Ida da Fonseca

Ida da Fonseca voksede op under beskedne forhold som datter af en indvandret jødisk vekselmægler af tysk-portugisisk afstamning, der omkring 1800 bosatte sig i København Ligesom sin ældre søster Emilie d. F. blev hun privat uddannet af Det Kgl. Teaters syngemester Giuseppe Siboni, og i 1827 debuterede de begge som sangerinder på Det Kgl. Teater. En yngre søster Julie d. F. fik sin sanguddannelse ved Sibonis konservatorium og blev 1836-49 ansat ved teatret. Ida da Fonseca var med sin klangskønne, smidige og omfangsrige altstemme, der var skolet i den virtuose Rossinistil, den sangligt mest betydelige af de tre søstre. Men allerede i 1840 blev hun afskediget med pension.

Skønt Ida da Fonseca i 1830 blev karakteriseret som Det Kgl. Teaters bedste stemme og overvejende fik gunstige anmeldelser, kom hun kun til at optræde i et lille antal roller. Der var sjældent behov for dybe kvindestemmer i den samtidige musikdramatik, hvor altsangerinder fortrinsvis blev benyttet til helterollerne i den italienske opera seria, efter at mandlige kastrater gik af mode. Det er således karakteristisk, at hun høstede sine største succeser i to mandsroller, henholdsvis titelpartiet i G.A. Rossinis opera Tancredo, hvori hun debuterede, og som ridderen Malcolm i Pigen ved Søen. Hendes mest succesfulde kvinderolle var mezzosopranpartiet som Lady Pamela i D.F.E. Aubers syngespil Fra Diavolo. På baggrund af sin hyppige optræden i mandsroller, der også omfattede pagen Edward i G. Pacinis syngespil Henrik den Femtes Ungdom og Julius i vaudevillen Den skønneste Dag i Livet, kom Ida da Fonsecas eftermæle til at lyde på, at hun var ukvindelig og savnede evner for at agere scenisk. Et eftermæle, der, snarere end at bygge på hendes musikalske præstationer, synes præget af et stereotypt kvindebillede.

I årenes løb optrådte Ida da Fonseca ved en lang række velgørenheds- og passionskoncerter samt ved hoffet, i det musikalske selskab Harmonien og i Musikforeningen, ligesom hun beredvilligt assisterede, når udenlandske kunstnere gav koncerter i København Ved sådanne lejligheder sang hun gerne italienske arier af Rossini, S. Mayr, Pacini og V. Bellini, men hun var dog også solist i større vokalværker af J.A.P. Schulz og J.L.F. Mendelssohn-Bartholdy. Under et længere kurophold i Tyskland optrådte hun i 1829 ved det engelske hof i Hannover, og i 1833-34 foretog hun i selskab med sopranen Sophie Østergaard og Siboni en længere koncertrejse i udlandet. Efter at have givet koncerter i Tyskland, Holland og England rejste Siboni og Ida da Fonseca tilbage til København via Göteborg, hvor hun blev udråbt til at være Nordens førende sangerinde. Fra midten af 1830’erne var der imidlertid sjældnere og sjældnere bud efter hende, og som følge af et svækket helbred formåede hun ikke at realisere sit talent ved fordelagtige engagementer i udlandet, hvilket havde været nærliggende. Ved sin tidlige pensionering oplevede hun en markant forringelse af sine levevilkår. Allerede under sin ansættelse ved teatret havde hun måttet supplere sin indtægt ved at give sangundervisning, men da hun ikke længere var i kgl. ansættelse, svigtede eleverne. I håb om at det ville styrke hendes position som sanglærer, fik hun efter en ansøgning til Christian 8. i 1841 titel af kgl. kammersangerinde. Der fulgte dog intet vederlag med udnævnelsen, og skønt hun blev stillet i udsigt, at hun fremover ville få honorar for at optræde ved hoffet, blev det kun aktuelt få gange. En af de sidste gange hun sang ved hoffet var i foråret 1842, da hun assisterede ved den tyske pianistinde Clara Schumanns koncert. I årene 1844-47 opholdt Ida da Fonseca sig i Sverige og Norge, hvor hun efter at have præsenteret sig som sangerinde på Christiania Theater annoncerede efter sangelever.

Efter tilbagekomsten til København udgav Ida da Fonseca i 1848 et hefte med egne kompositioner, der i 1853 fulgtes op af endnu ét. Hun blev herved den første kvinde i landet, der offentliggjorde romancer i eget navn. Da der ikke kendes anmeldelser af hendes kompositioner, kan man ikke afgøre, om de vakte opmærksomhed, eller om de sikrede hende en hårdt tiltrængt indtægt. Hendes sangproduktion omfatter 16 solosange med klaverakkompagnement samt en terzet og en kvartet, der tekstligt domineres af Goethe, Adam Oehlenschläger og de norske digtere J.S. Munch og A. Munch. Sangene bærer præg af italiensk bravurmelodik, tysk liedfølsomhed og nordisk folkevisetone, og de afspejler således, at Ida da Fonseca havde sin musikalske baggrund i en tid, da dansk musikliv var kendetegnet af brydninger mellem Rossinibegejstring, tysk romantik og gryende dansk nationalromantik. Men de blandede stiltræk og de store tekniske krav, som sangeren stilles overfor, var også med til at give hendes sange et så specielt præg, at de ikke ligner noget andet i samtiden.