Rigborg Brockenhuus

Rigborg Brockenhuus var ud af en søskendeflok på syv. To brødre døde som små, mens hun og de fire søstre, Anne, Elisabeth, Birgitte og Karen, nåede voksenalder. Rigborg Brockenhuus' barndom og tidligste ungdom er ikke omtalt i kilderne, men hendes og søstrenes opdragelse har været i overensstemmelse med almindelig skik og brug i tidens herremandskredse. Der blev lagt vægt på gudsfrygt og religion med katekismus, bønner og bibelstudier. Den fremtidige husfrue skulle kunne læse, skrive, regne, føre hus og lave håndarbejde. Der blev undervist i fremmede sprog, især tysk og fransk. Og endelig hørte begrebet “finere dannelse” med ærbar og ædel vandel, dans og musik også med til oplæringen. Måske har den huslærer, som i 1589 blev ansat til at undervise de drenge, der opfostredes i Laurids B.s hus, også haft del i hans egne døtres oplæring. På mødrene side var der nemlig tradition for lærdom. Mormoderen Elsebe Krabbe hørte til tidens lærde damer, der dyrkede poesi og historie.

Rigborg Brockenhuus trådte ind på scenen, da Christian 4. i 1597 skulle indgå ægteskab med markgreven af Brandenburgs datter Anna Cathrine. Den kommende dronning ville få brug for unge jomfruer til sin opvartning. På kgl. anmodning gav Laurids B. sit samtykke til, at datteren kom i dronningens jomfrukammer. Rigborg Brockenhuus og ti andre jomfruer blev oplært i hoftjeneste hos enkedronning Sophie på Nykøbing Slot, inden de kom til dronning Anna Cathrines jomfrukammer i foråret 1598. Unge jomfruer, der blev optaget i huset hos adelige fruer eller dronningen, kunne regne med, at der ville blive arrangeret et passende giftermål for dem. Ved hoffet mødte Rigborg Brockenhuus den otte år ældre Frederik Holgersen Rosenkrantz til Rosenvold, der nedstammede fra to af rigets fremtrædende slægter. Han havde fået en god opdragelse, og hans lærere fremhævede hans begavelse, gode opførsel og iver for at lære. I 1593 kom han til hoffet som hofjunker og kaldtes i 1594 for kammerjunker.

Fremtiden tegnede lyst for dem begge, men naturen gik over optugtelsen. Resultatet blev sønnen Holger, som Rigborg Brockenhuus fødte 1599 hos sin moster Elisabeth Skram, der var gift med Ove Bille til Lindved. Rigborg Brockenhuus havde forladt hoffet, mens kongen var på togt til Nordkap. Da Christian 4. kom hjem, kunne tingenes tilstand ikke længere skjules. Kongen lod Rosenkrantz, der var flygtet til Hamburg, hente tilbage og påbød Ove Bille at holde Rigborg Brockenhuus i forvaring. Begge blev indstævnet for herredagen i 1599 for overtrædelse af gårdsretten, der foreskrev, hvordan man skulle forholde sig i kongens og adelens gårde, og den kalundborgske reces fra 1576, der bl.a. omhandlede løsagtighed og forførelse. Endvidere stævnede Laurids B. Rosenkrantz for at have vanæret datteren. Man kan undre sig over, at de unge trods fejltrinnet ikke som andre blev gift med hinanden. Den senere anerkendelse af sønnen tillige med de mange bønner fra slægt og venner inden domfældelsen tyder på, at det havde været en mulighed. Vi har desuden en af dommernes ord for, at “de som samme Dom dømte, gjorde det ikke gerne.”

Begge blev dømt efter anklagen. Rosenkrantz dømtes æreløs for at have krænket Rigborg Brockenhuus og skulle miste to fingre, fordi det var sket i kongens gård. Dommen mildnedes, så han i stedet for skulle drage i krig mod tyrkerne. Han døde i Mähren i 1602. Rigborg Brockenhuus dømtes til fængsel på livstid og blev indespærret på Egeskov i et kammer med en pige til sin opvartning. Indespærringen varede ved også efter faderens død i 1604. Men i 1608 mildnedes forholdene, da hun på enkedronning Sophies forbøn fik kgl. tilladelse til at besøge sin sognekirke i Kværndrup. I 1615 skiftede Karen Skram med sine fire øvrige døtre og må i den forbindelse have rettet en forespørgsel til kongen om Rigborg Brockenhuus' fremtid, da denne efter loven var arveløs. Christian 4. gav i 1616 tilladelse til, at Rigborg Brockenhuus efter moderens død efter eget valg måtte bo enten i Odense eller i Nybølle på Fyn, hvor hun havde gods. Hun måtte dog kun besøge sin sognekirke. Efter moderens død i 1625 flyttede Rigborg Brockenhuus antagelig til Nybøllegård. I 1627 tillod kongen, at hun med sin lavværges og formynders samtykke måtte sælge jordegods, så hun kunne løskøbe sin søn fra fangenskab efter slaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Sønnen havde i 1624 på foranledning af slægten Rosenkrantz fået kgl. bevilling til at føre dens navn og våben.

Fru Rigborg, som Rigborg Brockenhuus kaldtes, stod i forbindelse med sine søstre og flere standsfæller på Fyn. Biskop Hans Mikkelsen i Odense satte hende højt og besøgte hende, ligesom hun vides at have været middagsgæst hos ham. Han søgte at trøste hende i sorgen over sønnens død i 1634. Da hun døde i 1641, noterede han i sin dagbog: “Hun var min og mines mest trofaste Velynder.” Rigborg Brockenhuus blev begravet i Kværndrup Kirke. Som sin moder var hun historisk interesseret og har skrevet i flere slægtebøger. I en af dem findes et vers fra 1630 prydet med monogrammet “FR”, der vidner om resignation og en aldrig forvunden kærlighed til den elskede Frederik Rosenkrantz.