Rita Kernn-Larsen

Rita Kernn-Larsen blev født ind i en velhavende borgerlig familie og voksede op i økonomisk og social tryghed. Hun fik sin skoleuddannelse i Marie Mørks Skole, Hillerøds bedste privatskole. Familiens hus lå lige over for søen ved Frederiksborg Slot, og slottet blev Rita Kernn-Larsens første motiv på tegneblok og lærred. Disse naturalistiske billeder stammer fra 1918, da hun fik sin første malerkasse. Musik dyrkede hun ligeledes og spillede med egne ord klaver som en gal.

Rita Kernn-Larsen kom til at tilbringe en stor del af sit voksne liv i udlandet, 1924 rejste hun til Oslo, hvor hendes ældre søster var bosat. 1924-25 gik hun på Statens Tegneskole i Oslo, og da hun 1926 vendte tilbage til København, havde hun mod på en karriere som billedkunstner. 1927-29 gik hun på Kunstakademiet, men var skuffet over den traditionelle undervisning. Først da hun fik lov til at fortsætte sin uddannelse i Paris 1929, fandt hun sit rette element. I dette intellektuelt og kunstnerisk inspirerende miljø traf hun sin senere mand, journalist og kunsthandler Isak Grünberg. Rita Kernn-Larsen kom ind på F. Légers Académie Moderne, hvor hun blev mesterelev, dvs. en af de elever, det blev betroet at overføre Légers tegninger til stort format. Hos Léger, der repræsenterede den post-kubistiske modernisme, lærte hun gennem to år billedkomposition fra grunden og vendte først i begyndelsen af 1933 tilbage til København, hvor hun fik eget atelier. Meget naturligt bærer hendes tidlige arbejder præg af Légers indflydelse, som fx De blaa Piger, 1934. Billedet var med, da hun i 1934 havde sin første separatudstilling i København, hvor pressen ligefrem kaldte hende "en kvindelig dansk Picasso".

Rita Kernn-Larsen malede nu i en forenklet, dekorativ stil, der også lod hendes evner som bladillustrator komme til sin ret, som fx i Politikens Søndagsmagasin, Social-Demokraten og Hjemmet Søndag. Ud over landskaber og gadebilleder viste hun på debutudstillingen en række kompositioner, som var det område, hun var mest optaget af. Her bevægede hun sig længere ud i abstraktionen og eksperimenterede med rum og perspektiv. Udstillingen blev anledning til, at hun fik kontakt til kunstnergruppen linien, hvis første udstilling hun kort forinden havde set med interesse på Charlottenborg. Rita Kernn-Larsen kendte allerede surrealismen fra Frankrig, da hun fik kontakt med de danske surrealister omkring linien, som hun snart blev en del af. I 1935 deltog hun som fuldblods surrealist på den legendariske avantgardeudstilling Kubisme-surrealisme på Den frie Udstilling. Ud over de danske kunstnere Vilhelm Bjerke-Petersen, Elsa Thoresen, Wilhelm Freddie og Harry Carlsson kom hun her i selskab med internationale surrealister som R. Magritte, Salvador Dali, Miró og Y. Tanguy og lod sig inspirere af symbolverdenen hos den svenske surrealistiske Halmstadgruppe. Pressen fremhævede de kvindelige kunstnere Rita Kernn-Larsen og Franciska Clausen for deres dekorative sans, og en anmelder mente ligefrem, at surrealismen var en kvindelig retning, idet den koketterede med erotiske komplekser og sensuelle forestillinger. Men for Rita Kernn-Larsen var det i mindre grad Freuds skrifter end Bjerke-Petersens bog Symboler i abstrakt kunst, 1933, der inspirerede.

Fra midten af 1930'erne markerede Rita Kernn-Larsen sig stærkt på de internationale surrealistudstillinger som en af forholdsvis få kvindelige kunstnere. På udstillingen The Internationel Surrealist Exhibition i London 1936 var hun bl.a. repræsenteret med hovedværket Dans og Kontradans. Samme år fulgte udstillingen Fantastic Art, Dada and Surrealism i New York og året efter store udstillinger i London og Lund, hvor Rita Kernn-Larsens værker blev betegnet som "lys, harmonisk Kvindekunst, usædvanlig for Surrealismen". 1937 vendte hun tilbage til den parisiske kunstverden og deltog bl.a. 1938 i et surrealistisk tilløbsstykke i Galerie des Beaux-Arts, hvor de udstillede værker kun kunne beses i lommelygtens skær i et mørklagt rum. I perioden 1938-46 opholdt Rita Kernn-Larsen sig på grund af Anden Verdenskrig i London sammen med sin jødiskfødte mand, som hun giftede sig med i 1940. Fire år senere fødte hun sit eneste barn, datteren Danielle Rose. Hurtigt fandt hun sammen med de engelske surrealister, og hun traf også den belgiske maler P. Delvaux, hvis kvindetræer muligvis blev inspiration for hendes egen brug af træet som livgivende kvindesymbol, fx i Træpantomime, 1939, og Kvindernes Oprør, 1940. På samme tid forsøgte hun sig med modedesign, men trods kontakt til stormagasinet Harrods blev det aldrig realiseret.

Under krigsårene i London fjernede Rita Kernn-Larsen sig fra surrealismen. De bombardementer, hun oplevede under Blitzen, skabte scenerier, hvor virkeligheden overgik de surrealistiske fantasier, og i konsekvens heraf søgte hun nye veje i sit kunstneriske udtryk. Den sydfranske bjergby Saint Jeannet blev i hele perioden 1947-92 hendes faste base, og lyset i det sydfranske landskab inspirerede til klare gule og grønne farver på lærredet. Surrealismen måtte vige for en dekorativ stiliseret naturalisme med motiver fra den nære hverdag blandt vinbønder, familie og landskabets bjergmassiver. Bjerget Le Baou malede hun fra 1948 og fremover i mange forskellige variationer. 1949-50 tegnede hun børnebogen Den gyldne landsby, en kærlighedserklæring til Saint Jeannet. I bogen, der imidlertid aldrig blev udgivet, følger man i selskab med et par børn solens gang og landsbyens forskellige gøremål.

I løbet af 1960'erne bevægede Rita Kernn-Larsen sig helt over i det nonfigurative og eksperimenterede samtidig med keramik og collage. Keramikken forblev dog en parantes i det kunstneriske værk. Grundet sine langvarige udenlandsophold og sporadiske kontakt til det danske kunstliv gled Rita Kernn-Larsen noget i baggrunden, og efter tilknytningen til linien i 1930'erne indgik hun ikke i nye gruppesammenhænge. Fra midten af 1960'erne udstillede hun dog mere regelmæssigt i hjemlandet, men hendes kunstnerisk stærkeste periode lå i de surrealistiske år i 1930'erne, hvor hun markerede sig stærkt. Internationalt blev hun med rette trukket frem af glemslen i publikationer som J. Vovelles La femme surréaliste, 1977, og Whitney Chadwick's Women Artists and the Surrealist Movement, 1985. I 1986 deltog hun i biennalen i Venedig og viste 1995 en omfattende retrospektiv udstilling på Randers Kunstmuseum.