Sole Munck

Præstedatteren Sole Munck, blandt sine samtidige altid kaldt Sole, blev student fra Th. Langs Skole i Silkeborg i 1926. Hun var et friluftsmenneske med rejselyst i årerne, og kort efter sin eksamen rejste hun til Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland, hvor hun i et år var privatlærerinde for kolonibestyrerparret Åge og Else Knudsens børn. Under sit Grønlandsophold fik hun flere gange mulighed for at sejle i Diskobugten med geodæterne, og mødet med den storslåede natur vakte hos hende en levende interesse for geologien. Efter hjemkomsten til Danmark gennemførte hun et årskursus på Statens Gymnastikinstitut, men i 1929 begyndte hun at studere geologi ved Mineralogisk Museum, det senere Geologisk Museum, ved Københavns. Universitet. I sin studietid tilbragte hun et år hos professor P.D. Quensel i Stockholm, og den følgende sommer 1933 deltog hun i geologisk kortlægning i Sverige. I København var studiemiljøet ganske lille på den tid, og hendes samtidige har med varme beskrevet, hvordan de fleste mandlige studerende på stribe faldt for denne ualmindeligt tiltrækkende unge studine. Alle blev de elegant, men bestemt afvist på en underfundig og fin måde, så der ikke gik skår i venskaberne. Siden holdt hun altid geologien og privatlivet skarpt adskilt. I 1935 afsluttede hun studierne med en magisterkonferens.

I 1936 fik Sole Munck mulighed for at deltage i en sommerekspedition til Thule, og resultaterne herfra publiceredes i hendes første afhandling. I 1938 deltog hun i docent A. Rosenkrantz’ første ekspedition til halvøen Nuussuaq i Vestgrønland, hvor hun blev optaget af tertiærtidens undervandslavaer og glasbreccier. Det følgende år deltog hun i den anden Nuussuaqekspedition, som for hende blev det vigtigste og mest minderige Grønlandsophold. Det varede i næsten seks måneder. Sammen med sin gode ven Arne Noe-Nygaard, arbejdede hun på øen Disko samt på Nuussuaq og Svartenhuk, i reglen under forhold som man ikke byder nutidens geologer. For hende var det ikke noget problem at vandre 50 kilometer med en stentung rygsæk og med en presenning som eneste erstatning for et telt. Ekspeditionen, der fik en brat ende med udbruddet af Anden Verdenskrig, satte fokus på Sole Munck som den første kvinde i det ellers totalt mandsdominerede geologiske ekspeditionsmiljø.

Sole Munck blev honorarlønnet assistent ved Mineralogisk Museum i 1942 og amanuensis i 1945. Under krigen var der tid til videnskabelig bearbejdelse af de data, der var indhentet på ekspeditionerne, og hun publicerede flere vigtige afhandlinger om Vestgrønlands vulkanske aflejringer fra tertiærtiden. Ved siden af det geologiske arbejde havde hun også travlt med at skaffe illegale lejligheder og huse til hovedledelsen af modstandsgruppen Frit Danmark. Allerede i den første efterkrigssommer rejste hun igen til Grønland, denne gang til de gamle vulkanområder på halvøen Hold with Hope i Østgrønland. I 1946 og 1947 deltog hun igen i ekspeditioner til øerne Disko og Nuussuaq, hvor hun fortsatte kortlægningen af undervandslavaer og glasbreccier. Men da professor Rosenkrantz efterhånden ville styre hendes forskning i Vestgrønland i detaljer, slog hun bremserne i. For nok var Sole Munck både venlig og ofte lattermild, men samtidig var hun en retlinet og stærk personlighed. Siden kom hun aldrig på ekspedition til Grønland, men koncentrerede sig om at bearbejde sit materiale og om arbejdet på Mineralogisk Museum.

I 1950 giftede Sole Munck sig med skibsfører Otto Nielsen, en af Danmarks mest erfarne Grønlandsskippere, som hun havde mødt under en ekspedition. 1952 afløste hun Karen Callisen og blev udnævnt til museumsinspektør med ansvar for petrografi, dvs. bjergartsbeskrivelse, mineralogi og meteoritter, og hun ydede i de følgende 18 år en utrolig indsats som kurator for disse samlinger. Samtidig var hun gennem mange år rådgiver for Noe-Nygaard, der i mellemtiden var blevet museets leder og professor, og som hyppigt søgte hendes råd i vanskelige sager. Sole Munck var både klar og logisk i sin tankegang, og dertil kom en dyb retskaffenhed og en indgående fornemmelse for, hvad en situation krævede. Med beundring og misundelse har kolleger fremført, at “ligegyldigt hvad der skete, så landede Sole altid let og elegant på begge tåspidser som en virkelig dame”. I sine sidste ti år ved museet blev hun stærkt optaget af meteoritter. Her kom hun i kontakt med den unge civilingeniør V. Fabritius Buchwald, og sammen ordnede de museets meteoritsamling, publicerede et katalog og sikrede nyerhvervelser. Hun var en god støtte i forbindelse med Buchwalds arbejde med at bringe hans store fund, en 20 tons tung jernmeteorit, kaldet Agpalilik, fra Thule til museet. Hendes sidste indsats ved museet var at lave en fremragende meteoritudstilling, som står endnu. Sole Munck var 1935-39 bestyrelsesmedlem i Dansk Geologisk Forening. 1964 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. I 1970 blev hendes mand pensioneret, og hun valgte da selv at lade sig pensionere samtidig i en alder af 62 år. Parret flyttede til Sundby på Mors, hvor hun blev enke efter tre år. Også som pensionist dyrkede hun friluftslivet og rejste meget. Hun døde i 1985 af lungekræft.