Sophie Østergaard

Sophie Østergaard voksede op hos sin fraskilte moder og stod for at skulle tiltræde en stilling som guvernante, da hun i en alder af henved 23 år opsøgte Det Kgl. Teaters syngemester Giuseppe Siboni for at prøvesynge for ham. Siboni fandt hende så talentfuld, at han i efteråret 1833 lod hende synge ved nogle koncerter hos Frederik 6. og kronprinsen, den senere Christian 8. Straks efter begav hun sig sammen med altsangerinden Ida da Fonseca og Siboni ud på en succesfuld koncertrejse, der gennem Tyskland og Holland førte dem til England, hvor Sophie Østergaard i foråret 1834 skiltes fra sine ledsagere. Hvorvidt det var økonomiske uoverensstemmelser med Siboni eller en fremskreden graviditet, der fremkaldte hendes ønske om at forblive i London, er uvist. Det lykkedes hende imidlertid at få kontakt med en række af tidens førende italienske sangstjerner, G. Grisi, P. Viardot-Garcia, F. Persiani, L. Lablache og G.B. Rubini, og med deres hjælp skabte hun sig en position som højt gageret koncertsangerinde i Londons fornemme kredse. Under sit otte år lange ophold i England optrådte hun dels med de italienske sangere, dels med fremtrædende musikere som den norske violinist O. Bull, den russiske pianist A. Rubinstein, den bøhmiske pianist I. Moscheles, de engelske pianistinder R. Laidlaw og L. Dulcken samt sangerinden Clara Anastasia Novello. I en periode virkede hun tillige som lærer ved Royal Academy of Music i London, ligesom hun i private hjem afholdt syngeøvelser med aristokratiske amatører.

Sophie Østergaard, der var i besiddelse af en høj, lys sopranstemme, gjorde sig især gældende i det italienske operarepertoire af G.A. Rossini, G. Donizetti og V. Bellini, men intet tyder dog på, at hun optrådte i sceniske opførelser af operaerne. Efter en koncertrejse på det europæiske kontinent, som hun i 1842-43 foretog sammen med Rubini og pianisten F. Liszt, tog hun i 1843 imod en ansættelse ved Den Kejserlige Italienske Opera i Moskva. Her havde hun til opgave at indstudere operapartier med sangerne og virkede altså som en slags syngemester. Desuden indtrådte hun i direktionen for et undervisningsinstitut for unge kvinder, der stod under kejserindens protektion. I 1855 tog hun sin afsked med pension og vendte sammen med moderen, der havde ledsaget hende siden 1835, tilbage til Danmark med en betydelig formue. Indtil sin død i 1866 levede hun en tilbagetrukken tilværelse i København Hendes sociale engagement fremgår af et legat, som hun oprettede i 1862 og lod administrere af Københavns Magistrat, hvoraf renterne skulle tilfalde "en gammel trængende Jomfru, Borgerdatter eller Embedsmandsdatter, helst en Lærerinde."