Sophie Petersen (lærer og redaktør)

Sophie Petersen voksede op i København, hvor hendes fader, der havde en farmaceutisk uddannelse, var bestyrer af et kaffefirma. Efter konfirmationen kom hun på N. Zahles Skole og blev her især præget af Henriette Skram. Da Sophie Petersen 1905 havde taget matematisk studentereksamen, begyndte hun at studere naturhistorie og geografi på Københavns Universitet og valgte geologi som sit hovedfag. Hendes gode studentereksamen betød, at hun fik let ved at få legater og herigennem kunne finansiere sine studier. I universitetstiden boede hun på det kvindelige studenterhjem i Nørrevoldgade. Hun levede et meget aktivt studenterliv og grundlagde i disse år en kristen og nationalsindet livsholdning. Som kristen var hun, hvad hun selv kaldte frisindet, og så fx ingen modsætning mellem sin tro og darwinismens udviklingslære. 1911 tog hun og hendes medstuderende Else Bartholin begge eksamen som cand.mag. i naturhistorie og geografi som de første kvinder herhjemme med denne fagkombination. Efter pædagogikumtiden på Metropolitanskolen underviste Sophie Petersen på en række private pigeskoler. 1920 fik hun fast ansættelse som lektor på Nørre Gymnasium og virkede her frem til 1955. Som lærer var hun en barsk oplevelse for de svage elever, men hun var fagligt meget dygtig, underholdende, djærv i replikken og fuld af gode historier. Særligt interesserede hun sig for uddannelsen af lærerkandidater og nåede til sin store glæde at være vejleder for 100 pædagogikumstuderende.

Pigernes skoleuddannelse lå i høj grad Sophie Petersen på sinde, men hendes idéer var skiftevis bagud og forud for sin tid. Med henvisning til de kvindelige elevers reaktion på “den forhadte Matematik” fremsatte hun 1929 i bladet Gymnasieskolen et forslag om, at piger i det nysproglige gymnasium skulle kunne vælge matematikken fra til fordel for teoretisk husholdning. Forslaget vakte nok opmærksomhed, men blev ikke vel modtaget fra nogen sider. 1942 holdt hun et foredrag i Københavns. kvindelige Diskussionsklub med titlen Hvad med vore Pigebørn? Her forsøgte hun at forsvare pigeskolen imod tidens tendens i retning af fællesskolen. Pigeskolen kunne bedre tage hensyn til, at piger modnes tidligere og har bedre hukommelse end drengene, men sværere ved at arbejde selvstændigt, hævdede hun. Selv søgte hun at fremme elevernes selvstændighed ved at lade hver enkelt få ansvaret for at fremlægge en del af stoffet for klassen. En anden nyskabelse var den tværfaglige lejrskole, som hun indførte på sin skole i 1938 efter talrige diskussioner i Pædagogisk Selskab, hvis bestyrelse hun var medlem af 1935-1949.

Sophie Petersen var overordentlig foretagsom, og også bestyrelserne for Almindelig dansk Cand. Mag. Organisation, senere Dansk Magisterforening, og Gymnasieskolernes Lærerforening var hun medlem af. Hun var desuden ansvarlig for undervisningen i skolehygiejne og sundhedslære ved pigeskolernes faglærerindeeksamen i årene 1917-59, medlem af bestyrelsen for foreningen Den danske Pigeskole 1942-53 og i samme periode redaktør af foreningens nordiske tidsskrift Bog og Naal. Hun var meget engageret i sine egne fag, især geologien, og sad i bestyrelsen for Foreningen for Gymnasiets og Seminariets Lærere i Naturfag 1912-52, i 23 år som formand, hvorefter hun blev udnævnt til æresmedlem. Hun var tillige censor i geologi ved Københavns Universitetet 1916-57, medlem af bestyrelsen for Dansk Geologisk Forening 1919-22, formand for Geograf-foreningen 1934-36 og Correspondent Member of The Society of Women Geographers i USA. Det nationale sindelag gav sig bl.a. udtryk i hendes engagement i Landsforeningen for Hjemstavnskultur, som hun var med til at stifte 1939 og formand for 1942-56. Sophie Petersen bidrog til dagspressen på flere leder, hun skrev kronikker og debatindlæg, og hun var gennem mange år en flittig anmelder af faglitteratur i en række forskellige blade og aviser. Hun fik også et selvstændigt forfatterskab. I 1917 udgav hun en lærebog for gymnasiet, Geologi, der kom i ny udgave i 1925, ligesom hun overtog udgivelsen af C.C. Christensens Geografi for Mellemskolen, 1902, der 1960 kom i sin sidste og 26. udgave. I 1937 udgav hun lærebogen Plantelivets og Dyrelivets Udvikling gennem Jordperioderne.

I den bredere offentlighed var Sophie Petersen imidlertid især kendt som “Danmarks – maaske Verdens – mest berejste Kvinde”. Hver sommer foretog hun en rejse til fjerne lande, efter 1914 altid alene, og den omfattende rejsevirksomhed kastede flere bøger af sig foruden talrige artikler og foredrag. Hun oplevede flere gange kropsvisitationer og arrestationer, men det tog ikke modet fra hende; hun udtalte gang på gang, at hun aldrig havde oplevet at være bange. Alle verdensdele fik besøg af hende, og hun udnyttede enhver transportmulighed, fx fløj hun 1935 med zeppeliner fra Tyskland til Brasilien. Som den første kvindelige naturforsker rejste hun alene til Grønland, og oplevelserne her dannede baggrund for hendes bøger Grønland i Hverdag og Fest, 1928, og Østgrønland, 1933. Hun udgav også bøger og undervisningshæfter om sine rejser til Færøerne, Island, Burma, Australien, Etiopien, Mexico og Guatemala, Andesstaterne og Nigeria. Hovedværket blev dog Danmarks gamle Tropekolonier, 1946, som hun fik tid til at udarbejde under Besættelsen, hvor rejsemulighederne til hendes store fortrydelse var meget indskrænkede. Værket, der var historisk lagt an, men også byggede på hendes egne rejseerfaringer, blev en meget stor succes hos anmelderne og var udsolgt efter en måneds forløb. På sin færd rundt i verden tog Sophie Petersen altid mængder af fotografier, og dem udnyttede hun bl.a. til lysbilleder, der ledsagede hendes mange foredrag her og i udlandet. Som fotograf var hun habil, som fortæller fremragende, og hun forstod både at fange og fastholde folks opmærksomhed. Fra slutningen af 1920’erne optrådte hun også med foredrag i Danmarks Radio, i øvrigt som en af de første.

Efter 35 år som lektor lod Sophie Petersen sig pensionere som 70-årig, men fortsatte med at rejse til kort før sin død. I sit testamente afsatte hun penge til et årligt legat til den student fra Nørre Gymnasium, der fik den bedste eksamen. Sophie Petersen var en markant personlighed, fagligt yderst velkvalificeret og i besiddelse af en usædvanlig energi, der satte hende i stand til at gøre sig gældende over et bredt felt. Hun havde evne til at påvirke andre, og som en glimrende popularisator inviterede hun hvermand inden for i geografiens verden. Sin påklædning og ydre fremtoning lagde hun ikke vægt på, men hun havde et sjældent medietække og blev ofte interviewet til dagblade og ugeblade, der gav hende kælenavnet “Hele Danmarks Sophie”. Personligt var hun uforfærdet og viste gennem sit eget eksempel, at man kunne bevæge sig på egen hånd hvor som helst i hele verden, ligesom hun med sin faglige karriere rykkede grænserne for, hvad kvinder kan foretage sig. Hun modtog N. Zahles Legat 1926, udnævntes til ridder af Dannebrogordenen 1953 og var desuden hædret med Tagea Brandts Rejselegat 1957.