Valgerda Møller

Valgerda Møller stammede på begge sider fra lærerfamilier. Hendes fader, den initiativrige C.F. Asmussen, kom som hjælpelærer til Dyrlev Skole ved Præstø, giftede sig med lærerens datter og overtog senere førstelærerembedet. Af Valgerda Møllers ni søskende blev fire brødre og to søstre lærere med langvarige karrierer ved skolevæsenet. Valgerda Møllers ansættelse som lærerinde strakte sig over 49 år, fra hun var 21, til hun blev 70 år. Efter lærerindeeksamen fra Vordingborg Seminarium 1903 underviste hun først ved landsbyskolen i Tersløse, derefter i København, og kom i 1912 til Århus skolevæsen som følge af sit ægteskab med adjunkt ved Århus Katedralskole Viggo M. I begyndelsen af århundredet var gifte lærerinder stadig et særsyn, men Valgerda Møller fortsatte ufortrødent sin karriere, som hvilede på en dyb kærlighed til og forbundethed med skolearbejdet. Som lærerinde var hun usædvanlig levende, humørfyldt og inciterende.

I årene efter Første Verdenskrig gik bølgerne højt i lærerkredse. Ligelønsspørgsmålet splittede mandlige og kvindelige lærere, der fra 1920 havde hver deres forening i Århus, og senere gav spørgsmålet om gifte kvinders ret til selverhverv anledning til stærk debat. Som en markering af deres ubøjelighed valgte lærerinderne fra 1930 gifte kvinder som formænd for Århus Lærerindeforening, først Ellen Vigild og 1933-44 Valgerda Møller. Gennem en lang årrække stod Valgerda Møller ubestridt som de århusianske lærerinders førende talskvinde, og 1936-52 sad hun også i hovedbestyrelsen for Danmarks Lærerforening (DLF). I Århus førte hun an i den fortsatte kamp for lærerindernes erhvervsrettigheder og deltog bl.a. i oprettelsen 1940 af Århus Årskursus, der stærkt forbedrede mulighederne for læreres videre uddannelse. I DLFs hovedbestyrelse forfægtede Valgerda Møller med kraft og energi købstadslærerindernes særlige interesser, bl.a. over for arbejdsløse mandlige kolleger og lavtlønnede forskolelærerinder, der stod på spring for at overtage de relativt vellønnede lærerindestillinger i byerne. Samtidig deltog hun engageret i debatten om alle pædagogiske spørgsmål. Særligt de svage elever havde hendes interesse, og skønt gammeldags i sine pædagogiske idealer – at bibringe børnene reelle kundskaber, pligtopfyldenhed og ansvarsfølelse – var hun åben over for nye undervisningsmetoder, der kunne gøre skolegangen lidt lysere for fx de tunge ældre pigeklasser. Betegnende for hendes åbenhed var, at hun som en af de første så mulighederne i skoleradioen og blev medlem af Skoleradioens Arbejdsudvalg. Som formand for DLFs Udvalg for Ind- og Udland var hun ivrig deltager i det blomstrende nordiske samarbejde lige efter Anden Verdenskrig og en af initiativtagerne til et projekt om en fælles nordisk læsebog, der dog måtte henlægges. Hendes mange indlæg, bl.a. i lærernes blad Folkeskolen, var velskrevne og ofte stimulerende for en aktuel debat.

Valgerda Møller formulerede sig med samme lethed, intelligens og vid, hvad enten hun befandt sig i skolelokalet, på talerstolen eller ved skrivebordet. Ud over mange indlæg i aviser, blade og fagtidsskrifter udgav hun en række ungpige- og børnebøger. Hun debuterede med De tre Roser i 1924 og skrev alle sine romaner under pseudonymet Gerda Halk. Hendes ungpigebøger blev i samtiden kritiseret for at nærme sig farlige emner, dvs. erotiske, selvom de fastholdt uberørthed som en dyd. I Saras Hjerte, 1928, oplever den uerfarne Sara således en erotisk betagelse af en ældre Don Juan-type, men resignerer efter en krise og indgår et jævnbyrdigt, men ulidenskabeligt ægteskab med en gammel ven. Også i virkelighedens verden fastholdt Valgerda Møller idealet om seksuel renhed, og under Inger Merete Nordentoft-sagen, hvor en ugift skoleinspektør fik et barn uden for ægteskab, fordømte hun i spidsen for de århusianske lærerinder Nordentoft som et dårligt eksempel både for skolepigerne og for lærerindestanden. Skønt anfægtet af sagen placerede hun sig klart som en forsvarer af den ældre kvindesagsgenerations moralbegreber.

Valgerda Møller var de århusianske lærerinders grand old lady og ifølge mandlige kolleger et strålende eksempel på en kvinde, der forstod at “forfægte de særlige kvindesaglige synspunkter uden at sætte et gran af sin kvindelighed over styr”. Til det sidste betonede hun det absolut gode i at bevare en specifik lærerindeforening, på tærsklen til en ny tid, hvor sammenslutning mellem skolens mænd og kvinder afløste særorganisering og forestillinger om kønnenes radikale forskellighed. Århus Lærerindeforening nedlagdes 1965.