Dyveke

“I Herrens aar 1516 blev en skriver ved navn Hans hængt på mistanke om tyveri. Men da Dyveke fik dette at vide, skal hun hulkende have udbrudt, idet hun slog sig for brystet: ‘Hans død har jeg stor del i, Gud tilgive mig i sin naade!’.” Sådan berettede karmelittermunken Poul Helgesen i sin berømte Skibykrønike, forfattet 1519-34. Den Dyveke, han skrev om, var kong Christian 2.s elskerinde og datter af den i samtiden forhadte Sigbrit Villoms, også kaldet Mor Sigbrit.

Da Christian og Dyveke i 1507 mødte hinanden, var han 26 år og tronfølger. Det skete i Bergen, hvor han, der året før af sin fader kong Hans var indsat som regent i Norge, søgte at få brudt de stærke nordtyske Hansestæders dominans over handelslivet her. Dyveke og Sigbrit, der stammede fra Amsterdam, havde en krambod, hvor de som så mange andre enlige kvinder på den tid ernærede sig som høkersker, en art småhandlende. Christian blev åbenbart hurtigt nært knyttet til Dyveke, for han tog hende og Sigbrit med sig først til Oslo og siden, da han i 1513 efterfulgte faderen på tronen, til København De blev installerede på Hvidøre nær Skovshoved, men senere flyttede kongen dem ind i en gård på Amagertorv. Sigbrit fik god brug for sine evner som handelskvinde, da hun på et tidspunkt blev en af Christian 2.s nærmeste rådgivere, ja, måske endda den nærmeste. Det forhold, at kongen knyttede så stærke bånd til en borgerlig, der desuden både var kvinde og udlænding, var helt uacceptabelt for rigets øverste mænd, adelen og rigsrådet. Hun fik af Christian 2. tildelt en magt, som ingen borgerlig tidligere havde haft, og adelen gjorde, hvad den kunne for at formindske hendes indflydelse. Dyveke blev betragtet som den, der bandt Christian 2. og Sigbrit sammen, og der blev derfor gjort forsøg på at skille Dyveke fra kongen. De holdt imidlertid sammen, fra de mødte hinanden til hendes død i 1517. Forholdet kom således til at vare i ti år og fortsatte efter kongens giftermål i 1514 med den tysk-romerske kejser Maximilians sønnedatter Elisabeth.

Datidens ægteskaber mellem fyrstelige var først og fremmest resultat af politiske og territoriale overvejelser og ikke af kærlighed. Modsat kirken havde det verdslige samfund nok accepteret, at fyrster havde elskerinder, men et forhold, der havde så mange politiske overtoner som Christian 2.s og Dyvekes, mødte fordømmelse alle vegne fra. Det vakte ikke bare uro blandt de danske adelige, men gav også anledning til et storpolitisk opgør, hvor udsendinge fra kejser Maximilian i 1516 kom til Danmark for at forlange, at Dyveke øjeblikkelig skulle forlade landet. Budskabet lød, at der ville ske hende en ulykke, hvis kongen ikke sendte hende væk. Trods disse trusler opretholdt kongen sit forhold til hende, og han nægtede at sende hende eller Sigbrit ud af landet. Dyveke døde pludselig i 1517, og det satte gang i spekulationerne. For hvem var skyld i hendes død? Var det kejseren, der havde gjort alvor af sin trussel? Var det adelen, der forsøgte at bryde båndet mellem kongen og Sigbrit? Eller var det måske en forsmået tilbeder i skikkelse af adelsmanden Torben Oxe, der gav hende forgiftede kirsebær som hævn for, at hun ikke ville vide af ham? Den sidste forklaring er siden blevet grebet og ført videre til nutiden, næret af romantiske forestillinger, der får frit spil, når kilderne er sparsomme, og hovedpersonen var en ung, smuk kvinde med stor indflydelse på kongen af Danmark. Tradition eller romantik, skyldig eller ej, Oxe blev dømt og henrettet.

Dyveke er i tidens løb blevet opfattet både som skøge og madonna. Hun er på den ene side fremstillet som en uskyldig, ung pige, der blev ofret på griskhedens alter af sin egen moder, og på den anden side som en beregnende, løsagtig kvinde, der forheksede alle de mænd, hun mødte, og førte dem i ulykke. Det skrev krønikeskriveren Poul Helgesen i 1500-tallet, og det skriver historikere og fortællere stadig. Den virkelige historie om Dyveke gemmer sig sandsynligvis som i så mange andre tilfælde et sted midt imellem.