Faktaboks

Thora Blatt
Thora Ingeborg Birkedal Balslev Blatt
Født
24. oktober 1930, Århus
Død
22. juli 1985, Svogerslev sogn
Arbejdsliv
Akademiker, forsker, doktor og professor
Familie

Forældre: læge Thorvald Nicolaj Balslev (1881-1966) og sygeplejerske Martha Margaretha Schultz (1888-1976).

Gift 24. august 1965 med professor Franz Josef B., født 31. august 1903 på Frbg., død 2. august 1979 i Roskilde, s. af direktør Josef B. og Bertha Spieler.

Thora Blatt blev i 1948 student fra Th. Langs Skoler i Silkeborg, i 1955 cand.mag. i engelsk og fransk fra Århus Universitet. 1956-63 var hun ansat som timelærer og adjunkt ved Statens Kursus, dog afbrudt af et studieophold 1958-59 på Cambridge University med støtte fra The British Council. En frugt af disse studier var bogen Keats and Wordsworth, 1962, en undersøgelse af hvad den romantiske digter John Keats lærte af sin lidt ældre digterkollega William Wordsworth.

Thora Blatt var derefter en selvfølgelig kandidat til ansættelse ved et af universiteterne, der i disse år udvidede deres stab betragteligt. I 1963 blev hun kandidatstipendiat, 1965 amanuensis i engelsk ved Københavns Universitet og i 1967 amanuensis ved Århus Universitet. I 1964 var Thora Blatt på studieophold i USA, bl.a. ved The Folger Shakespeare Library i Washington, og disse studier i den engelske renæssance resulterede i bogen The Plays of John Bale, 1968, som hun samme år forsvarede for den filosofiske doktorgrad på Københavns Universitet. Hun behandler heri hele Bales dramatiske forfatterskab på baggrund af hans livsholdning, præget af både Middelalderens skolastik og Renæssancens humanisme. Et par måneder senere tiltrådte hun ved Århus Universitet stillingen efter Grethe Hjort som professor i engelsk filologi med særligt henblik på litteraturen.

I 1972 blev Thora Blatt den første professor i engelsk under det humanistiske hovedområde ved Roskilde Universitetscenter, og i efteråret 1975 var hun gæsteprofessor ved universitetet i Oslo. Thora Blatts tredje bog William Shakespeare, 1974, er skrevet for en videre kreds af læsere, der i denne meget velskrevne gennemgang af Shakespeares liv og værker kan lytte til en kyndig filolog med et indgående kendskab til digterens værker og litteraturen om ham samt med en levende fornemmelse for poesi og teater. Selv talte hun engelsk med en elegance, der svarede til hendes ydre, og som universitetslærer bibragte hun de studerende en sans for grundig filologisk læsning af litteratur. Foruden de nævnte bøger er hun forfatter til flere artikler og anmeldelser, hvorimod det ikke lykkedes hende at føre en påbegyndt undersøgelse af Shakespearebearbejdelser til en afslutning. I sine sidste år var hun mærket af sygdom og var sygemeldt i hele forårssemestret 1985. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1981.

Beskrivelser og portrætter af Thora Blatt

  • RUC-nyt 2. september 1985.
  • Levnedsberetning i Københavns Universitets festskrift, 1969.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig