Rose Gad medvirkede allerede fra sin optagelse som tiårig i 1978 på Det Kgl. Teaters balletskole i August Bournonvilles romantiske balletter. Hun dansede yderligere det store parti som Amor i den russiske koreograf J. Grigorovitjs opsætning af Don Quixote, 1983. Som aspirant modtog hun flere af Det Kgl. Teaters talentlegater og havde den særlige ære at danse det ledende parti, da den amerikanske koreograf Alvin Ailey skabte sin ballet Caverna Magica til Den Kgl. Ballet. I 1987 blev hun som korpsdanser indlemmet i Den Kgl. Ballet. Samme år udførte hun første gang titelpartiet i Bournonvilles klassiker Sylfiden med Nikolaj Hübbe som partner ved Eurovisions konkurrence for unge dansere, hvor parret vandt førsteprisen. Kort efter dansede hun balletten på Det Kgl. Teater, hvor hun siden har fortolket roller i Bournonvilles Trymskviden, Abdallah, Et folkesagn og Blomsterfesten i Genzano, roller, der har placerer hende som en af sin tids fornemste og mest sødmefyldte Bournonvilledansere.
Rose Gad er den ældste af den generation af ballerinaer ved Den Kgl. Ballet, der inkluderer Silja Schandorff og Christina Olsson, og hun blev som den første kvinde i ni år udnævnt til solodanserinde i forbindelse med, at hun var Caroline Mathilde i Flemming Flindts helaftensballet af samme navn i 1991. Herefter dansede hun ballerinarollerne i den amerikanske koreograf G. Balanchines Serenade, 1991,og året efter i Tema og variationer, Tjajkovskijs 2. klaverkoncert og Apollon. Desuden havde hun de ledende partier i den franske koreograf M. Béjarts Serait-ce La Mort? samt i Nøddeknækkeren, Tornerose og Svanesøen. Rose Gads repertoire inkluderer en lang række dramatiske værker, eksempelvis Gertrude i Peter Schaufuss’ Hamlet, og eleven i Flindts Enetime, men hendes karriere står stærkest i det lyriske rollefag med særlige præstationer som Syrenfeen i Tornerose og Giselle i Henning Kronstams berømmede opsætning fra 1990 samt Julie i den engelske koreograf F. Ashtons poetiske version af Romeo og Julie, 1996. Den amerikansk-tyske koreograf J. Neumeier benyttede hende i 1994 til hovedpartier i balletterne Des Knaben Wunderhorn og Mahlers 5. symfoni, og dette samarbejde førte til to års engagement som solodanser ved balletten i Hamburg 1997-98. I 1988 blev hun tildelt den første Erik Bruhn-Pris i Toronto, Canada, og i 1995 Simon Spies Fondens Balletpris.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.