Petrine Fredstrup

Med en fader, der var sekonddanser og balletregissør ved Det Kgl. Teater, synes Petrine Fredstrups livsbane allerede at være udstukket ved fødslen. Som de øvrige seks søskende lod faderen hende optage ved teatrets balletskole. Hun var kun seks år gammel, da hun i 1833 begyndte som elev hos solodanser Peter Larcher. Lige akkurat rundet de 12 år debuterede hun 1839 i en solo i det komiske syngestykke Bæbu. På dette tidspunkt havde ballettens mest fejrede og afholdte solodanserinde Lucile Grahn-Young forladt teatret i vrede. Balletmester August Bournonville manglede desperat en afløser til hendes alsidige talent og benyttede sig da af Caroline Kellermann og Augusta Nielsen, der med sin kølige, korrekte, ladylike elegance mestrede den seriøse dans, men manglede temperament og erotisk udstråling. Derfor blev Petrine Fredstrup på trods af, at hun endnu kun var et stort barn, brugt til partier, der strakte hendes kunnen til det yderste. Kort tid efter sin debut dansede hun således den spanske dans El Jaleo de Xeres i H.C. Andersens dramatiske spøg Den Usynlige paa Sprogø. Det var Grahn-Young, der oprindeligt havde bragt dansen til Danmark, og den havde været hendes helt store succes.

Petrine Fredstrup ejede ikke Augusta Nielsens skønhed eller ynde i dansen, men til gengæld var hun i besiddelse af et ganske fremragende dramatisk talent og en levende mimik. Hun gav sine partier en særegen fortolkning og forstod at lægge vægt på den pudsige detalje, som vakte publikums interesse og nysgerrighed. Det teknisk virtuose i dansen lå ikke umiddelbart for hende, men hun var flittig og pligtopfyldende i sin træning. Takket være sine veludviklede mimiske og dramatiske evner blev hun hyppigt anvendt i de mere muntre partier, i grotesk dans og i karakterrollerne. I 1849 dansede hun således den komiske husholderske, mamsel Bonjour i Conservatoriet eller et Avisfrieri. En af hendes absolutte glansroller blev partiet som troldfrøkenen Birthe i Et Folkesagn, opført første gang i 1854. Her gav hun med underfundig lune og humor en bemærkelsesværdig fortolkning af en bizar kvindeskikkelse. Petrine Fredstrups præstation som sæterpigen Kirsti i Brudefærden i Hardanger, 1853, høstede også megen ros, og det samme gjorde sig gældende med tjenestepigen Elna i Fjeldstuen, 1859. Som tak for sin indsats i dansk ballet blev hun 1851 udnævnt til solodanserinde. 20 år senere dansede hun i 1871 sin afskedsforestilling som Veronica i Napoli. Hun bevarede dog sin tilknytning til balletten ved at undervise de unge talenter i Bournonvilles skole.