Una Canger

Una Canger voksede op i Rungsted som den yngste af to døtre og fattede allerede som barn interesse for sprog, bl.a. de sprog, som hun hørte fra besøgende i hjemmet eller under familiens udlandsophold. Da faderen Steen Eiler Rasmussen i 1953-54 var gæsteprofessor i USA, blev hendes interesse for indianere vakt. I gymnasietiden centreredes denne interesse om mayaindianere i Guatemala, og hun begyndte på egen hånd at læse spansk. I det miljø, hun kom fra, var der fuld opbakning til, at en kvinde fulgte sine egne karriereveje, således også til Una Cangers ønske om at studere sprogvidenskab. I 1957 tog hun nysproglig studentereksamen fra Rungsted Statsskole og valgte i første omgang at studere fransk ved Københavns Universitet, herunder fonetik hos Eli Fischer-Jørgensen. Desuden læste hun spansk, oldgræsk og yukatekisk, et mayasprog. Da hun i 1959 havde aflagt forprøve i fransk, skiftede hun til sammenlignende sprogvidenskab, hvor hun blev den første kvindelige studerende.

Una Canger fulgte Louis Hjelmslevs kurser i indoeuropæisk og almen lingvistik og stiftede bekendtskab med hans strukturalistiske sprogteori glossematikken, der fik stor betydning for hendes forhold til lingvistikken og opfattelse af sprog. Samtidig med at hun fortsat læste spansk og yukatekisk, studerede hun sanskrit og kirkeslavisk, sidstnævnte hos Kristine Heltberg. Denne opfordrede i foråret 1960 Una Canger til at søge et UNESCO-stipendium til Polen. Ved universitetet i Krakow læste hun bl.a. polsk og indoeuropæisk og deltog i seminarer om almene lingvistiske emner, hvilket bekræftede hende i, at hendes sprogvidenskabelige interesser i højere grad lå inden for den almene lingvistik end inden for indoeuropæistikken. I Polen mødte hun sin senere mand, billedkunstneren Leon C., og i 1961 tog de sammen til Danmark, hvor Una Canger fødte sin ældste datter og genoptog studierne. I 1963 besvarede hun prisopgaven En sammenlignende undersøgelse af komparationskategoriens struktur og anvendelse, og i arbejdet med denne anvendte hun glossematikken som teoretisk ramme. Året efter blev hun optaget på University of California i Berkeley, USA, hvortil hun rejste med mand og to døtre. Sideløbende med studiet finansierede hun familiens underhold ved at undervise på universitetet i dansk, senere også i polsk og engelsk for udlændinge. Undervisningsgerningen var hende ikke fremmed, idet hun fra sit andet studieår havde undervist bl.a. i spansk på Folkeuniversitetet.

I USA studerede Una Canger indianske sprog og metoder for feltarbejde, og i 1969 blev hun ph.d. i Berkeley på en afhandling om mayasproget mam med glossematikken som beskrivelsesramme. Hverken dengang eller senere appellerede den dominerende lingvistiske skole i USA, N. Chomskys transformationsgrammatik, til Una Canger. For at indsamle data fra mam valgte hun at bosætte sig et år med familien i en landsby i Guatemala. Dermed bevægede hun sig over i den antropologiske lingvistik, hvor hun har befundet sig siden. Inden hun i 1970 blev ansat som amanuensis, senere lektor ved Københavns Universitet, arbejdede hun i Mexico med flere mayasprog. Hendes ansættelse i København medførte, at hun skulle undervise i sproget nahuatl, også kaldet aztekisk, og fra 1973 har hun været på talrige feltophold med familien i forskellige dele af Mexico for at indsamle data. Resultatet heraf findes især i bogen Five Studies Inspired by Nahuatl Verbs in – oa, 1980, og i artikler om nahuatl-dialekter, et område, hvor Una Canger må anses for at være verdens førende forsker. Hendes forskning hviler dels på opfattelsen af, at sprog er en social institution, og at sproglige data derfor bør indsamles i den kulturelle kontekst, hvor de bruges, dels på en stor interesse for mennesker og deres liv. Begge perspektiver kommer klart til udtryk i bogen In Tequil de Morrales, 1993, hvor hun forener studiet af en nahuatl-dialekt med formidlingen af, hvordan indbyggerne i den pågældende landsby fremstiller tasker af agavefibre.

Una Canger har frem for alt opfattet sig selv som pædagog og formidler, og hendes arbejde med en elektronisk ordbog over nahuatl repræsenterer ønsket om at producere redskaber til andre. Det samme gælder flere af hendes lingvistiske publikationer, der er skrevet med henblik på andre læsere end lingvister, fx arkæologer. Hun er en af de få danske lingvister, der har beskæftiget sig med den antropologiske lingvistik. Siden 1995 har hun været formand for Lingvistkredsen, et diskussionsforum for danske lingvister, og siden 1990 redaktør af kredsens monografier.