Sine Veilgaard

Sine Veilgaard var født i Salling, hvor hendes fader var lærer. Hun valgte selv lærergerningen og tog i 1897 lærerindeeksamen fra Femmers Kvindeseminarium. Efter nogle år ved Hals private Realskole kom hun i 1901 til Kjellerupgades Skole i Ålborg, hvor hun var ansat til sin pensionering i 1937. 1916 til 1932 fungerede hun som tilsynsførende med håndgerningsundervisningen i Ålborg amt, og hun gjorde her en stor indsats for at reformere undervisningen i landsbyskolerne. Sine Veilgaards navn er først og fremmest knyttet til lærerindernes kamp for ligeløn og lige rettigheder efter Første Verdenskrig, men hendes utrættelige indsats gjorde hende til en frontfigur i den ålborgensiske kvindebevægelse gennem en lang årrække.

I 1910 indvalgtes Sine Veilgaard som den første lærerinde i bestyrelsen for Danmarks Lærerforenings (DLF) Ålborgkreds og havde sæde her til 1916 og igen fra 1920. Det var år præget af stærke sammenstød om fordelingen af stillinger mellem mandlige og kvindelige lærere, men også af mange socialt betonede arrangementer, ofte med Sine Veilgaard som en humørfyldt arrangør. Da hun blev lærerindernes repræsentant ved de nationale ombudsmøder i DLF, kom hun sammen med en anden Ålborg-lærerinde Thora Pedersen ind i brændpunktet af ligelønskampen. Den førtes i disse år med størst effekt i Lønningskommissionen af 1917, hvor Thora Pedersen var eneste kvindelige medlem, og Sine Veilgaard stod trofast ved hendes side under den oprørte stemning og stærke modstand. Som Thora Pedersen holdt Sine Veilgaard stejlt på ligelønsprincippet, men var dog villig til at indrømme alle lærere med børn et særligt forsørgertillæg. For at styrke indsatsen i ligelønskampen og ved valgene til lærerforeningens ledende organer dannede lærerinderne i 1916 Købstadlærerindernes Valgforbund (KLV), der fik Sine Veilgaard som formand. Hun udpegedes også som medlem af DLFs lønkomité 1917-19 og optrådte i denne egenskab som taler både ved foreningens offentlige møde i maj 1919 og på det historiske møde for 2.000 kvindelige tjenestemænd i Grundtvigs Hus i juni 1919. Loven om ligeløn i den offentlige sektor, der blev vedtaget senere på året, var en stor sejr for lærerindernes sammenhold og for den linie, som Thora Pedersen og Sine Veilgaard havde stået for, men betød ikke afslutningen på lærerindernes trængsler. Sine Veilgaard blev i 1922 valgt til formand for DLFs Ålborgkreds, men i 1924 splittedes foreningen i en ren lærerkreds og en kreds med både lærere og lærerinder. Det viser noget om hendes organisatoriske talent og den tillid, hun nød blandt både mænd og kvinder, at hun genvalgtes til posten som formand for den blandede kreds helt frem til 1937. Sine Veilgaard fungerede, med en kort afbrydelse, som formand for KLV til 1923 og indvalgtes derefter som valgforbundets kandidat i DLFs hovedbestyrelse, hvor hun havde sæde 1924-35. Her engagerede hun sig foruden i lærerindernes løn og uddannelse bredt i arbejdet for hele standens økonomiske forhold og sociale anseelse. En særlig indsats lagde hun i DLFs udvalg for forbindelse med lærerorganisationer i ind- og udland og som deltager i internationale lærerkongresser, hvor spørgsmål om fredens bevarelse og forfølgelse af lærere i bl.a. Nazityskland stod på dagsordenen i 1930’erne. Sine Veilgaard skrev mange artikler om internationale spørgsmål i lærernes blad Folkeskolen og var i det hele taget en flittig skribent i bladet, hvor hun skrev om pædagogiske og fagpolitiske spørgsmål, anmeldte bøger og portrætterede en række fagligt aktive lærerinder.

Sine Veilgaard var et vidtfavnende menneske og i besiddelse af en uhyre energi, der fik hende til at engagere sig på mange områder. Allerede i perioden 1914-17 havde hun været medlem af hjælpekassens bestyrelse i Ålborg, indvalgt af Venstre, og således deltaget i administrationen af den kommunale forsørgelseslovgivning. Kvindesagen havde hendes stærke og vedvarende interesse. Hun valgtes til næstformand for Aalborg Kvindevalgretsforening 1910-15 og fortsatte på fremtrædende poster i Dansk Kvindesamfunds Ålborgkreds, hvor hun udnævntes til æresmedlem i 1945. I Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed var hun en drivende kraft, stifter af og mangeårig formand for Ålborgkredsen, der også gjorde hende til æresmedlem i 1945. Mange andre foreninger nød godt af Sine Veilgaards arbejdskraft, som fx Foreningen Norden, Sønderjydsk Forening, Danske Kvinders Samfundstjeneste og Højskoleforeningen. Sammen med søsteren Kamma V. dannede Sine Veilgaard et gæstfrit hjem for en stor vennekreds, der værdsatte hende for hendes gode humør og trofaste væsen.

Sine Veilgaard var en typisk repræsentant for sin generation af lærerinder, aktivt engageret i lærerindernes interessekamp, i kvindesagen og i samfundsforhold i almindelighed. Men hendes arbejdskapacitet var ud over det sædvanlige, hendes evne til at sætte sig igennem i mændenes sammenhænge formidabel. Personligt uambitiøs nåede Sine Veilgaard aldrig de ledende poster, som hendes evner kunne have berettiget hende til, men spredte sig i stedet over en række felter, hvor hun ydede en idealistisk betonet indsats.