Peppina Tutein

Peppina Tutein var datter af den italienske tenorsanger Giuseppe Siboni, som 1819-39 var syngemester ved Det Kgl. Teater. Hun mistede blot to år gammel sin moder og fik på grund af faderens engagementer på de store europæiske operascener en meget omtumlet barndom, dels i London og Wien, dels i Forli, Italien, hvorfra faderen i 1819 hentede hende til København Peppina Tutein viste tidligt talent for musik og lærte som barn at synge og spille klaver. Allerede i en alder af 14 år medvirkede hun ved en hofkoncert i København, og også ved senere lejligheder spillede hun ved hoffet. Ligeledes optrådte hun i 1822 som solist i en klaverkoncert af J.N. Hummel i Prag. Peppina Tutein blev imidlertid ikke musiker af profession, idet hun i 1824 ægtede den velhavende grosserer Ferdinand T. og siden fortrinsvis udøvede musik under private former i højborgerlige og aristokratiske kredse. Ikke mindst hendes eget hjem blev et musikalsk centrum i København, hvor mange danske og udenlandske kulturpersonligheder fik deres gang. Komponisten og pianisten C.E.F. Weyse tilegnede hende i 1832 sine 8 Etudes, op. 51, og også sangerinden og komponisten Ida da Fonseca, som var uddannet af Peppina Tuteins fader, tilegnede hende i 1853 en af sine sange.

Som solist i C.M.v. Webers Koncertstykke i f-mol var Peppina Tutein i 1839 den første kvindelige pianist, der medvirkede ved en koncert i Musikforeningen i København I foråret 1842 vakte det opmærksomhed, at hun assisterede ved den unge tyske pianist Clara Schumanns koncert på Hotel d’Angleterre. Sammen spillede de to kvinder I. Moscheles’ Hommage à Händel for to klaverer, og skønt deres præstation vandt publikums bifald, opstod der siden en polemik i dagspressen om det passende i, at en anmelder havde nævnt Peppina Tutein ved navn. Amatører optrådte som regel anonymt ved offentlige koncerter, ligesom man sjældent applauderede dem, uanset hvor dygtige de var. Men Peppina Tutein synes altså med sin delvis professionelle baggrund og sin høje sociale status at have fremtvunget et brud med denne tradition. Hun hævdes desuden at have dannet mode ved i 1842 at kaste blomster op på scenen til en italiensk sangerinde, hvilket utvivlsomt var en skik, hun kendte fra udlandet. Fødslen af seks børn afholdt hende ikke fra til stadighed at dyrke sit musikalske talent, og så sent som i 1864, to år før sin død, arrangerede hun en velgørenhedskoncert i Casino til fordel for krigens ofre. Selv bidrog hun til musikunderholdningen med klaverstykker af Chopin og Felix Mendelssohn-Bartholdy.