Sara Marie Beck

Sara Marie Beck blev fra hun var en halv snes år sammen med to af sine søskende opdraget på Nordenbrogård på Langeland hos sin onkel og tante, forpagter Peter Lundsgaard og hustru. Efter forskellige skoleophold tog hun privatlærerindeeksamen ved N. Zahles Skole og virkede i nogle år som privatlærerinde. I 1895 blev hun gift med L. B., der var uddannet teolog og ansat som seminarielærer i Silkeborg. I 1900 blev ægteparret forstanderpar på Ourø Optagelseshjem, der var ejet af Kristelig Forening til vildfarende Børns Redning, med plads til 30-40 skoledrenge. 1907 blev de forstandere for Flakkebjerg Institut, der husede 80 vanskelige, ofte kriminelle 16-17-årige drenge, og endelig fra 1923 forstanderpar på Holsteinsminde nær Næstved, der havde plads til 100 skoledrenge, der var forældreløse eller fra hjem med sociale problemer. Fra denne position kom ægteparret Beck til at øve stor indflydelse på dansk børneforsorg i årene efter Børneloven af 1905, hvor den offentlige børneforsorg tog form.

Sara Marie Beck og hendes mand kæmpede for en fornyelse i behandlingen af de forsømte og kriminelle børn. De gamle fængselslignende opdragelsesanstalter med prygl, hårdt arbejde og disciplin skulle afløses af en opdragelse til frihed under ansvar. Kernen i denne opdragelse var forstanderparret, der forsøgte at bygge et hjem for børnene ved at leve deres eget familieliv med de anbragte børn. Gennem samlivet skulle børnene have den forældrekærlighed, de mentes at mangle, og derigennem tilegne sig de værdier, der kunne gøre dem til helstøbte personligheder og gode samfundsborgere. Samtidig skulle de anbragte børn have en ordentlig skolegang og reelle muligheder for uddannelse, især som faglærte håndværkere, og ikke sendes ud som ufaglærte medhjælpere i landbruget. Det var en tanke, som mange i samtiden fandt både urimelig og dyr. Allerede på Ourø insisterede de på at behandle børnene som sunde, ansvarlige mennesker, der var blevet forsømt eller dårligt behandlet. At der skulle være tale om patologiske afvigelser, afviste forstanderne kraftigt, og behandlingen skulle ikke tage udgangspunkt i lægevidenskaben, psykiatrien eller psykologien. I stedet søgte de at udvikle den praktiske pædagogik som et selvstændigt fag med egen uddannelse. Centralt for ægteparret var kristendommen i en radikal og moderne grundtvigiansk retning med stærke kontakter til pastor Niels Dael i Høve Frimenighed og forstanderparret Poul Hansen og Sigrid Trier Hansen på Vallekilde Højskole.

I eftermælet er det L. B., der huskes som den store mand i dansk børneforsorg i begyndelsen af 1900-tallet. Det var ham, der skrev, holdt pressemøder og foredrag samt udøvede politisk lobbyvirksomhed, mens Sara Marie Beck var optaget af den daglige drift af de store hjem. På hende hvilede ansvaret for at få pædagogikken til at fungere i hverdagen. De mange medarbejdere, som gennem tiden var ansat hos ægteparret, huskede altid dem begge. Og moder Beck, som de kaldte hende, blev kendt for sin evne til at få det praktiske til at fungere, ofte med en meget snæver økonomi, samt for sin varme, sin intelligens og sine klare holdninger.