Thea Ripperda

Thea Ripperda tilbragte kun knap halvdelen af sit liv i Danmark. Gennem sit arbejde for opførelsen af nye kirker i Københavns. fattigkvarterer nåede hun ikke desto mindre at tilføre dansk kirkeliv en betydelig inspiration, som satte sig spor ud over hendes egen tid. Hendes fader var af østfrisisk adel og ansat i diplomatiet, moderen tilhørte en mecklenburgsk adelsslægt fra Lauenburg. Året efter hendes fødsel flyttede familien til København, hvor hendes tre brødre blev født, den yngste fire måneder efter faderens død. Muligvis har den unge enke med tre småbørn måttet sende den 12-årige datter til familie i Tyskland; i al fald har Thea Ripperda selv fortalt, at hun blev opdraget i sit fødeland, og så vidt vides, levede hun her indtil omkring 1880. Mens hun endnu var i Tyskland, hørte hun en tale af Berlins hofpræst, A. Stoecker, der grundlagde en kristelig-social bevægelse. Han fortalte om det voldsomme behov for nye kirker i den hastigt voksende by, og Thea Ripperda og et par unge piger blev så grebne af hans skildring, at de straks besluttede sig for at arbejde for kirkesagen. De dannede en forening, Der Kappellenverein, og begyndte at tjene penge ved bl.a. håndarbejde for at skaffe midler til at bygge kapeller i de overbefolkede sogne i Berlin. Indtægterne blev overgivet til Stoecker, der foretog det videre fornødne.

I 1886, da Thea Ripperda var flyttet til København, måtte hun tænke på Kapellenverein, da hun overværede et møde i Bethesda med over 1.000 deltagere. Også de kbh.ske præster kunne fortælle, at der var stor mangel på kirker i den voksende by, og at befolkningen gled væk fra kristendommen. Hun drøftede problemet med andre kvinder, der også var dybt berørte af mødet i Bethesda, og resultatet blev, at den da 35-årige Thea Ripperda sammen med de to lidt yngre kvinder Emili Neergaard (g. Gøtzsche) og Inger Marie Schiøler endnu samme år stiftede Foreningen til Opførelse af Smaa Kirker i København (FOSK) med de tre som bestyrelse. Thea Ripperda blev formand for foreningen, der i hendes tid fik næsten 2.000 medlemmer.

Modellen fra Tyskland blev fulgt: FOSK henvendte sig til “unge piger”, egentlig ugifte kvinder, opfordrede dem til at betale et årskontingent på to kr. og til desuden at skaffe penge ved deres hænders arbejde, dog måtte der ikke være tale om arbejde, der blev taget fra fattige syersker. I løbet af tre år blev der skaffet tilstrækkelige midler til at købe og indvie en tidligere sektkirke, der kunne rumme 600 mennesker, Bethlehemskirken på Nørrebro. Den unge idealistiske præst Julius Ifversen blev ansat og fik samlet en menighed. Thea Ripperda selv kom hyppigt til en af søndagens gudstjenester og spillede på harmoniet ved de daglige morgenandagter.

FOSK ønskede også at bygge kirker for senere at overgive dem til Kirkeministeriet. De kirkelige myndigheder viste dog ikke den private forening interesse, og for at fremme sin sag indledte FOSK et samarbejde med Udvalget til Kirkesagens Fremme i København, det senere Københavns Kirkefond (KK), der var blevet oprettet i 1890 med samme formål som FOSK. De to organisationer byggede sammen to foreløbige kirker, Nazaret Kirke i Ryesgade i 1892 og i 1894 Gethsemane Kirke i Dannebrogsgade. Men samarbejdet var ikke uden problemer. Udgifterne til den daglige drift af kirkerne var ikke FOSKs anliggende, mente foreningen. Da de kirkelige myndigheder havde tilkendegivet, at de ikke ville bidrage til “privatbyggede Kirker”, blev det i stedet KK, der stod for driftsudgifterne. FOSK ønskede, at dens medlemmer indsamlede til én kirke ad gangen og kun appellerede til offentligheden om penge gennem foreningens kredse, og bestyrelsen følte sig presset af KK, som lagde langsigtede planer. Omvendt følte man i KK, at FOSK svigtede ved ikke at tage medansvar for de nybyggede kirkers fortsatte eksistens. Generelt tilstræbte FOSK en ret selvstændig linie i forhold til KK, og selvom samarbejdet fortsattes, må det have været en kilde til stolthed, da FOSK 1899 kunne indvie Natanaels Kirke som den første af en række selvstændigt opførte kirker.

På det tidspunkt havde Thea Ripperda forladt FOSKs bestyrelse, efter at det havde vist sig, at netop spørgsmålet om KKs og FOSKs indbyrdes forhold var en kilde til større konflikt mellem hende og den daværende bestyrelse. I første omgang fratrådte hun i 1896 blot formandsposten og i øvrigt af private grunde. Få uger efter trak hun sig imidlertid helt ud af ledelsen, da hun hele to gange havde konstateret, at hun ikke kunne få opbakning bag sit forslag om, at FOSK blev “indordnet” som “en selvstændig Kvindeforening” i KK. Thea Ripperda, der som formand afløstes af Magdalene Buch, forblev dog medlem af FOSK. Et par dage efter sit nederlag modtog hun en adresse fra bestyrelsen med “en hjærtelig Tak for det trofaste Arbejde i de forløbne Aar”.

Kirkesagen i Berlin og København drog fordel af Thea Ripperdas velovervejede, dygtige og utrættelige indsats, men arbejdet tilførte også hendes eget liv store værdier. Som ugift kvinde af højere stand var hun henvist til at lade sig underholde af familien, men fandt en sag at arbejde for. I 1928 skrev Thea Ripperda: “Jeg slutter disse Ord med en Tak til Herren for den Time, han lod mig opleve på hint minderige Bethesdamøde, der blev så bestemmende for en hel Periode af mit Liv.” Efter moderens død i 1902 flyttede Thea Ripperda det følgende år til Tyskland og boede her resten af sit liv.