Sofie Petersen

Sofie Petersen blev født i Maniitsoq (Sukkertoppen) som den næstyngste af en søskendeflok på i alt otte. Faderen var overkateket i Kangaamiut. Frygt for komplikationer i forbindelse med fødslen gjorde, at Sofie Petersen blev født uden hans tilstedeværelse. Det førte til en særlig tilknytning til faderen, som følte, at datteren var kommet faderløs til verden. Tidligt var Sofie Petersen fortrolig og tryg ved hans arbejde som præst, og allerede som barn ønskede hun at følge i hans fodspor. I barndomslegene spillede hun altid rollen som præst.

Sine barnesko trådte Sofie Petersen i Nanortalik. Efter endt grundskole kom hun på realskole i Nuuk (Godthåb). 1975 tog hun hf-eksamen fra Birkerød Statsskole og søgte derefter ind på Ilinniarfissuaq (Grønlands Seminarium), hvor hun studerede halvandet år. En dag blev hun kaldt ind til rektor. Han havde hørt, at hun ville være præst og opfordrede hende til at søge ind på det teologiske studium ved Københavns Universitet. I 1986 kunne hun som den første grønlandske kvinde tage den fulde teologiske embedseksamen fra universitetet. Året efter blev hun ordineret i Sisimiut (Holsteinsborg) Kirke. 1987-90 var hun præst i Maniitsoq, hvorefter hun flyttede til Ilulissat (Jakobshavn), hvor hun virkede som præst og institutionsbestyrer frem til sin udnævnelse til biskop. Hun blev bispeviet i Nuuk 1995. Med udnævnelsen af Sofie Petersen fik Grønland sin første kvindelige biskop, ligesom hun blev den anden biskop, efter at Grønland var blevet selvstændigt bispedømme i 1993. Den første biskop var Kristian Mørch. Sofie Petersen blev samtidig den anden kvindelige biskop i rigsfællesskabets historie; blot en måned før var Lise-Lotte Rebel blev bispeviet som den første kvinde herhjemme. At Sofie Petersen kun 39 år gammel blev biskop i det unge bispedømme, har hun selv beskedent henført til “grønlandske omstændigheder”.

Sofie Petersens daglige arbejde har bestået i ledelsen af bispekontoret, som varetager administrationen af den grønlandske kirkes vejledning af præster i bispedømmet. Ved højtider og festlige lejligheder har hun forestået gudstjenester, og på opfordring har hun udført vielser og begravelser. Desuden udfører hun sjælesorgsarbejde som almindelige præster. Sofie Petersen er en glad og positiv biskop, der grundlæggende fokuserer på tilværelsens lyse sider. Men hun negligerer ikke af den grund de negative. Hun har været en ivrig bidragyder til debatter i medierne, bl.a. om selvmord, og her har hun fremført, at vi ikke i tilstrækkelig grad påtager os ansvaret for hinanden og vore omgivelser. De mange tilfælde af incest, som i Grønland ofte får selvmord som konsekvens, har hun været stærkt påvirket af, og hun har hævdet, at vi ikke er gode nok til at tage vare på vore børn. I sine etiske holdninger har hun været på linie med sine danske kolleger Kjeld Holm i Århus stift og Jan Lindhardt i Roskilde stift, og hun har især pointeret, at vi i vores omgang med naturen lokalt såvel som globalt er blevet for individualistiske og egoistiske. Af væsen er hun mere redebygger end offentlig person, og hun har derfor ikke været så glad for den mediebevågenhed, som hører med til stillingen. Sofie Petersen virkede 1983-86 som sekretær i Den Grønlandske Kirkesag, og siden 1989 har hun været medlem af Den Grønlandske Oversættergruppe, som i Det Danske Bibelselskabs regi oversætter Det Nye Testamente til grønlandsk. 1996 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.