Ragna Rask-Nielsen

Ragna Rask-Nielsen var enebarn i et velhavende borgerligt hjem, hvor forældrene støttede det bogligt begavede barns ønske om uddannelse. Faderen var grosserer, en broder til nobelpristageren Johannes V. Jensen, forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen og maleren Hans Deuvs. Efter studentereksamen 1919 fra Laura Engelhardts Skole tog hun første del af det medicinske studium på Københavns Universitet. Ved sit giftermål afbrød hun studiet, men det blev hurtigt afløst af en egentlig videnskabelig forskning i forbindelse med ægtefællens forberedelse af en doktorafhandling i medicin. Hun var den drivende kraft bag parrets mange dyreforsøg, som blev publiceret i hans navn. Skilsmissen i 1944 var et slag for hende. Hun fortsatte dog de videnskabelige undersøgelser og offentliggjorde dem også, nu i eget navn. Skilsmissen førte til, at hun genoptog sine universitetsstudier, idet hun af hensyn til sine forsøg valgte biokemi som fag. Allerede i 1945 tog hun sin magisterkonferens og blev samme år assistent ved Københavns Universitets Biokemiske Institut under professor Richard Ege. Han var ernæringsforsker og forstod at værdsætte Ragna Rask-Nielsens særlige kvalifikationer. Hun fik frie hænder og udnyttede det til det yderste. Blot tre år efter sin konferens blev hun dr.phil. fra Københavns Universitet på en afhandling om vævsforskelle i følsomhed over for et kemisk kræftfremkaldende stof. Disputatsen blev udgivet under titlen On the Development of Tumors in Various Tissues in Mice, Following Direct Application of a Carcinogenic Hydrocarbon, 1948,ogdemonstrerede til fulde den flid, omhu og tankens stringens, der altid karakteriserede hendes forskning.

De følgende år udviklede Ragna Rask-Nielsen sine internationale kontakter og foretog adskillige studierejser, først til London, siden især til USA. Hun samarbejdede med verdens ledende forskere på området og etablerede også sin egen gruppe for eksperimentel leukæmiforskning på Biokemisk Institut. Sammen med forskellige elever gennemførte hun i sit laboratorium en perlerække af studier over antistofproducerende tumorer. Samarbejdet med den første elev sluttede brat, da Ragna Rask-Nielsen mente at have opdaget en irregularitet i en fælles publikation. Herefter var først Hans Ewald Christensen og derefter Peter Ebbesen hendes medarbejder. Ragna Rask-Nielsen lagde al sin energi, tid og viden i sit arbejde og forlenede sin undervisningsvirksomhed med et intenst følelsesmæssigt engagement. Hendes egen arbejdsuge var på 60 timer, og hun krævede en tilsvarende indsats af sine medarbejdere. Hun gik aldrig i laboratoriet, hun løb. Og farten blev ikke sat ned, hvis nogen stod i vejen; man måtte springe til side. Ros var en sjældenhed, men vejede så meget desto tungere, når den endelig blev fremført. 1975 var Ragna Rask-Nielsen genstand for en særlig ære. Det internationalt meget ansete tidsskrift Cancer Research bragte på sin forside et billede af hende og en anden forsker, og udnævnte dem til de to kvinder fra Europa, der havde haft størst betydning for århundredets medicinsk-biologiske grundforskning. Universitetet havde 1960 hædret hende på mere formel vis med en ellers sjældent brugt docentgrad, og samme år modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. Selv i sine sidste år i laboratoriet magtede Ragna Rask-Nielsen, hvad selv unge sjældent formår: at skifte forskningsfelt og også gøre sig stærkt gældende på det nye område. Hun gik over i tumorvirusforskningen og var den første til at påvise eksistensen af virus, der kan fremkalde en særlig lymfeknudekræft hos forsøgsdyrene, en opdagelse, hun 1963 publicerede i det fornemme tidsskrift Nature.

Ragna Rask-Nielsen koncentrerede al sin energi og også sine følelser om ét menneske ad gangen. Også efter pensioneringen som 70-årig holdt hun kontakten til forskningsmiljøet ved lige, især gennem sin gode ven, den senere professor Lennart Olsson, som hun var en værdifuld rådgiver for. Hun fik ikke børn og opretholdt kun lidt forbindelse med familie og slægtninge. Hun blev 97 år og oplevede derfor at miste vidnerne til sit liv, efterhånden som både jævnaldrende og yngre døde fra hende. Hertil kom, at hun med sin kompromisløse bedømmelse af alle, inklusive gamle bekendte, indimellem selv afskar sig fra kontakt med andre, og de senere år var det stort set kun Lennart Olssons besøg, der kunne få glæden frem. Denne sidste tid måtte hun på plejehjem, men en besked fra Ragna Rask-Nielsen vedblev at være en ordre, der skulle efterkommes. Hun prægede alle, der kom hende nær, og står som arketypen på det menneske, der uden forbehold giver sig selv til forskningen. Lidenskab og videnskab indgik en forbindelse, der krævede alt, og som retfærdigvis også gav den originale forsker meget tilbage. Hendes sidste gave til eftertiden var at skænke sin anseelige formue til et forskningsfond.