Thyra Boldsen

Thyra Boldsen begyndte sin uddannelse til billedhugger hos Gunnar Jensen. I 1903 dimitteredes hun fra Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder og blev optaget på Kunstakademiet, hvor hun studerede 1903-12, afbrudt af et ophold 1905-06 på École des Beaux-Arts i Paris. Hun studerede tidligere tiders kunst, ligesom hun fik et indgående kendskab til de forskellige marmorsorter og selve det praktiske stenhuggerarbejde på sine mange rejser til England, Tyskland, Spanien, Nordafrika, Tyrkiet, Italien og Grækenland. Senere rejste hun bl.a. for at udvælge marmorblokke, som hun fik transporteret hjem til sit atelier. Med enkelte afbrydelser udstillede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling 1907-32. I 1916, da Kvindelige Kunstneres Samfund blev stiftet, blev hun medlem og deltog i dette regi bl.a. i Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling, 1920. På en skulpturudstilling i Øregårdsparken i Hellerup 1918 udstillede hun tre statuer, bl.a. Kvindernes Valgret, hugget i hvid marmor fra Paros. Skulpturen findes stadig i parken. Thyra Boldsen vandt hurtigt anerkendelse med værker som Syndfloden, 1908, og En Nævekæmper, 1913. Hun fik tildelt legater fra Akademiet og udmærkelser som Eckersbergs Medaille i 1916 for Løberske ved Startstedet, og Eibeschütz’ Præmie 1917 og 1923 for henholdsvis Job og Vorherre indblæser Adam Livets Aande.

Det er kendetegnende for Thyra Boldsen, at hun ikke nøjedes med at modellere sine skulpturer, men altid huggede dem selv, også i vanskelige materialer som basalt. Hele udførelsen af værkerne var hendes egen. Hendes portrætbuster var som regel realistiske, men i øvrigt tilstræbte hun, via en let idealisering, det tidløse. Det mere forfinede og dekorative værk Faraos Datter finder Moses, u.å., kan minde om stilen hos den franske billedhugger Camille Claudel, der netop var aktuel med udstillinger under Thyra Boldsens pariserophold. Thyra Boldsen blev stærkt påvirket af Første Verdenskrigs grusomhed og meningsløshed. Hun åbnede sit hjem for flygtninge, og med filosofiens hjælp søgte hun at finde en livsholdning, der kunne fremme freden mellem folkeslagene. I 1915 tog hun studentereksamen som privatist og derefter filosofikum. Hun fulgte filosoffen Harald Høffdings undervisning og lånte bøger af ham. Fra 1912 førte de en filosofisk korrespondance, og i 1914 skabte hun en portrætbuste af Høffding, inspireret af antik, romersk kunst.

Størst succes fik Thyra Boldsen i USA, som hun besøgte første gang i 1926. Efter at have rejst frem og tilbage mellem Danmark og USA i nogle år bosatte hun sig fast i Californien i 1931 og forblev dér til sin død i 1968. Hendes danske sekretær bragte efterfølgende urnen med hendes aske tilbage til Danmark. I slutningen af 1920’erne var Thyra Boldsen leder af den europæiske afdeling af The International Exchange of Educational & Cultural Films in U.S.A., hvor også maleren og illustratoren Hedvig Collin var involveret. I USA udførte hun buster af berømte personer som den amerikanske flyver C. Lindbergh og den japanske danser Mitshio Ito. Ito delte hendes idé om at etablere en alternativ skole med vægt på det musiske og filosofiske. I 1932 blev Thyra Boldsens statue The Melody of Life, Terpsichore udstillet i Los Angeles, måske som en del af et udkast til hendes urealiserede livsværk, et monument for verdensmoderen, som hun under De Olympiske Lege i Los Angeles samme år præsenterede for pressen. Den siddende Verdensmoder skulle udføres i marmor i 512 gange naturlig størrelse. Hun forudså, at monumentet ville kræve ti års arbejde og koste ca. tre mio. dollars. På verdensmoderens skød skulle samles figurer, der repræsenterede de forskellige racer, mens 12 bifigurer skulle symbolisere forskellige faser af kvindens liv. Til placering af monumentet havde Thyra Boldsen valgt et af de højeste punkter på den naturskønne halvø Palos Verdes, der rager ud i Stillehavet fra Los Angeles og symbolsk forbinder øst og vest. Omkring monumentet, der i folkemunde snart blev kaldt fredsmonumentet, skulle anlægges en park med en kirke for alle nationaliteter, udformet som et rundt, antikt tempel, hvor de besøgende kunne høre musik, men ingen ord. På en søjle i parken ville enhver kunne få indhugget sin moders navn. Verdensmoderen må ses som et udtryk for Thyra Boldsens livsfilosofi, en billedgørelse af verdensaltet, i hvis kraft alle levende væsener forbindes. Sammen med en del af hendes andre statuer var The Melody of Life placeret i Exposition Park i Los Angeles, men efter kunstnerens død blev de hjemført af hendes sekretær. I 1995 stod kun en enkelt statue af en knælende dreng tilbage i meget dårlig stand.

Thyra Boldsen var også foredragsholder og skribent. Hun holdt forelæsninger om kunst på universitetet, organiserede studiekredse og seminarer om filosofi, ligesom hun drog rundt med foredrag, hvoraf to er optrykt i bogen Den nye Mennesketype og Opdragelsen, 1929. I 1920 havde hun udgivet Livslov og Gudsdyrkelse. I disse værker, der er præget af en slags nyidealisme, spores påvirkningen fra Høffding og en inspiration fra teosofiens grundlægger, den østrigske filosof Rudolf Steiner. Thyra Boldsen arbejdede også i et mindre omfang med maleri og grafik.