meddelelsen om henrettelserne nåede ud til Københavns befolkning, udbrød der generalstrejke. Det var en opmuntring, der bar hende gennem disse dage og gav hende kræfter til at skrive et protestbrev til den tyske rigsbefuldmægtigede W. Best.

Sammen med søsteren og de fire overlevende mænd fra Hvidstengruppen blev hun midt i juli transporteret til Tyskland. Her blev søstrene skilt, og Gerda blev efter kort tid sendt tilbage til Danmark og benådet.

Med den livsvarige dom måtte Kirstine Fiil tilbringe de første tre måneder i straffearrest, hvilket betød enecelle og forbud mod at komme på gårdture, læse og arbejde. Derfor var det en kolossal opmuntring, da hun i november kom til at dele celle og de uhyrlige forhold med fire andre danske kvinder, bl.a. Monica Wichfeld.

På grund af russernes fremrykning blev hun sammen med sine medfanger i februars kulde transporteret til et fængsel ved Leipzig. Wichfeld overlevede ikke transporten.

Gennem Røde Kors (RK) forsøgte Kirstine Fiils moder gang på gang at få datteren benådet, og det lykkedes i begyndelsen af april 1945. Få dage efter blev Kirstine Fiil sammen med sine medfanger kørt hjem i de hvide busser, hvormed svensk RK evakuerede nordiske koncentrationslejrfanger. Eftersom hun var benådet, fik moderen og søsteren tilladelse til at hente hende i Padborg og bringe hende hjem til Hvidsten.

I 1946 blev Kirstine Fiil gift med den tidligere kz-fange Olaf Møller, der var ansat i forsvaret. De bosatte sig i Hvidsten, hvor hun genoptog sit arbejde på kroen. Parret fik en datter, som de mistede kun ni måneder gammel.

Efter i en årrække at have flyttet rundt på grund af hans arbejde, vendte de tilbage til Hvidsten, hvor hun boede til sin død i 1983.

Kirstine Fiil nægtede efter krigen at modtage erstatning fra staten, da hun var af den opfattelse, at hun og hendes familie havde deltaget i modstandsarbejdet af pligt, frivilligt og i fuld erkendelse af risikoen. Med en ukuelighed og en optimisme, der virkede smittende på andre, havde hun stået krigens oplevelser og tab igennem. Men de psykiske langtidsvirkninger kom til at præge hendes liv i årene, der fulgte.

• Jørgen Røjel: Modstandsgruppen Hvidsten, 1984. Kate Fleron: Kvinder i Modstandskampen, 1945.

• Hvidsten

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.