Sara Helms

Sara Helms voksede op i en familie med tradition for uddannelse både for mænd og kvinder, og det var derfor naturligt, at hun i 1929 tog studentereksamen fra Ribe Katedralskole. Hendes moder var aktiv fredsforkæmper i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og engageret i internationalt samarbejde. 1933-34 opholdt den grønlandske præst og kunstner Otto Rosing sig med sin fami- lie i Danmark. Han opfordrede Sara Helms til at tage med til Østgrønland som privatlærer for familiens børn, og i 1934 tog hun af sted til Ammassalik, hvor hendes store interesse for østgrønlændernes levevis blev vakt. Her mødte hun den danske sygeplejerske Signe Vest, som hun fulgte med rundt på sygebesøg i det store distrikt på hundeslæde, i båd og senere i egen kajak. Efter et begivenhedsrigt år rejste hun hjem til Danmark, hvor hun i 1936 blev cand.mag. i latin og græsk fra Københavns Universitet.

1935-36 hærgedes Ammassalikegnen af en influenzaepidemi, der medførte, at 69 mennesker døde ud af et samfund på 855, og 123 børn blev forældre- eller forsørgerløse. Ejnar Mikkelsen, der dengang var inspektør i Østgrønland, kontaktede Sara Helms i 1936 og bad hende om at blive børneforsorgsleder i Ammassalik. Sammen med Vest og Johanne Andreasen, enke efter kateketen og billedkunstneren Kârale, ydede hun en beundringsværdig indsats med små midler. Da der på dette tidspunkt ikke eksisterede nogen egentlig offentlig forsorg i Grønland, gav Kongen og Dronningens Fond 2.000 kr. til de efterladte. Børneforsorgens fornemste opgave blev at hjælpe enkerne og børnene med at samle vinterforråd. Om sommeren sejlede Sara Helms derfor med de efterladte ud til kysten, hvor den lille loddefisk var ved at gyde. Her deltog både børn og gamle i at fange dem, ligesom man også fangede laks fra elvene. Stedets fangere bidrog ved at forære enkerne sælkød, som de kunne tørre. Gennem sit arbejde knyttede Sara Helms sig stærkt til østgrønlænderne, som hun anså for at være selvstændige, taktfulde og stolte. Samtidig udviklede hun et ønske om at kunne yde en bedre sygdomsbekæmpende indsats, hvilket var medvirkende til, at hun senere begyndte at læse til læge. I 1946 blev hun således cand.med. fra Københavns Universitet, og efter turnus på Rigshospitalet tog hun i 1948 tilbage til Ammassalik med sin mand Peder H., der fik arbejde som distriktslæge, og deres to børn. Selv fik Sara Helms ingen ansættelse, da Grønlands Sundhedstjeneste af princip ikke ansatte kvinder. Alligevel ydede hun sammen med ægtefællen en hårdt tiltrængt indsats for at bekæmpe tuberkulose, som dengang var en meget udbredt sygdom i hele Grønland. I 1951 var Sara Helms tilbage i Danmark som kandidat på Krabbesholm Sanatorium, hvor hun i 1954 blev reservelæge efter en kort periode på Skive Sygehus. 1954-56 var hun ansat på Dronning Ingrids Sanatorium i Nuuk (Godthåb), og 1957-80 fungerede hun som praktiserende læge i Horsens.

I 1980 rejste Sara Helms igen til Ammassalik som lægevikar i et halvt år. Ammassalikkerne havde ikke glemt “deres mor”, og gensynsglæden var stor. Under opholdet blev hendes gamle specialbyggede kajak fundet frem, og hun tog den med tilbage til Danmark som et minde om de mange rejser, hun havde foretaget i dette transportmiddel, der ellers kun var beregnet til mænd. Kvinderne var som regel henvist til konebåde, der transporterede børn, hunde og familiens ejendele. I 1981 begyndte hun at studere eskimologi ved Århus Universitet. Hun afsluttede cand.phil.-studiet som 77-årig i 1989 med afhandlingen Østgrønlændernes egne traditioner for forsorg for enker og børn. I 1994 lavede journalisten Else Lidegaard en dokumentarfilm om Sara Helms til Danmarks Radio. Samme år modtog hun som den første kvinde den sjældent uddelte Rinkmedalje ved Det Grønlandske Selskabs møde i København for sit bemærkelsesværdige arbejde til gavn for det grønlandske samfund.