Sigbrit Villoms

En hollandsk enke bliver den danske konges fortrolige og bestyrer af rigets finanser, men ender sit liv i et fængsel i sit hjemland. Så kort og dramatisk kan livsforløbet for en af de store kvindelige skikkelser i dansk politik Sigbrit Villoms opsummeres. Hun tilhørte en af de hollandske købmandsslægter, der fra ca. 1450 trængte sig ind på det nordiske marked i skarp konkurrence med tyske købmænd fra Hansestæderne, der hidtil havde domineret handelen i Norden. Som købmandsdatter havde hun lært at regne og at læse og skrive plattysk, der var forretningssproget i Nordeuropa. Hun havde også fået undervisning i lægevidenskab og blev kyndig i brugen af urter og salver. Hendes ene broder blev uddannet som apoteker. Sigbrit Villoms fik på et tidspunkt en datter, Dyveke. En mand omtalt som Reynold Sigbritssøn er højst sandsynligt hendes søn. Ingen i samtiden antydede, at Dyveke var et uægte barn, så Sigbrit Villoms må have været gift. Hun brugte dog ikke ægtemandens navn som efternavn, hvad der ellers var almindeligt, men faderens og kaldte sig Villoms(datter). Som voksen og måske enke drog hun med nogle af sine brødre mod nord for at søge lykken i Norge, mens en søster forblev i Holland.

I 1507 boede Sigbrit Villoms og Dyveke i Bergen, et betydningsfuldt handelscentrum. Her havde de en krambod, hvor de solgte vafler og andet bagværk. Sigbrit Villoms kan have været kræmmerske på dette tidspunkt, men det er mere sandsynligt, at krambodshandlen kun udgjorde en del af hendes aktiviteter i familiens eller hendes egen virksomhed. I 1519 nævnes hendes selskab, dvs. handelskompagni, og købmandssvende. Hendes senere karriere afslører, at hun havde et indgående kendskab til storhandel og økonomiske transaktioner. I Bergen mødte Sigbrit Villoms og Dyveke tronfølgeren, den senere kong Christian 2., der blev forelsket i Dyveke og indledte et forhold til hende. Da han i 1513 som konge flyttede tilbage til København, fulgte Sigbrit Villoms og Dyveke med foruden Sigbrit Villoms' broder Dionysius Villoms, der blev kongens apoteker. En anden af hendes brødre var i 1512 blevet lensmand på Bergenhus. Sigbrit Villoms fik efterhånden meget stor indflydelse på Christian 2. og dermed på rigets affærer, og Dyvekes død i 1517 forstærkede blot båndet mellem dem. Sigbrit Villoms blev også nært knyttet til dronning Elisabeth og udnævnt til hendes hofmesterinde. Sigbrit Villoms fik aldrig en officiel stilling i rigets styrelse, selvom hun i årene 1519-23 var den mest magtfulde person i Danmark næst efter kongen. Hun blev tiltalt som Moder Sigbrit, en titel, der både pegede på den traditionelle stilling for kvinder i familien og på Jomfru Maria, den guddommelige moder.

Christian 2. var i 1513 blevet anerkendt som konge i Danmark og Norge, men ikke i Sverige på trods af den nordiske union fra 1397. I 1517 og 1518 drog han på krigstogt til Sverige, men uden at erobre landet. Sigbrit Villoms overtog i begyndelsen af 1519 statens finanser, og på kongens vegne samlede hun penge ind til at købe krigsudrustning og leje så mange soldater, som en erobring krævede. Benhårdt vred hun penge, skibe og krigsudstyr ud af borgere og bønder og af danske og især udenlandske købmænd. Tyske købmænd, der blev mistænkt for at støtte svenskerne, fik deres skibe og last konfiskeret. Resultatet blev, at Christian 2. i sommeren 1520 erobrede Sverige. Men hans brutale fremfærd, ikke mindst Det Stockholmske Blodbad i november 1520, hvor 82 adelige og gejstlige svenskere blev henrettet, bevirkede, at svenskerne i 1521 gjorde oprør. Blodbadet vakte også stor uro i de danske adelskredse, der i forvejen var rasende over, at kongen benyttede sig af ikke-adelige rådgivere, hvoraf en oven i købet var kvinde. Adelsmænd begyndte at opsige deres troskab mod Christian 2., og i alle opsigelsesbrevene var det Sigbrit Villoms, der blev udpeget som årsagen til, at brevskriveren ikke længere kunne støtte ham. I foråret 1523 kom det til åbent oprør mod kongen, og i april flygtede han, dronningen og Sigbrit Villoms til Holland for at søge hjælp hos dronningens familie. Prisen for denne hjælp var, at kongen skulle skille sig af med Sigbrit Villoms. Christian 2. undsagde hende, først officielt, så reelt, og hendes senere skæbne er uvis. I 1532 omtales en gammel kvinde i et fængsel i Holland på en måde, der tyder på, at det er Sigbrit Villoms. Kejseren forsøgte at få hende dømt som heks eller kætterske. Om det lykkedes, vides ikke.

Sigbrit Villoms' indflydelse skyldtes dels hendes talent for finansforvaltning, dels hendes evner som læge og jordemoder. Disse evner dyrkedes både hos mænd og kvinder i samtiden, men for kvinder førte de økonomiske talenter normalt ikke til embede i den kgl. forvaltning. Derved blev Sigbrit Villoms usædvanlig i sin tid. En kvindes evner som læge/jordemoder kunne godt føre til en stilling som dronningens fødselshjælper, hvad Sigbrit Villoms var i årene 1517-23, men kendskab til lægedom og urter kunne også føre til beskyldning for at udøve trolddom, og dette undgik hun heller ikke. Sigbrit Villoms' eftermæle har ikke været godt. Det er hovedsageligt hendes modstanderes bedømmelse, der er overleveret. Af beskrivelserne kan man udlede, at hun var en stærk personlighed, udstyret med en endog meget skarp tunge. Regnskaberne afslører et stort handelstalent og en person, der nøje fulgte med i, hvad der rørte sig inden for handel og handelspolitik i Nordeuropa. De love, fx den såkaldte Bylov 1522, som hun var med til at udforme, viser, at hun havde klare visioner om, hvad et ordentligt bysamfund var. Hun forsøgte at få borgerne til at forskønne deres huse med teglsten og klinker og på det mere jordnære plan at vænne dem til at holde deres by og huse rene. Byloven påbød således alle husejere i byerne at feje og rengøre deres huse hver lørdag samt holde fortov og rendesten uden for huset fri for affald. En ellers fjendtligsindet krønikeskriver roste hende for at indføre sit hjemlands skønhed og renlighed i de danske byer og tilføjede, at havde hun blot styret gadefejningen og ikke det kgl. kancelli, kunne hun have været Danmark en nyttig kvinde. Sigbrit Villoms var ikke med i Stockholm, og det er ikke bevist, at hun billigede kongens handling. Alligevel var det hende, der af samtiden fik skyld for blodbadet. Hun blev beskrevet som en heks, der havde fortryllet kongen og drevet ham til denne gerning. At hun som ikke-adelig besad en stilling, der hidtil havde været besat med adelige, vakte megen harme, men at hun tillige som kvinde langt overskred grænserne for de områder, hvor kvinder skulle virke, gjorde hendes handlinger og person helt uacceptable for samtidens adel og fyrster, der havde magten i samfundet.