Valborg Hammerich

Valborg Hammerich mødte som 16-årig sin tilkommende ved et bal, og samme aften skrev han en karakteristik af hende: varm, livlig, næsten forceret, afvisende, hvis et emne ikke passede hende, men også præget af smuk alvor. Det gjorde udslaget for søofficeren Kai H., der allerede som kadet var stærkt grebet af KFUM-lederen Olfert Ricard. Valborg Hammerich var ganske verdslig, fra et meget velhavende hjem, hvor faderen, borgerrepræsentant for Socialdemokratiet, var mod kirke og forsvar og omgav sig med politikere og unge kunstnere, som han støttede.

Med tiden kom Valborg Hammerich til at dele sin mands tro og gik ind i socialt arbejde i tæt tilknytning til hans aktiviteter. 1928-40 var de centralt placeret i Kirkens Korshær, der samtidig med forkyndelsen løste mange nødvendige sociale opgaver, og her deltog Valborg Hammerich med sin store viljestyrke og praktiske sans i oprettelse af herberger, kvinde- og børnehjem, fængselsbesøg og sommerlejre. Desuden var hun medlem af bestyrelsen for Social-Filantropisk Boligselskab 1930-40. Under Besættelsen blev Valborg Hammerich medlem af præsidium og forretningsudvalg i Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), der under Kirsten Gloerfelt-Tarps ledelse blev oprettet i 1940 for bl. a. gennem indsamlinger af tøj og mad at hjælpe de socialt dårligst stillede gennem krigsårenes varemangel. Samtidig var hele familien, først på Frbg. og senere i Hellerup med bådebro ud i Øresund, involveret i modstandsarbejde, sejlede og gemte sabotører og våben. På et tidspunkt måtte de gå under jorden, og Valborg Hammerich, der altid var omstillingsparat, men i øvrigt ligeglad med sit udseende, forvandlede sig til Vera Hansen med boppet hår, røde negle, silkekjole og cigaretter. Familiens kispus endte alvorligt, idet den 19-årige søn Kai Ole i 1944 blev fængslet og forhørt af Gestapo, løsladt, men kort efter skudt i aktion. Ved en højtidelighed i Mindelunden i 1945 var det Valborg Hammerich, der talte på de faldnes mødres vegne. Samme år var hun opstillet som Folketingskandidat for Dansk Samling uden dog at blive valgt.

Kort før Befrielsen tog DKS sammen med Danske Kvinders Nationalråd, Kvindeligt Arbejderforbund og Danske Kvinders Beredskab initiativ til at oprette en dansk landsforening med speciale i internationalt hjælpearbejde for børn. Inspirationen var International Union for Child Welfare, der var stiftet i 1920 og havde fået pendanter i en række lande. Så snart krigen var slut, begyndte det danske Red Barnet (RB) at organisere hjælp til børn i de krigshærgede lande. Valborg Hammerich blev organisationens første formand, og efter 1947, da hun måtte nedlægge formandshvervet på grund af svigtende helbred, fortsatte hun som medlem af landskomitéen. I samme periode, til 1948, sad hun i regeringens Samarbejdsudvalg for internationalt Hjælpearbejde og en række komitéer med humanitært formål. Kai H. var blevet direktør for Dansk Røde Kors’ udenlandske arbejde, og ægtefællerne blev nu samarbejdende konkurrenter, idet de to organisationer lagde indsatsen i de samme krigshærgede områder. De udvekslede varer og tjenesteydelser og benyttede hinandens transportmidler gennem navnlig Østeuropa. I RBs efterkrigsarbejde med at skaffe børn mad og tag over hovedet kom alle Valborg Hammerichs erfaringer og organisatoriske evner som moder til en stor børneflok og fra Kirkens Korshær til fuld udfoldelse. Da ægtefællen under Koreakrigen 1951-53 blev chef for hospitalsskibet Jutlandia, slog Valborg Hammerich sig ned i Japan, hvortil skibet kom med jævne mellemrum. Mod slutningen af krigen meldte hun sig som frivillig til tjeneste på et koreansk hospital nær fronten.

Valborg Hammerich udtalte kort før sin død, at livet ikke drejer sig om at blive lykkelig, men om at udrette noget. Hun repræsenterede fornemt den kristne filantropi, for hvem kristendom skal praktiseres, ikke prædikes. I denne ånd skænkede hun det meste af sin store arv til velgørende formål. Hun modtog flere udenlandske ordener.